Black Panther: Wakanda Forever

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

År:

Genre:

Originaltitel: Black Panther: Wakanda Forever

Instruktør: Ryan Coogler

År: 2022

Genre: Action

Biografpremiere: 9. november 2022

Det var med sure opstød undervejs, at jeg skrev en anmeldelse af den nye superheltefilm fra DC, Black Adam. Nok den dårligste film jeg har set i 2022. En svulstig kraftkarl, uden hjerne og hjerte, der bare hamrede derudaf, uden en ordentlig historie, skuespil, charme og humor.

Bekymret satte jeg mig så i biografsædet for en uges tid siden, da jeg skulle se den nye superheltefilm fra Marvel, fortsættelsen til publikumssuccesen Black Panther, Wakanda Forever. Jeg brød mig ikke om Black Panther fra 2018, med Chadwick Boseman i hovedrollen. Michael B. Jordan var fascinerende og betagende som filmens skurk, Killmonger, men det meste af filmen hul og overfladisk. Amerikanske skuespillere der overspillede, og kæmpede med dårlige accenter, som var det taget ud af Coming To America med Eddie Murphy.

To timer og toogfyrre minutter senere, var mine bekymringer blevet gjort til skamme. Jeg kunne smile og forlade biografen, næsten helt opløftet, selv efter en film, som handlede om døden. Om dét at miste og komme videre i livet.

Instruktøren er den samme som den første Black Panther-film. Ryan Coogler hedder han. Hans debutfilm, Fruitvale Station, et intenst og rørende drama, sparkede døren ind til Hollywood, og nu laver han store Blockbusterfilm for Marvel. Han formår i denne efterfølger på fineste vis, at vise store følelser, uden at det hele kammer over. Skuespilleren Chadwick Boseman døde af kræft i 2020, og er derfor ikke med i denne efterfølger. Men alligevel fylder han utrolig meget i filmen.

Wakanda Forever starter nemlig med et dødsfald,- T’Challa aka. Black Panthers. Det er gribende og stærkt at observere hans lillesøster, Shuri, som desperat prøver at redde sin bror, men forgæves. Vi ved som publikum, at Boseman er død i den virkelige verden, og derfor føles det på en måde som en endnu stærkere oplevelse. Og da kisten, under et stort optog, bliver fløjet væk, virker reaktionerne fra både Shuri og hans mor (imponerende præstation af Angela Bassett), skræmmende realistiske og yderst troværdige.

Stemingen minder til dels om den sidste Avengers-film, EndGame, som turde gå ned i tempo og dvæle ved den sorg og smerte der befandt sig. Det er et modigt valg, men det virker overraskende godt. Der gives tid til både at se indad (søsteren og morderens sorg, og hvordan de hver især forholder sig til hans død), men også at se fremad, og de valg der skal træffes for Wakanda. For den fiktive nation er i verdens søgelys og bliver holdt øje med da deres regent og konge er væk, men også pga. det unikke og dyrbare metal, Vibranium, som Wakanda besidder. Og snart melder en lille, men faretruende undervandsnation sig på banen, kaldet Talokan, da de også ejer Vibranium, og snart står de ansigt til ansigt med selveste Kong Namor, som de ikke ønsker som fjende.

Snart efter går jagten ind på at finde den unge, kvindelige forsker, der har udviklet en teknologi, der kan finde Vibranium. Hun er (selvfølgelig) i fare og må beskyttes i Wakanda, inden Kong Namor banker på deres dør med hans undervandshær for at slå hende ihjel.

Wakanda Forever vil ikke være en superheltefilm alle ville kunne lide. Overhovedet ikke. Den trækker tingene ud og giver plads til karaktererne, historien og det alvorlige tema plads. Der er kort sagt tid til at dvæle ved det hele. Når der så endelig er action, og Wakanda-folket eksempelvis kæmper mod undervandshæren, virker det mere voldsomt, men samtidig også mere befriende. For ud af sorg, kommer også vrede, og det kan mærkes som en naturlig del af den sorgproces Shuri bl.a. går igennem i filmen. Hun ender som den egentlige hovedrolle og Letitia Wright formår både at gøre hende sårbar, skrøbelig, sej og skræmmende. En hovedkarakter vi forstår, undres over og har lyst til at følge.

At skurken ikke er nær så interessant som sin forgænger, kan man snildt leve med. Her har vi med en helstøbt oplevelse, som er nærværende på en helt anden måde og det er kort sagt en fornøjelse. En anderledes og modig film der virker tiltrængt i det efterhånden malkede Marvel-univers.

Black Panther: Wakanda Forever får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Hana Korea

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk/sydkoreansk film om en ung kvinde ved navn Hyesun, som ankommer til Nord- til Sydkorea, for at få en anden tilværelse og tjene penge til hendes syge mor.

Der er tale om en meget rørende og meget menneskelig film, som kræver tålmodighed, men dog giver en smuk oplevelse, hvis man er klar på den.

The End of Oak Street

En familie bliver lige pludseligt angrebet af dinosaurer i 1982. Dette er præmissen i The End of Oak Street, som Nicolai har anmeldt og som ikke er helt perfekt.
Alligevel er den dog seværdig nok til en bif-tur.

Spider-Man: Brand New Day

Biografpremiere: 29/07                     Med store krater, kommer et stort ansvar. Dette citat er ofte blevet brugt i Spider-Man-regi og kan ofte være kernen til at forstå

Far Til Fire På Landet

I anledning af den igangværende sommer, har Nicolai genset og anmeldt, en rigtig dansk sommerklassiker.
Far til fire på landet, sprudler af sommer, højt humør og hygge og kan sagtens nydes og genses med hele familien!

Odysseen

Nicolai har denne gang anmeldt sommerens største storfilm, som er Christopher Nolans filmatisering af Odysseen.
Der er tale om en gigantisk og næsten overvældende filmisk rusketur som i den grad er en biograftur værdig!

DJ Ahmet

Nicolai har denne gang anmeldt en lille makedonsk perle om 15 årige Ahmet, der passer får, passer sin lille stumme lillebror, men som også prøver at finde tid til andre ting.

Det er ikke nogen perfekt film, men dog en virkelig hjertevarm film, som man ikke bør snyde sig selv for at nyde

Supergirl

Instruktør: Craig GillespieÅr: 2026Genre: Action.Biografpremiere: 25/06                     Som superhelt (eller person med superkræfter), kan man vel enten være en helt for mange, eller måske bare gøre

Vores Løfte

Nicolai har denne gang anmeldt den danske metoo-film, Vores Løfte, som er en hård og neget ubarmhjertig film. En film som kan være svær at se, men som samtidig giver meget at snakke om.