Intet Day-Lewis-tema uden There Will Be Blood fra 2007. Det mageløse mesterværk om sølvgraveren Daniel Plainview er vild og voldsom på alle måder, og Lewis leverer en præstation af en anden verden.
Som lovet tidligere, så ville i møde karakterer, der mere end flirter med galskab og ondskab her i Daniel Day-Lewis temaet.
Hvor Bill The Butcher var en ubehagelig mand, så var han et produkt af tid og miljø, og var som skrevet egentlig i bund og grund en fair mand.
Bevares, han var stadig præmiepsyko, MEN en fair mand ud fra sine principper, og den tid han levede i.
Så er det straks noget helt helt andet med DDL’s karakter i Paul Thomas Andersons mesterværk, There Will Be Blood, Daniel Plainview!
Følelseskold, grådig og manipulerende er de lidet flatterende “superlativer” man kan putte på ham.
Manipulativt, og usympatisk møgsvin opsummerer det vist meget godt – han er virkelig ubehagelig!!
Han gør kun ting for egen vindings skyld, og han er et billede på den store og grådige amerikanske kapitalisme.
Alt er nøje planlagt, alt har en bagtanke, og alt gøres for ham selv. Han vil skide andre mennesker et stykke, og empati er ikke noget han bruger tid på at praktisere…
Daniel Day-Lewis giver den hele armen. Han spiller sig helt ud, og ja, han overspiller helt vildt, men nøj hvor er det en perfekt præstation!! Det er bevist overspil, og det er som kun DDL kan gøre det.
Galskaben lyser ud af ham, hans øjne slår gnister, og karakteren intimiderer alle og enhver i det lille samfund de lever i…
Næsten alle ihvertfald…
Den unge præst Eli Sunday er den eneste der gennemskuer ham, og en indædt kamp mellem de to begynder.
Eli skulle oprindeligt spilles af Kel O’Neill, men han droppede ud af projektet, idet DDL vildskab og indlevelse skræmte ham, og gjorde ham inhabil i den henseende…
Rollen som præsten Eli gik derefter til Paul Dano, og det gik jo som bekendt ret godt!
Han giver DDL suverænt modspil, og får med karakteren Eli næsten skovlen under Daniel Plainview.
Det er samspil som går op i en højere enhed, og bedst illustreret bli’r det i den famøse milkshakescene, hvor Daniel Plainviews galskab bryder ud i lys lue, og den unge præst ikke siger så meget, men derimod med hele sin krop viser frygt og afsky og på en måde endegyldigt siger farvel til troen på det bedste i mennesket.
Farvel sidste rest af uskyld, goddag vanvid og goddag ondskab!!
Den her film er et karrierehøjdepunkt for alle involverede (mas o menos), og den viser med al tydelighed, at godt håndværk virkelig betaler sig..!
