Blue Eye Samurai

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Blue Eye Samurai

Serieskabere: Amber Noizumi og Michael Green

År: 2023

Genre: Anime, Action, Drama

Kan streames på Netflix

Det er ikke hver dag jeg roser en animationsserie til skyerne. Men netop i dag er undtagelsen.

Jeg har set Blue Eye Samurai på Netflix færdig, og undskyld mit sprog, men hold da helt kæft, hvor en fuckin’ fed adrenalin-pumpende actionserie! Makkerparret (og ægteparret) Amber Noizumi og Michael Green har skabt en serie, som på overfladen virker ligetil og enkel, men ved et nærmere blik, bliver en dyb historie, med nuancerede karakterer og et særdeles stærkt drama.

Blue Eye Samurai foregår i det 17. århundredes Japan. En særlig periode hvor hvide mennesker ikke måtte færdes i landet. Her blev blandede racer set på som undermennesker eller dæmoner. Serien handler om samuraien Mizu, der er fyldt op med had og derfor vil slå de hvide mænd ihjel, der potentielt kan være hendes far. Det bringer hende ud på en livsfarlig rejse, hvor hvid sne bliver lavet om til blodets farve og hvor stoiske og stolte krigere falder døde om på grund af mødet med hendes klinge.

Det kan lyde som noget taget ud af Kill Bill-universet, og referencerne til netop Tarantinos værk er da også tydelige, særligt i seriens første afsnit. Men det er i den grad også tydeligt at Blue Eye Samurai er helt sin egen, og kun nikker anerkendende til dens forbilleder.

Mizu møder den store kleppert, Ringo, et elskelig og godtroende fjols, som vælger at forlade sin fars restaurant, for at følge hende som hendes lærling. Men for Rizu handler det ikke blot om at hævne en barndom, hvor ingen ønskede hende, og hvor moren blev brændt inde i den faldefærdige hytte de boede i. Det handler også om at sige fra i en tid, hvor kvinder blot er mænds ejendele og sælges for bedst bydende. Og det kan hun kun i forklædning som mand. Og med farvede briller, som skjuler hendes øjenfarve.

Blue Eye Samurai kan nok bedst sammenlignes med den ligeså fabelagtige animationserie (for voksne) Invencible, som kan streames på PrimeVideo. En gribende kompleks superhelteserie, hvor karaktererne er nuancerede og hvor der ikke er nogle enkelte valg. Netflix-serien handler ikke blot om en stereotyp hævner, men en nuanceret karakter som kæmper for retfærdighed. Ikke kun en ydre kamp, men også en indre, for hendes identitet i nutiden og i fortiden.

Netop denne indre kamp giver serien en ekstra dybde, som gør at man bliver draget af hendes historie endnu mere, og det giver historien et endnu dybere lag. Det er ikke blot (endnu) en action-packed hævnfortælling, men en undersøgelse af (køns)identitet og kulturelle normer.

Men inden det hele bliver en meget frelst anmeldelse (især i 2023) om normer og kønsidentitet, så skal jeg selvfølgelig ikke glemme at rose seriens visuelle stil, som imponerer og er en fornøjelse at se på. Det er æstetisk og stilrent, også selvom den er brutal og voldsom, især i kampscenerne. Men netop kampscenerne kammer heller aldrig over og bliver for “tegneserieagtige”. De forbliver realistiske, og derfor føles det også mere realistisk og jordnært. Også selvom lejesoldater og samuraier bliver dræbt på stribe i serien.

Det er ellers blevet en tendens for tiden, dét at skrue ekstra op for volden og gøre det mere splatteragtigt. Men i Blue Eye Samurai bruger den volden til at forstærke den overordnende historie. Hver scene med konfrontation og kamp til døden, tjener et større formål i fortællingen. På denne måde er det med til at skabe et mere effektiv og sammenhængende formål med det hele.

Maya Erskines giver på imponerende vis den hævngerrige og mutte hovedkarakter, samuraien Mizu, hjerte, mens de resterende stemmer i det store ensemble bringes til live af en håndfuld bundsolide præstationer. Særligt Kenneth Branagh har en fest i rollen som skurken Fowler, og det kan mærkes på det smittende resultat.

Blue Eye Samurai er i min optik én af de største serieoplevelser i 2023 og absolut den største og mest positive overraskelse. Jeg tror ikke man finder en serie som balancerer så fint mellem det seriøse (med den dybe og eftertænksomme mening) og det underholdende (som er en visuel fest man ikke kan få nok af).

Har du ikke set Blue Eye Samurai endnu? Jamen, hvad venter du dog på?! Kom så i gang!!

Blue Eye Samurai får 6/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

The Wrecking Crew

🔥 The Reckoning Crew er alt det, buddyfilm ikke må være i 2026 – og derfor virker den. R-rated, blodig, grov og helt ligeglad. Bautista + Momoa = perfekt timing. René Buchtrup hyggede sig hele vejen. 🍿💥

Miller’s Crossing

Der er Coen-brødre-film, man forelsker sig i med det samme, og så er der dem, der langsomt sniger sig ind på én, sætter sig fast og nægter at slippe igen. Miller’s Crossing hører for mit vedkommende klart til den sidste kategori.

Jarhead (4k UHD)

Jarhead er ikke en krigsfilm om heltemod – men om ventetid, tomhed og alt det, krigen efterlader i hovedet. Et gensyn viser, at Sam Mendes’ film stadig rammer hårdt. Og i 4K ser Roger Deakins’ billeder bedre ud end nogensinde.
René Buchtrup anmelder

One Battle After Another (4K UHD)

Leo emmer af The Dude-vibes, Sean Penn er klam og slesk og kvinderne sparker for hårdt røv!
René er tilbage med en 4k-anmeldelse og denne gang er det mesterværket One Battle After Another der bli’r vendt og drejet…

28 Years Later: The Bone Temple

🩸 28 Years Later: The Bone Temple handler mindre om de inficerede – og mere om dem, der lever med konsekvenserne. Ralph Fiennes leverer filmens stærkeste præstation i en fortsættelse, der tør være stille, mørk og menneskelig.
René Buchtrup anmelder

The Rip

The Rip er ikke en dårlig film – den er værre. Den er bevidst middelmådig. Designet til at blive set halvt, gentaget for dem, der scroller, og glemt igen. Netflix-action i sin mest frustrerende form.
René Buchtrup anmelder

The Housemaid

The Housemaid er filmen, jeg strittede imod – indtil jeg gav op.
Paul Feig kender sine genrer, sine klichéer og sine virkemidler.
Når man først overgiver sig, er man i rigtig godt selskab.
René Buchtrup anmelder

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder