Blade Runner 2049 anmeldelse

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

af René Buchtrup

Dennis Villeneuve er kongen af Hollywood og demonstrerer det ved at lave en efterfølger som er på det tornhøje niveau som dens forgænger!

Den originale Blade Runner fra 1982 står klart som én af mine yndlings science fiction film. Faktisk står den som én mine yndlingsfilm, overhovedet.

Jeg så den første gang da jeg var teenager. Der fattede jeg ikke en dej af den. Så genså jeg den i mine start-20’ere. Så var jeg til gengæld også helt solgt! Kan slet ikke tælle hvor mange gange jeg har set den, både i den originale biograf-version, men også som i Final Cut-udgaven.

Jeg tænkte hvor vildt det var at kunne bygge sådan et univers op. For rent teknisk, både visuelt og på lydsiden, var det en fest: Gudesmukke betagende billeder, der blev kombineret med Vangelis’ stemningsrige synthesizer-musik. Historien var mystisk og gådefuld,- om de såkaldte Blade Runners, der i en nær fremtidsverden, der jagtede de “kunstige mennesker: replikanterne. Dét univers, Blade Runner byggede op, var unikt, mystisk og satte gang i hundrede og sytten spørgsmål, ligesom alle de bedste science fiction film gør. Men det største spørgsmål var selvfølgelig: Hvad vil det sige at være menneske?

Men da det sidste år kom frem, at der ville komme en efterfølger, begyndte jeg (og millioner andre filmnørder!) at sætte sætte spørgsmåltegn ved det altafgørende spørgsmål: HVORFOR???

Og nu tænker du sikkert: Cut the bullshit, René.  Er den nye Blade Runner go’ eller hva’??

Svaret er i den grad JA!

Instruktør Denis Villeneuve (Sicario og Arrival) har på magisk vis hevet et mirakel op af hatten. Han har nærmest gjort det umulige: Han har én af af filmhistoriens bedste efterfølgere.
Nogensinde.

Fik jeg din opmærksomhed her?  😲😀

Jeg nærmest svævede ud af biograf-mørket da jeg havde overværet Blade Runner 2049. Hold nu helt kæft, sagde jeg med et stort smil på læberne. Jeg havde lyst til at skrive anmeldelsen med det samme og fortælle om det hele. Men, jeg stoppede pludselig op og tøvede. For hvordan kunne jeg anmelde filmen, uden at røbe for meget og give for meget væk?

Denne helt særlige film er som en rejse, man tager på og som ikke rigtig kan forklares. Nej, sådan et magisk værk skal sgu mærkes og opleves!

Okay, så hvad kan jeg sige om handlingen uden at røbe for meget?

Agent K (Ryan Gosling i én af hans bedste roller nogensinde) er blade runner og opsporer androider. Hans job er at destruere dem. Men på hans jagt opdager han noget som kan få store konsekvenser for ham. Og hele jordens befolkning.

Så siger jeg ikke mere om handlingen.

Jeg kan dog fortælle at manuskript-forfatterne, Hampton Fancher (som også skrev den første Blade Runner) og Michael Green har skrevet et fantastisk stærkt og intellektuelt manuskript som leverer knivskarpe replikker til skuespillerne.

Fotografen bag filmen hedder Roger Deakins. Han vinder (jamen det skal han sateme!) en Oscar til februar næste år. Hvert billede i filmen står så skarpt skåret som et kunstværk på et museum. Det er en fryd for øjet. Ren æstetik.

Skuespillerne spiller upåklageligt, bl.a. Ryan Gosling (i én af hans bedste præstationer nogensinde), Harrison Ford og Robin Wright spiller med nerve og sjæl.

Soundtracket er mere larmende end Vangelis 80’er sound. Tysk Hans Zimmer buldrer derud af med tågehårnet lige i bund. Men det giver faktisk god mening når man ser filmen. Det giver en deprimerende, melankolsk stemning som rammer filmen spot on.

Filmen er bestemt ikke en humørperle, nej, den er dyster og sørgmodig. Samtidig med et lille håb forude i horisonten.

Og med en spilletid på 2 timer og 43 minutter burde den føles lang. Men det gør den overhovedet ikke.  Filmens kære instruktør tager sig sin tid og lader dem ånde. Han lader scenerne folde sig ud, og lader dem dvæle. Det kræver en fandens god instruktør og historiefortæller!

Villeneuve har skabt den bedste sci-fi-film i mange år. Han har bygget videre på Blade Runner-universet med respekt for “det gamle” og samtidig gjort universet til sit eget.

Om den også vil blive hyldet som en klassiker, ligesom sin “storebror” fra 82’…ja, det vil tiden vise.

Jeg tænker blot på én ting nu: Hvornår skal jeg se den igen???

Blade Runner 2049 får 6 ud af 6 hamre:

Filmen kan bl.a. streames på Blockbuster og Pjelmo

 

streampriser,2018-02-20T08:00:00Z,imdb=tt1856101,fa

Seneste

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER:

Bad Boys 4: Ride or Die

De slemme drenge ruller derud af igen, men den gode energi fra film nummer tre er der ikke meget tilbage af. Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og Will Smith virker off og som om han slet ikke gider være med.Bad Boys 4 skal ses for de brutale og nådesløse actionscener som er ret så vellykkede.René Buchtrup anmelder

Fuld af Kærlighed

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk film, som både handler om hvad alkoholisme gør ved en familie og hvordan en familie bearbejder det og prøver, at holde sammen.

Fuld af kærlighed er hård, hjerteskærende og ofte også ret barsk, men den er samtidig virkelig menneskelig og dybt kompleks og grundlæggende værd at se og ligeledes snakke om.