Originaltitel: CODA
Instruktør: Siân Heder
År: 2021
Genre: Drama
Biografpremiere: 4/11
Hvis der er en type film som jeg har en enorm svaghed for, så er det utvivlsomt film om drømmere. Og her menes film om individer som er i besiddelse af en dyb og stor drøm, som de har jagtet gennem hele livet og som de er villig til at gøre alt for at få til at gå i opfyldelse!
Sådan en film er Siân Heders CODA, som er en genindspilning af en meget succesfuld fransk film ved navn “Familien Bélier”.
Filmen handler om Ruby Rossi som er den eneste hørende i en familie af døve. Hele hendes families liv og levebrød, består af fiskeri og Ruby’s rolle er naturligvis at give hendes familie dén stemme og den forståelse, som andre (der ikke kan tegnsprog) ikke besidder.
Samtidig har Ruby Rossi dog også hendes egne tanker og drømme og dén drøm, er at synge og komme ind på en musikskole, hvilket pludseligt ligner en mulighed, da hendes lærer på et kor-valgfag, pludselig ser og hører hendes potentiale.
Men samtidig har Ruby og hendes familie dog også en drøm om at klare sig sammen og at leve af fiskeri og dette komplicerer tingene, en hel del.
Noget af det smukkeste ved CODA, er i særdeleshed dens kompleksitet og dens medmenneskelighed og empati for både Ruby og hendes døve familie.
Man forstår på alle måder Ruby’s frustrationer over altid at skulle op kl.3:00 om morgen for hendes families skyld, samtidig med at hun også skal passe hendes skolegang og kor/sang-træning Samtidig forstår man dog også Ruby’s families frustration, når de enten får for lidt i løn for deres fangede fisk eller er på egen hånd uden en tolk og dermed uden en stemme til omverden.
Dette vises smukt i Siân Heders instruktion og manuskript, og lige netop dette er med til at CODA (som i øvrigt betyder Barn af døve forældre), yderst relaterbar, selvom det muligvis ikke er alle og enhver der kan sætte sig i Ruby’s sted.
Samtidig med dette, formår Siân Heder dog også i scenerne blandt Ruby og hendes sanglærer Bernando Villalobos også at lave en historie om kampen om at tro på det potentiale og det talent som man inderst inde besidder, men som man dog ikke selv tør vise helt 100%.
Når det kommer til skuespillet og skuespillerne, så har CODA noget som dens franske original ikke har. Fordi, hvor der i den franske original, bruges hørende skuespillere i portrætteringen af den døve familie, så er CODA dog gået helhjertet til værks og har udelukkende valgt døve skuespillere til at portrættere Ruby Rossi’s familie.
For dog at starte ved hovedpersonen, så er Emilia Jones, på alle måder fuldkommen perfekt og troværdig i rollen som en ung pige, som er i dyb konflikt om hun skal dedikere hele hendes liv til hendes familie eller om hun skal gå efter hendes egen personlige drøm.
Denne troværdighed, skinner særligt igennem i de scener, hvor hun kommer for sent til sangtime og skal forklare hvorfor eller når hendes familie har svært ved at forstå hendes sangambitioner.
Særligt i disse situationer, skinner Emilia Jones’ store følsom for fuldt flor, samtidig med at hendes frustrationer, virkelig skærer dybt i hjertet. I øvrigt har Emilia Jones også en fantastisk sangstemme, hvilket dermed også gør hendes drømme om at blive sanger, meget troværdig.
Når det så kommer til dem der spiller rollerne i Ruby Rossi’s familie, så er de ligeledes perfekte i hver deres rolle.
Som moderen, er der Marlee Matlin som perfekt fungere som kvinden der gør sit for at holde fast på familien og få Ruby til at forstå, hvorfor hun er vigtig for dem. Dette gør Marlee Matlin med en yderst stor hjertevarme, som gør hende så godt som umuligt at lade vær med at holde af.
Som faderen, er Troy Kotsur ligeledes fabelagtig og han fungerer på alle måder perfekt som en til tider små-pinlig, men dog ligeså meget kærlig fader, der virkelig kæmper en hård kamp for at få hans fiskeri til at fungere rent økonomisk, hvilket på alle måder er hårdt. Disse frustrationer, skinner på alle måder igennem i hans tegnsprog, der (i situationer, hvor han føler sig nedgjort), er virkelig aggressivt og på alle måder med til at man føler stærkt med ham.
Som storebroren, er Daniel Durant ligeledes særdeles pragtfuldt og hans fungere fortræffeligt som den (til tider) lidt små drillende bror, samtidig med at han dog også fungere perfekt som en mand der ligeledes kæmper en hård kamp for at holde fast på familien.
Af andre roller, er Eugenio Derbez som musiklæreren ”Bernardo Villalobos” også virkelig fremragende og særligt fordi, at han til at starte med er lidt striks på en lettere morsom måde, men desto længere tid han arbejder Ruby, så forstår mere og mere hans metoder og lyst til at skubbe talentet ud af de unge mennesker og dette er med til at gøre Eugenio Derbez’ præstation til en af de bedste lærer-portrætteringer på film i nyere tid.
Noget der også skal fremhæves, er ligeledes musikken som der synges i filmen, som er sange såsom ”Something’s got a whole on me af Etta James”, ”You’re All I Need To Get By af Marvin Gaye & Tammi Terell” og ”Both Sides Now af Joni Mitchell”. Disse skal både fremhæves, fordi de bliver sunget virkelig godt, men samtidig dog også fordi sangene er yderst velvalgte og virkelig smukt fortæller dé ting som karaktererne ikke kan forklare via sagte ord.
Og så skal lyddesignet af bl.a. Paul Lucien Col & Jared Detsikas også fremhæves, da filmen har mange scener med dyb stilhed og særligt denne dybe stilhed giver en emotionel intensitet, som jeg er virkelig vild med.
Og alt i alt er CODA, på alle måder en af dette års bedste film og overordnet er det en rørende, menneskelig, tankevækkende og virkelig smuk og opløftende hyldest til drømmere og dernæst en af den slags familie/ungdomsfilm som alle kan få noget ud af.