Castle Rock anmeldelse (1. sæson)

René Buchtrup

René Buchtrup

Serien der ellers startede så lovende, ender som en stor skuffende omgang tomgang der aldrig forløser dets store potentiale.

af René Buchtrup

Anmeldelsen er baseret på alle 10 afsnit af første sæson

Denne kære, lille anmelder var utrolig munter og i vældigt hopla efter de første tre episoder af HBO-serien, Castle Rock. Ih, hvor spændende, en Stephen King-serie. Den kunne sikkert gå hen og og blive et stort hit.

Efter jeg nu har set hele først sæson, på 10 afsnit, er glæden vendt til en slem skuffelse. Som diare efter en dyr gallamiddag.

Castle Rock føles som en omgang “Lost” (serie fra 2004-2010) hvor det hele ellers startede fantastisk og endte så fatalt. Her snakker jeg selvfølgelig om de tre første sæsoner som var afsindigt spændende, mens man fulgte de stakkels mennesker på den mystiske ø. De sidste tre sæsoner gik til gengæld hen og blev diffuse, fjollede og på grænsen til det idiotiske i dens måde at stille hvad-nu-hvis-dette-skete-spørgsmål, mens de overlevende var vendt hjem fra ø’en.

En skuffende omgang tomgang.

Lost’ bagmand er sjovt nok instruktør J.J. Abrams, som også er executive producer på Castle Rock. Han må på en eller anden måde have smittet sidstnævnte serie med noget fesent og diffust, for efter at have set serien færdig, tænker man bare på én ting:

Hvordan helvede kunne man fucke sådan en serie op så grusomt?

Som i min tidligere anmeldelse af serien (episode 1-3) starter Castle Rock mystisk ud med den skumle unge mand (Bill Skarsgård) der er gemt væk i et bur i Shawshank fængslet. Mystikken driver af skærmen i de første par afsnit og undertegnede var som suget ind i dette magiske King-univers.

Navnet Henry Deaver kommer prompte ud af den unge mands mund da han bliver fundet og advokaten med dette navn, der også som barn boede i byen, vender tilbage til sin barndomsby for at hjælpe sin nye klient.

Men hvorfor kender denne unge mand hans navn? Hvem er han? Og hvad vil han ham?

I de første par afsnit er Skarsgård spooky, skræmmende og djævelsk i sin fremtoning. Man ved aldrig hvad han vil gøre og utilregneligheden i karakteren er vidunderlig. 

Denne anmelder spurgte også om en masse spørgsmål i sin tidligere anmeldelse af serien. Og det der i starten af serien kunne virke så mystisk og spændende, bliver en klods om benet serien i længden. For efterhånden står den med så mange spørgsmål og så få svar, så man bliver irriteret på den.

Så er det simpelthen ikke nok at skuespillet gennem de 10 afsnit er suverænt, (bl.a. Sissy Spacek som spiller Deavers demenssyge mor er suveræn og André Holland som Deaver ligeså) at billederne er flotte og musikken perfekt på horror-agtig vis prikker til alle ens sanser, så længe at indholdet er en kønsløs rodebutik.

Skarsgårds karakter ender som en irriterende og ligegyldig personlighed man bliver ligeglad med til sidst. 

Uden at spoile det helt store, så er Castle Rock den type serie der ender med at æde sin egen hale. Hvis man kan sige det. Den går i ring og dræner alt potentiale som går tabt til sidst.

Åbenbart er der noget mystisk der foregår i Castle Rocks skov som driver Henry Deavers far, præsten, til vanvid. Han tror han kan høre Guds stemme. Efter signende kan han høre noget helt særligt. Åbenbart er der også noget med nogle paralleluniverser som påvirker Castle Rock. Det bliver hvert fald gentaget utallige gange gennem serien. Men spørgsmålene bliver stillet så mange gange så man til sidst bliver bedøvende ligeglad. 

Efter afsnit 4 er det som om at serien for alvor går i tomgang og aldrig rigtig kommer videre. Der kommer aldrig nogen rigtig forløsning. De samme spørgsmål bliver stillet om og om igen og det der startede allerhelvedes mystisk og medrivende, ender navlepillende træls og til sidst håbløst opgivende.

Hvis du er til Stephen Kings unikke universer, dragende mystik og endeløs spænding, så dribl langt uden om “Castle Rock”.

Castle Rock får 2 ud af 6 hamre:

🔨🔨

Hele sæsonen kan streames på HBO Nordic

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.