Castle Rock anmeldelse (1. sæson)

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Serien der ellers startede så lovende, ender som en stor skuffende omgang tomgang der aldrig forløser dets store potentiale.

af René Buchtrup

Anmeldelsen er baseret på alle 10 afsnit af første sæson

Denne kære, lille anmelder var utrolig munter og i vældigt hopla efter de første tre episoder af HBO-serien, Castle Rock. Ih, hvor spændende, en Stephen King-serie. Den kunne sikkert gå hen og og blive et stort hit.

Efter jeg nu har set hele først sæson, på 10 afsnit, er glæden vendt til en slem skuffelse. Som diare efter en dyr gallamiddag.

Castle Rock føles som en omgang “Lost” (serie fra 2004-2010) hvor det hele ellers startede fantastisk og endte så fatalt. Her snakker jeg selvfølgelig om de tre første sæsoner som var afsindigt spændende, mens man fulgte de stakkels mennesker på den mystiske ø. De sidste tre sæsoner gik til gengæld hen og blev diffuse, fjollede og på grænsen til det idiotiske i dens måde at stille hvad-nu-hvis-dette-skete-spørgsmål, mens de overlevende var vendt hjem fra ø’en.

En skuffende omgang tomgang.

Lost’ bagmand er sjovt nok instruktør J.J. Abrams, som også er executive producer på Castle Rock. Han må på en eller anden måde have smittet sidstnævnte serie med noget fesent og diffust, for efter at have set serien færdig, tænker man bare på én ting:

Hvordan helvede kunne man fucke sådan en serie op så grusomt?

Som i min tidligere anmeldelse af serien (episode 1-3) starter Castle Rock mystisk ud med den skumle unge mand (Bill Skarsgård) der er gemt væk i et bur i Shawshank fængslet. Mystikken driver af skærmen i de første par afsnit og undertegnede var som suget ind i dette magiske King-univers.

Navnet Henry Deaver kommer prompte ud af den unge mands mund da han bliver fundet og advokaten med dette navn, der også som barn boede i byen, vender tilbage til sin barndomsby for at hjælpe sin nye klient.

Men hvorfor kender denne unge mand hans navn? Hvem er han? Og hvad vil han ham?

I de første par afsnit er Skarsgård spooky, skræmmende og djævelsk i sin fremtoning. Man ved aldrig hvad han vil gøre og utilregneligheden i karakteren er vidunderlig. 

Denne anmelder spurgte også om en masse spørgsmål i sin tidligere anmeldelse af serien. Og det der i starten af serien kunne virke så mystisk og spændende, bliver en klods om benet serien i længden. For efterhånden står den med så mange spørgsmål og så få svar, så man bliver irriteret på den.

Så er det simpelthen ikke nok at skuespillet gennem de 10 afsnit er suverænt, (bl.a. Sissy Spacek som spiller Deavers demenssyge mor er suveræn og André Holland som Deaver ligeså) at billederne er flotte og musikken perfekt på horror-agtig vis prikker til alle ens sanser, så længe at indholdet er en kønsløs rodebutik.

Skarsgårds karakter ender som en irriterende og ligegyldig personlighed man bliver ligeglad med til sidst. 

Uden at spoile det helt store, så er Castle Rock den type serie der ender med at æde sin egen hale. Hvis man kan sige det. Den går i ring og dræner alt potentiale som går tabt til sidst.

Åbenbart er der noget mystisk der foregår i Castle Rocks skov som driver Henry Deavers far, præsten, til vanvid. Han tror han kan høre Guds stemme. Efter signende kan han høre noget helt særligt. Åbenbart er der også noget med nogle paralleluniverser som påvirker Castle Rock. Det bliver hvert fald gentaget utallige gange gennem serien. Men spørgsmålene bliver stillet så mange gange så man til sidst bliver bedøvende ligeglad. 

Efter afsnit 4 er det som om at serien for alvor går i tomgang og aldrig rigtig kommer videre. Der kommer aldrig nogen rigtig forløsning. De samme spørgsmål bliver stillet om og om igen og det der startede allerhelvedes mystisk og medrivende, ender navlepillende træls og til sidst håbløst opgivende.

Hvis du er til Stephen Kings unikke universer, dragende mystik og endeløs spænding, så dribl langt uden om “Castle Rock”.

Castle Rock får 2 ud af 6 hamre:

🔨🔨

Hele sæsonen kan streames på HBO Nordic

Seneste

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER:

Bad Boys 4: Ride or Die

De slemme drenge ruller derud af igen, men den gode energi fra film nummer tre er der ikke meget tilbage af. Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og Will Smith virker off og som om han slet ikke gider være med.Bad Boys 4 skal ses for de brutale og nådesløse actionscener som er ret så vellykkede.René Buchtrup anmelder

Fuld af Kærlighed

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk film, som både handler om hvad alkoholisme gør ved en familie og hvordan en familie bearbejder det og prøver, at holde sammen.

Fuld af kærlighed er hård, hjerteskærende og ofte også ret barsk, men den er samtidig virkelig menneskelig og dybt kompleks og grundlæggende værd at se og ligeledes snakke om.

Love Lies Bleeding

Nicolai har denne gang anmeldt en romantisk thriller med masser af bodybuilding, steroider og mord.

Love Lies Bleeding er overordnet en virkelig underholdende film, som ganske vist ikke har en perfekt slutning, men som dog er værd at tjekke ud i biografen.