Castle Rock anmeldelse (1. sæson)

René

René

Serien der ellers startede så lovende, ender som en stor skuffende omgang tomgang der aldrig forløser dets store potentiale.

af René Buchtrup

Anmeldelsen er baseret på alle 10 afsnit af første sæson

Denne kære, lille anmelder var utrolig munter og i vældigt hopla efter de første tre episoder af HBO-serien, Castle Rock. Ih, hvor spændende, en Stephen King-serie. Den kunne sikkert gå hen og og blive et stort hit.

Efter jeg nu har set hele først sæson, på 10 afsnit, er glæden vendt til en slem skuffelse. Som diare efter en dyr gallamiddag.

Castle Rock føles som en omgang “Lost” (serie fra 2004-2010) hvor det hele ellers startede fantastisk og endte så fatalt. Her snakker jeg selvfølgelig om de tre første sæsoner som var afsindigt spændende, mens man fulgte de stakkels mennesker på den mystiske ø. De sidste tre sæsoner gik til gengæld hen og blev diffuse, fjollede og på grænsen til det idiotiske i dens måde at stille hvad-nu-hvis-dette-skete-spørgsmål, mens de overlevende var vendt hjem fra ø’en.

En skuffende omgang tomgang.

Lost’ bagmand er sjovt nok instruktør J.J. Abrams, som også er executive producer på Castle Rock. Han må på en eller anden måde have smittet sidstnævnte serie med noget fesent og diffust, for efter at have set serien færdig, tænker man bare på én ting:

Hvordan helvede kunne man fucke sådan en serie op så grusomt?

Som i min tidligere anmeldelse af serien (episode 1-3) starter Castle Rock mystisk ud med den skumle unge mand (Bill Skarsgård) der er gemt væk i et bur i Shawshank fængslet. Mystikken driver af skærmen i de første par afsnit og undertegnede var som suget ind i dette magiske King-univers.

Navnet Henry Deaver kommer prompte ud af den unge mands mund da han bliver fundet og advokaten med dette navn, der også som barn boede i byen, vender tilbage til sin barndomsby for at hjælpe sin nye klient.

Men hvorfor kender denne unge mand hans navn? Hvem er han? Og hvad vil han ham?

I de første par afsnit er Skarsgård spooky, skræmmende og djævelsk i sin fremtoning. Man ved aldrig hvad han vil gøre og utilregneligheden i karakteren er vidunderlig. 

Denne anmelder spurgte også om en masse spørgsmål i sin tidligere anmeldelse af serien. Og det der i starten af serien kunne virke så mystisk og spændende, bliver en klods om benet serien i længden. For efterhånden står den med så mange spørgsmål og så få svar, så man bliver irriteret på den.

Så er det simpelthen ikke nok at skuespillet gennem de 10 afsnit er suverænt, (bl.a. Sissy Spacek som spiller Deavers demenssyge mor er suveræn og André Holland som Deaver ligeså) at billederne er flotte og musikken perfekt på horror-agtig vis prikker til alle ens sanser, så længe at indholdet er en kønsløs rodebutik.

Skarsgårds karakter ender som en irriterende og ligegyldig personlighed man bliver ligeglad med til sidst. 

Uden at spoile det helt store, så er Castle Rock den type serie der ender med at æde sin egen hale. Hvis man kan sige det. Den går i ring og dræner alt potentiale som går tabt til sidst.

Åbenbart er der noget mystisk der foregår i Castle Rocks skov som driver Henry Deavers far, præsten, til vanvid. Han tror han kan høre Guds stemme. Efter signende kan han høre noget helt særligt. Åbenbart er der også noget med nogle paralleluniverser som påvirker Castle Rock. Det bliver hvert fald gentaget utallige gange gennem serien. Men spørgsmålene bliver stillet så mange gange så man til sidst bliver bedøvende ligeglad. 

Efter afsnit 4 er det som om at serien for alvor går i tomgang og aldrig rigtig kommer videre. Der kommer aldrig nogen rigtig forløsning. De samme spørgsmål bliver stillet om og om igen og det der startede allerhelvedes mystisk og medrivende, ender navlepillende træls og til sidst håbløst opgivende.

Hvis du er til Stephen Kings unikke universer, dragende mystik og endeløs spænding, så dribl langt uden om “Castle Rock”.

Castle Rock får 2 ud af 6 hamre:

🔨🔨

Hele sæsonen kan streames på HBO Nordic

Seneste

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!

Cha Cha Real Smooth

Nicolai har denne gang anmeldt et hjertevarmt og smukt drama om vigtigheden ved at være der for andre og skabe lys og glæde i en hverdag som måske ikke har særlig meget af det.

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 3

Afslutningen på listen over de bedste gangsterfilm nogensinde. 7 eminente og stærke værker, der hæver sig over de resterende på listen. Det er bestemt ikke uden grund af både Francis Ford Coppola og Martin Scorsese begge har to film i toppen..

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 2

Anden del af Andreas’ og Renés ultimative gangsterliste, går et par spadestik dybere og viser flere desperate mænd i nogle desperate situationer…