Daniel Day-Lewis-Tema (4. Del)

René

René

af Andreas Nørgaard

Intet Day-Lewis-tema uden There Will Be Blood fra 2007. Det mageløse mesterværk om sølvgraveren Daniel Plainview er vild og voldsom på alle måder, og Lewis leverer en præstation af en anden verden.  

Som lovet tidligere, så ville i møde karakterer, der mere end flirter med galskab og ondskab her i Daniel Day-Lewis temaet.

Hvor Bill The Butcher var en ubehagelig mand, så var han et produkt af tid og miljø, og var som skrevet egentlig i bund og grund en fair mand.
Bevares, han var stadig præmiepsyko, MEN en fair mand ud fra sine principper, og den tid han levede i.

Så er det straks noget helt helt andet med DDL’s karakter i Paul Thomas Andersons mesterværk, There Will Be Blood, Daniel Plainview!
Følelseskold, grådig og manipulerende er de lidet flatterende “superlativer” man kan putte på ham.

Manipulativt, og usympatisk møgsvin opsummerer det vist meget godt – han er virkelig ubehagelig!!

Han gør kun ting for egen vindings skyld, og han er et billede på den store og grådige amerikanske kapitalisme.
Alt er nøje planlagt, alt har en bagtanke, og alt gøres for ham selv. Han vil skide andre mennesker et stykke, og empati er ikke noget han bruger tid på at praktisere…

Daniel Day-Lewis giver den hele armen. Han spiller sig helt ud, og ja, han overspiller helt vildt, men nøj hvor er det en perfekt præstation!! Det er bevist overspil, og det er som kun DDL kan gøre det.
Galskaben lyser ud af ham, hans øjne slår gnister, og karakteren intimiderer alle og enhver i det lille samfund de lever i…
Næsten alle ihvertfald…
Den unge præst Eli Sunday er den eneste der gennemskuer ham, og en indædt kamp mellem de to begynder.
Eli skulle oprindeligt spilles af Kel O’Neill, men han droppede ud af projektet, idet DDL vildskab og indlevelse skræmte ham, og gjorde ham inhabil i den henseende…
Rollen som præsten Eli gik derefter til Paul Dano, og det gik jo som bekendt ret godt!

Han giver DDL suverænt modspil, og får med karakteren Eli næsten skovlen under Daniel Plainview.
Det er samspil som går op i en højere enhed, og bedst illustreret bli’r det i den famøse milkshakescene, hvor Daniel Plainviews galskab bryder ud i lys lue, og den unge præst ikke siger så meget, men derimod med hele sin krop viser frygt og afsky og på en måde endegyldigt siger farvel til troen på det bedste i mennesket.

Farvel sidste rest af uskyld, goddag vanvid og goddag ondskab!!
Den her film er et karrierehøjdepunkt for alle involverede (mas o menos), og den viser med al tydelighed, at godt håndværk virkelig betaler sig..!

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.