Cruella

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Cruella
Instruktør: Craig Gillespie
År: 2021
Genre: Komedie/Drama
Set på DVD fra Disney

Stilfuld og teknisk flot film om modeverdenens enorme opstigning i 70’ernes London.

“Er den god?
Tja den er helt fin.
Den er ikke rigtig god, eller hvad?
Nej.”

Jeg synes filmholdet misser en god mulighed for at lave en rigtig interessant film. Udgangspunktet og målgruppen er en anden end Joker fra 2019, men Cruella kunne have været meget andet end dette spage forsøg på en mørk origin story med komisk twist.
Den kradser i overfladen af det rigtig sjove, men den vil desværre både være periodedrama, komedie-, familie- og krimifilm.
Den når slet ikke i dybden, og de mange genrer forvirrer og irriterer i flere tilfælde, i stedet for at betage og underholde.
Et godt eksempel på dette er nogle stereotype karakterer, der simpelthen bliver for meget:
De oversnobbede designfolk, der kører klicheerne ind på de helt store navler.
Folk der i bogstaveligste forstand går med snotten i sky, og som følge af overspil, ender et sted ude på overdrevet.
Den overdrevent feminine og skabede homoseksuelle skrædder, der helt klodset skvatter ned i de allerværste faldgruber for bøsser i underholdningsbranchen.
Fa-bu-lousssSS….
Det er selvfølgelig meningen det skal være så teatralsk, men det kammer over og ender som et stort irritationsmoment.

“The thing is, I was born brilliant, born bad, and a little bit mad. I’m Cruella.”

Emma Stone er normalt en af mine yndlingsskuespillere, og selvom hun også gør det fint som Estella/Cruella, så ender hun med, i flere scener, at være decideret irriterende. Instruktion og manus spiller bestemt ind i den henseende, og det er en skam, når man nu har en så dygtig skuespiller foran kameraet.
Hun er dog så dygtig, at hver gang det klodsede manus driller, så hiver hun lige lidt guld ud af sit sort/hvide hår. Klasse fornægter sig ikke.

Vi runder af

Cruella har en masse kvaliteter, men som helhed ender den desværre som en noget lunken oplevelse.

Emma Stone er god. Emma Thompson er endnu bedre som arrogant og ondskabsfuld møgkælling – en perfekt beskrivelse af hendes karakter. Hun skal opleves.
Cruella’s to venner og hjælpere, Jasper og Horace, der bliver spillet med en skøn komisk timing og indlevelse af Joel Fry og Paul Walter Hauser, er med til at trække filmen op.
Spillelængden kunne dog være kortet ned med et kvarters tid, måske endda en halv time, og de stereotyper, der omgiver vores hovedkarakterer er simpelthen for meget parodi og fjolleteater. De skal måske henvende sig til et yngre publikum, men selv med det i mente, er det et stort irritationsmoment.

The good thing about evil people is you can always trust them to do something, well, evil.

Cruella er en fin film, ganske underholdende, men intet mere end det.

Cruella får 3/6 hamre:
🔨 🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!