Instruktør: Drew Hancock
År: 2025
Genre: Thriller.
Biografpremiere: 30/01
Kærlighed handler om mange ting, men bl.a. også om at være der for hinanden og forstå hinanden.
Dette er en form for beskrivelse af Drew Hancocks spillefilmsdebut som instruktør.
Men, hvis man tror denne beskrivelse siger meget om filmen, Companion, så er svaret både lidt ja og ligeledes et små-stort nej.
Hvad den dog reelt handler om, kan jeg godt skrive en lille bitte smule om.
Josh & Iris, er et forholdsvist lykkeligt og velfungerende par, der i starten af filmen er på vej mod en herlig weekend, med nogle af Joshs venner, som er parret, Eli og Patrick og parret, Kat & Sergey.
Alt går til at starte med meget vel med både en fin middag og lidt dans, men alligevel er der noget der føles lidt skævt og dagen derpå, sker der noget der ændre alt. Ikke bare weekenden, men på sin vis også hele den resterende film, hvad angår handling, stemning og meget andet.
Der er også noget andet ved Companion og navnlig noget helt specifikt, som jeg allerede før jeg så filmen, fik afsløret ved en eller anden artikel.
Dette vil jeg specifikt ikke afsløre i denne anmeldelse, hvilket afgjort giver den et kæmpe benspænd.
Men, det jeg dog kan skrive er at der her, var tale om en gigantisk overraskelse for mit vedkommende.
Dette spiller bestemt også ind i hvordan, Drew Hancock, er et helt uskreven blad inden for filmverden, så jeg dermed ikke kunne gætte mig frem til hvad denne film måtte være for noget, da Drew Hancock, ikke har lavet andre.
Ligeledes i forhold til hvilke forandringer der finder sted i filmen.
Som skrevet, starter Companion som værende 1 ting eller 1 genre, og den læner sig forholdsvis meget opad denne genre, men pludselig bliver filmen en helt anden genre og får en helt anden stemning og vender aldrig tilbage, til det den var fra start af.
Dette er et greb som har fundet sted i andre film før (et andet eksempel kunne være den britiske instruktør, Danny Boyles debutfilm, Shallow Grave) og når dette er godt udført, har jeg nemt ved at elske det.
Noget andet interessant ved Companion er også hvordan filmen på sin vis også ændre ens syn på de karakterer man følger.
Her ment, at en person man før syntes var sympatisk, vil man måske have en anden følelse om, senere i filmen. Om dette gør filmen til et komplekst karakterdrama, skal jeg ikke kunne sige, men filmen får dog dette til at fungere til fulde, i forhold til hvad den vil have at seeren skal føle om filmens karakterer.
Noget andet jeg også kan skrive, er at filmen på sin vis også handler om at være menneske og ligeledes træffe valg der giver mening for både andre og én selv.
Hvordan filmen handler om dette, kan jeg ikke forklare noget om, men jeg synes lige netop at denne del, gav filmen et ekstra krydderi, der bestemt gavnede den rigtig meget.
Dernæst, er dette skam også en komedie og i den grad en virkelig morsom komedie, der bestemt godt tør benytte sig af meget sort humor, hvilket skam fungere helt perfekt. Ligeledes er dette også en thriller, der både udmærker sig ved at være troværdig intens og virkelig spændende.
Noget andet jeg også godt kan skrive om er filmens skuespil.
I løbet af filmen, er det primært 6 karaktere man bruger tid sammen med, og de 2 jeg gerne vil skrive lidt om, er Josh (spillet af Jack Quaid) og Iris (spillet af Sophie Thatcher).
De karakterforandringer som jeg tidligere skrev om (i forhold til hvordan ens følelse kan ændre sig om filmens karaktere), er bestemt noget som både Josh & Iris gennemgår og jeg kan bestemt skrive at både Jack Quaid og Sophie Thatcher, udføre dette helt perfekt og afgjort giver vildt gode skuespilpræstationer.
Companion er bestemt også flot filmet af Eli Born og kan også prale med at have noget ofte ret stemningsfuldt underlægningsmusik af Hrishikesh Hirway.
Kan der skrives mere om Companion og er der egentlig noget at kritisere ved den?
Ved det første, er svaret et stort ja og ved det andet spørgsmål, fristes jeg egentlig til at skrive nej.
Jeg var virkelig grebet fra start til slut og de små twists og forandringer som der kom i løbet af filmen, frydede jeg mig virkelig meget over.
Dernæst, må jeg også skrive at jeg lidt føler at Companion, potentielt har lidt kult-potentiale.
Jeg kan sagtens nævne film som Companion minder om (hvilket jeg dog ikke vil, da dette ville være en massiv spoiler), men fremfor at være en direkte kopi, føler jeg snarer at den tager god inspiration og via dette, bliver til sit helt eget værk.
Samtidig, så føles på den på visse punkter egentlig også lidt små-aktuel i forhold til den verden vi lever i, hvilket bestemt ikke gør den dårligere.
Dernæst, var den ikke bare konstant underholdende men formåede næsten at blive endnu mere underholdende, desto vildere filmen blev.
Da jeg ikke kan finde noget at kritisere ved Drew Hancock spillefilmsdebut som instruktør, jamen så kan jeg ikke lade vær med at kalde den for et mesterværk og afgjort en film, jeg virkelig glæder mig til at gense mange gange!
