Originaltitel: Blonde
Instruktør: Andrew Dominik
År: 2020
Genre: drama.
Kan streames på: Netflix
Der er visse skikkelser gennem verdenshistorien, som alle eller de fleste har et forhold til.
De behøver ikke engang at kende særlig meget til personen, andet end at kigge på et fotografi, for både at vide hvem personen er og hvordan personen måske er/var.
En af disse personer som kan beskrives som værende dette, er og var Norma Jeane Baker, som dog er væsentlig bedre kendt som Marilyn Monroe.
En kvinde, som nok mest af alt, var kendt for sin skønhed og dernæst sin charmerende tilstedeværelse i ofte letbenede Hollywood-komedier i 50’erne.
Naturligvis gemmer der sig både én og flere historier bag Norma Jeane og Marilyn Monroes smil og en af dem som nu har forsøgt at fortælle denne historie, er Andrew Dominik med filmen Blonde.
Dog skal det fra start af påpeges, at Andrew Dominik ikke fortæller historien ud fra noget 100% biografisk materiale. I stedet, har han skrevet et manuskript ud fra Joyce Carol Oates’ bog Blonde, som er en fiktionsbog, som er inspireret af Marilyn Monroes liv og som efter forfatterens egne ord, ikke bør ses som sandheden eller en biografi.
Allerede her kan man meget vel begynde at tænke på, hvad man skal tro på af de rygter og fakta som man hidtil har hørt om Norma Jeane Bakers liv (hvis man i så fald har opsøgt dette i ens liv).
Men det som kan siges, er at filmens historie om Norma Jeane Baker & Marilyn Monroes liv, fortælles ret så lineært, om end det dog ikke er til at sige, hvor meget af dette er sandt.
Vi starter med Norma Jeane Baker, som lever i en dybt ulykkelig barndom, med en omsorgsløs og psykiskustabil moder og uden nogen fader, som lille Norma kun får minimalt info om fra sin mor.
Dernæst oplever vi så hvordan Norma Jeane Baker bliver til Marilyn Monroe og mere end noget andet, hvordan Norma Jeane Baker takler dette og hvor meget hun egentlig har lyst til at forblive i rollen som Marilyn Monroe.
Instruktøren Andrew Dominik har ikke lavet vildt mange film (6, hvor 2 af dem er dokumentarer om musikeren Nick Cave), men han har dog immervæk en særlig stil, som i den grad stråler igennem i Blonde.
Blonde er både en lang film og en langsom film, hvor hensigten virkelig føles som værende, at man skal helt ind under huden på Norma/Marilyn og virkelig mærke den smerte der trænger igennem hende.
For ja, smerte er der meget af i denne film.
Andrew Dominik er virkelig nådesløs i hans skildring af Norma/Marilyn, helt fra start af og det forbliver sådan, når vi ser hvordan Norma/Marilyn både voldtages, skammer sig over de letbenede roller hun er med i og ikke nyder det billede som den nådesløse presse skaber af hende.
Der er relativt få helt glade stunder i filmen, og mange af dem, centrer sig om et forhold som Norma (i filmen) havde med Cass Chaplin & Eddy Robinson Jr.
I stunderne som de 3 har sammen, føles smilene oprigtigt og her er en reel følelse af varme, som dog desværre er af kort varig tid.
Men, dette er dog ikke nogen kritik som sådan, da dette blot gør at man yderligere kan synke ned og ind i den stemning, som Andrew Dominik gerne vil skabe i filmen.
Hvis vi skal kigge på det visuelle, så har filmen et konstant mix mellem sort/hvid og farver og jeg tænkte flere gerne, om der var en form for symbolsk mening med dette (i forhold til bl.a. sindstilstand eller humør), men jeg formåede ikke at finde frem til det, selvom det dog var smukt at være vinde til.
Kameraarbejdet af Chayse Irvin er såmænd også perfekt, da hver en følelse som kameraet indkapsler, formåede at ramme mig ret så dybt og så hjælper det også med til at komme helt ind på huden af filmens udgave af Norma/Marilyn.
Lyddesignet af bl.a. Leslie Shatz og Lisa Pinero er ligeledes perfekt, da det virkelig suge én ind i filmen og dernæst bliver det flot akkompagneret af underlægningsmusikken af Nick Cave & Warren Ellis, som har lavet noget delvist klaver/synth-baseret underlægningsmusik, som skaber nogle ret særlige stemninger og i hvert fald at smukt at lytte til.
Når det kommer til filmens skuespil, så er der én og én mere end nogen anden i filmens 2 timer og 45 minutters længde, som skal fremhæves og det er Ana De Armas i filmens hovedrolle.
Arna De Armas (som er cubaner), brugte 9 måneder på at perfektionere Norma/Marilyns stemme og jeg kan kun sige at ikke alene lykkedes Ana De Armas med at gengive stemmen, hun lykkedes med at gengive både Norma og Marilyn, til fuldeste perfektion!
Samtidig yder Arna De Armas også en virkelig modig og rå præstation og det rå, ligger i det som der sker i filmen, som bestemt kan være hårdt at være vidne til, meget af tiden.
Og selvom der er tvivl om hvor mange procents sandhed der er i filmen, så er jeg ikke i tvivl om at Ana De Armas er fænomenal her og i den grad fortjener hæder!
I forhold til alle de andre i filmen, så vil jeg sige at Bobby Cannavales portrættering af Joe Dimaggio, ikke helt fungerede for mig, da jeg savnede lidt nuancer i portrættering af en knap så god ægtemand til Marilyn/Norma, men da det ægteskab var ret kort, er præstation til gengæld også kort.
Men er Blonde et mesterværk eller et makværk?
Svaret til det sidste, er på alle måder nej, da instruktørens vision skinner 100% igennem og skønt filmen var hård og konstant hjerteskærende, så er Blonde dog også medrivende.
Men de brikker der skal til at skabe mesterværkspuslespillet, er der dog ikke helt 100% Men alt det der fungere i filmen, gør dog at Blonde i sidste ende, fungere som en filmisk version af Norma/Marilyns liv, som jeg dog ikke vil gense, da filmens rejse er for hård til at kunne gøre dette.
