Daniel Day-Lewis-Tema (2. Del)

René

René

af Andreas Nørgaard

Anden del af Daniel Day-Lewis-temaet giver skribent Andreas Nørgaard sit bud på den store skuespillers 4. bedste rolle på film: Gangs Of New York af Martin Scorsese

Scorsese og Day-Lewis er sammen igen, ni år efter de første gang teamede op i The Age Of Innocence.

Jeg sidder netop nu – imens dette skrives – og tænker:

HVORFOR HAR DE KUN LAVET TO FILM SAMMEN???

Det fungerer altså bare, når altid sikre Martin “Fucking” Scorsese aka Don Scorsese instruerer den dygtigste og vildeste skuespiller i en af sine film!

Scorsese kører på med sine mesterlige personskildringer, sit helt unikke blik for det overordnede billede af en karakter, og sin eminente “mandskabspleje”, der giver skuespillerne frihed og mulighed for at improvisere og afprøve ting.

Daniel Day-Lewis spiller den dæmoniske karakter Bill The Butcher, lederen af The Natives, der ligger i evig krig med the foreign hordes, som Bill ynder at kalde immigranterne.

Bill er en principfast mand, der lever efter nogle helt klare idealer, og machobefængte spilleregler.

Han er, set ud fra det, sådan set en fair mand, men hensynsløs og iskold overfor dem der trodser ham.

Det er ham der styrer Five Points!

Ikke politikerne, ikke politiet, ikke de andre bander. Nej, det er ham der styrer det, og ved i hvorfor?

Frygt…

Bill truer og sviner politiet til, og spytter ordrer til højre og venstre. Og de følger hans mindste vink, fordi de er klar over konskvenserne.

Han dræber og intimiderer sine modstandere, men han har et æreskodeks – han ser det som en slags ære, en gestus at blive dræbt af ham på slagmarken. De skal på en måde gøre sig fortjent til at dø for hans hånd.

I filmen agerer han en slags reservefar for Leonardo De Caprios karakter, Amsterdam, men de har begge to en skjult dagsorden.

Den ene vil have hævn, den anden vil bevare momentum.

Det er intenst!

Det er i scenerne mellem DDL og Leo, at tingene falder på plads – mesteren og lærlingen, Stampe og Bambi på isen.

Jeg beklager overfor Leo-drengen, men selvom han er en fremragende skuespiller, så blegner han ligesom alle andre ved siden af DDL!!

Bill The Butcher er hvad man vel bedst kan betegne som stjernepsykopat – går jeg ud fra?

Du ved aldrig helt, hvor du har ham.

Det ene øjeblik tyrer han dig ned med en kødøkse, og smadrer dit kranie ved kølle, imens han det næste øjeblik hjælper byens fattige med mad og andre fornødenheder.

Led tyran – postmoderne Robin Hood?

Han minder mig om Robert De Niro’s version af Vito Corleone (som dog ikke er skingrende vanvittig!).

Byens godgører og brutale jernnæve.

DDL doserer sit spil perfekt, og modsat en anden af de helt store skuespillere, Al Pacino, så fungerer det perfekt, når han går totalt over the top, og overspiller på den onde klinge!

Han gør det fordi det passer som fod i hose til rollen og som en del af filmens setup, hvorimod jeg har mange andre mistænkt for at kompensere for begrænsede evner, og talent ved at overspille.

….Pacino mangler IKKE talent og evner, men han overspiller engang imellem!

Jeg har nydt gensynet med Gangs Of New York, og så iøvrigt prøvet at glemme, at Cameron Diaz er med…

Nøj hun er sløj som altid!!

Det er filmen og resten af ensemblet til gengæld ikke.

Kronen på Martin Scorsese’s storværk er Daniel Day-Lewis, han er kort og godt genial.

God fornøjelse!

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.