Black Widow

René

René

Originaltitel: Black Widow. Instruktør: Cate Shortland. År: 2021. Genre: Superhelte, action. Kan købes på dvd, blu-ray og 4k ulta blu-ray fra d. 14. september.

Det handlede jo egentlig blot om tid, før at hun fik sin helt egen film,- den gæve heltinde fra Avengers, Natasha Romanoff.

Hun gik jo i (SPOILER) døden i det endelige opgør i Endgame fra 2019, for at redde sin mandlige superheltekollegaer. Så derfor skruer vi tiden tilbage til handlingen lige efter Captain America: Civil War fra 2016, hvor superhelteflokken slet ikke kunne enes. Men også helt tilbage til det russiske spionprogram kaldet Black Widows, som hvervede små piger, så de kunne trænes til dødelige superagenter med license to kill.

Ja, der er meget på spil i Cate Shortlands film, som på sin vis følger den efterhånden velkendte Marvel-skabelon for en solofilm, hvor der både er plads til alvor, action og humor. Samtidig bliver vi, som publikum, introduceret for Romanoffs “familie”, bestående af hendes “far og mor”, supersoldaterne Alexei ”Red Guardian” (David Harbour) og Melina (Rachel Weisz), samt “lillesøster”, Yelena Belova, som Romanoff boede sammen med, inden hun og søster i 1995 blev sendt til træning som superspion.

Over tyve år senere teamer Romanoff op med Belova, dernæst “Red Guardian”, efter en vovet redningsaktion fra et fængsel og til sidst med Melina, for at få hjælp til at hævne sig på manden bag det sorte enke-program, Deykov (Ray Winstone). Første møde med “søster” går ikke stille af sig, med en heftig og intens nævekamp, som var det taget ud af selveste Bourne-universet. Og redningen af “farmand” fra det topsikrede fængsel, skriger til himlen på en vild og voldsom omgang James Bond. Inspirationerne er tydelige, det er gjort med et glimt øjet og resultatet er kort sagt imponerende.

For historien er som sådan ikke noget at råbe hurra for. Som nævnt tidligere, virker formlen i Marvels efterhånden mange film, yderst velkendt. Men det er måden at det hele løber at stablen på, der gør det værd i sidste ende.

For det første sprudler hele “familien” i hinandens selskab. David Harbour er som en stor, brunstig bamsebjørn både grov, charmerende og sjov, som den efterhånden fallerede superhelt, der har svært ved at trække i den stramme superhelte-trikot igen. Johannson og Pugh er både spydige, sarkastiske, ærlige og kærlige i hinandens selskab, og deres kemi er nærmest uimodståelig. De kan på et splitsekund gå fra en kærlig, søsterlig mine mellem hinanden, til en hånlig bemærkning fra Belova, om hvordan Romanoff kaster med hendes hår, hver gang hun er i redningsaktion.

Og så er der det store trækplaster, som er de imponerende actionscener. I en tid, hvor overdrevent brug af kønsløst cgi efterhånden er hverdagskost i storanlagte Hollywood-blockbusters, synes jeg kort sagt det er en fornøjelse at se hvordan Black Widow håndterer dette. Der skiftes både mellem intense slåskampe (særligt søsterscenen gik rent ind for mit vedkommende og ikke mindst den, hvor Romanoff slås med en robotlignende soldat på en bro, virker overbevisende) og de store bulder og brag-scener, hvor ting bare, ja, eksploderer. Man kan tydeligt mærke at produktionen bag har kastet en hulens masse knaster på dette projekt, og det er kort sagt givet godt ud.

At det paradoksalt nok ender i så mange voldsomme eksplosioner, at det næsten kvæler helhedsfornemmelsen og den halvtynde historie, gør ikke det helt store. For Black Widow er en flot eksekveret actionbasker, som Marvel-tilhænger umuligt kan andet end at synes om.

Black Widow får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Ekstramateriale: Her kan man bl.a. gå i krig med alt fra slettede scener, de seriøse optagelser bag produktioner, samt de knap så seriøse.

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.