Black Widow

René

René

Originaltitel: Black Widow. Instruktør: Cate Shortland. År: 2021. Genre: Superhelte, action. Kan købes på dvd, blu-ray og 4k ulta blu-ray fra d. 14. september.

Det handlede jo egentlig blot om tid, før at hun fik sin helt egen film,- den gæve heltinde fra Avengers, Natasha Romanoff.

Hun gik jo i (SPOILER) døden i det endelige opgør i Endgame fra 2019, for at redde sin mandlige superheltekollegaer. Så derfor skruer vi tiden tilbage til handlingen lige efter Captain America: Civil War fra 2016, hvor superhelteflokken slet ikke kunne enes. Men også helt tilbage til det russiske spionprogram kaldet Black Widows, som hvervede små piger, så de kunne trænes til dødelige superagenter med license to kill.

Ja, der er meget på spil i Cate Shortlands film, som på sin vis følger den efterhånden velkendte Marvel-skabelon for en solofilm, hvor der både er plads til alvor, action og humor. Samtidig bliver vi, som publikum, introduceret for Romanoffs “familie”, bestående af hendes “far og mor”, supersoldaterne Alexei ”Red Guardian” (David Harbour) og Melina (Rachel Weisz), samt “lillesøster”, Yelena Belova, som Romanoff boede sammen med, inden hun og søster i 1995 blev sendt til træning som superspion.

Over tyve år senere teamer Romanoff op med Belova, dernæst “Red Guardian”, efter en vovet redningsaktion fra et fængsel og til sidst med Melina, for at få hjælp til at hævne sig på manden bag det sorte enke-program, Deykov (Ray Winstone). Første møde med “søster” går ikke stille af sig, med en heftig og intens nævekamp, som var det taget ud af selveste Bourne-universet. Og redningen af “farmand” fra det topsikrede fængsel, skriger til himlen på en vild og voldsom omgang James Bond. Inspirationerne er tydelige, det er gjort med et glimt øjet og resultatet er kort sagt imponerende.

For historien er som sådan ikke noget at råbe hurra for. Som nævnt tidligere, virker formlen i Marvels efterhånden mange film, yderst velkendt. Men det er måden at det hele løber at stablen på, der gør det værd i sidste ende.

For det første sprudler hele “familien” i hinandens selskab. David Harbour er som en stor, brunstig bamsebjørn både grov, charmerende og sjov, som den efterhånden fallerede superhelt, der har svært ved at trække i den stramme superhelte-trikot igen. Johannson og Pugh er både spydige, sarkastiske, ærlige og kærlige i hinandens selskab, og deres kemi er nærmest uimodståelig. De kan på et splitsekund gå fra en kærlig, søsterlig mine mellem hinanden, til en hånlig bemærkning fra Belova, om hvordan Romanoff kaster med hendes hår, hver gang hun er i redningsaktion.

Og så er der det store trækplaster, som er de imponerende actionscener. I en tid, hvor overdrevent brug af kønsløst cgi efterhånden er hverdagskost i storanlagte Hollywood-blockbusters, synes jeg kort sagt det er en fornøjelse at se hvordan Black Widow håndterer dette. Der skiftes både mellem intense slåskampe (særligt søsterscenen gik rent ind for mit vedkommende og ikke mindst den, hvor Romanoff slås med en robotlignende soldat på en bro, virker overbevisende) og de store bulder og brag-scener, hvor ting bare, ja, eksploderer. Man kan tydeligt mærke at produktionen bag har kastet en hulens masse knaster på dette projekt, og det er kort sagt givet godt ud.

At det paradoksalt nok ender i så mange voldsomme eksplosioner, at det næsten kvæler helhedsfornemmelsen og den halvtynde historie, gør ikke det helt store. For Black Widow er en flot eksekveret actionbasker, som Marvel-tilhænger umuligt kan andet end at synes om.

Black Widow får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Ekstramateriale: Her kan man bl.a. gå i krig med alt fra slettede scener, de seriøse optagelser bag produktioner, samt de knap så seriøse.

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!