Black Panther anmeldelse

René Buchtrup

René Buchtrup

af René Buchtrup

Den første sorte superheltefilm hylder det mangfoldige og er på sin vis en afroamerikansk sejrsdans værdig. Men den peaker aldrig rigtigt og mangler noget de andre Marvel-film har. 

Kan bl.a streames på Blockbuster

Både DC og Marvel spytter superheltefilm  ud som var de cafe lattes på Baresso. Det er ikke længere så eksklusivt. Alligevel sælger de som varmt brød og pøblen valfarter i biograferne for at se dem.

“Black Panther” er Marvel Studiets 18. (!) superheltefilm. Her præsenteres vi for Prins T’Challa (Chakwick Boseman) af det fiktive land, Wakanda. Ham blev vi præsenteret for i “Captain America: Civil War” (2016) hvor han mistede sin far. Nu skal han hjem og overtage tronen som konge og titlen som Black Panther.

I Civil War syntes jeg hans karakter var ret irriterende. Alt for stolt, stædig, og med en afrikansk accent som mindede lidt om Eddie Murpheys’ Prins Akeem fra “Coming To America” (1988), Men al det vender jeg tilbage til senere i anmeldelsen.

Historien i filmen omhandler det afrikanske land Wakanda. De virker som et regulært u-land, men skjuler sig fra omverdenen. De udnytter metallet vibranium, som de bl.a. gør deres teknologi enestående og unik, og som gør deres samfund og højt udviklet. Selv Black Panthers dragt er syet med metallet og som gør den stærk. Kort sagt, de er langt fremme i skoene med det hele i Wakanda. De holder sig dog isoleret fra omverdenen og passer på deres eget.

Dette er en meget kort beskrivelse af hvad der foregår i landet. For udover dette er der i “Black Panther” også den rituelle indvielsescermoni, en særlig plante som giver Black Panther superheltekræfter, en gammel historie om T’Challas far der slog sin bror ihjel og efterlod hans søn (T’Challas fætter) i Californien. Og meget, meget andet.

Jeg må først og fremmest tage hatten af for at Marvel disker op med en historie som stort set kun er med sorte skuespillere. Endelig en historie som viser noget helt andet end vi er vant til i Marvel-universet. Et univers der trængte til diversitet og viste at tingene kan gøres anderledes.

Men så er spørgsmålet så om det virker?

Jeg hælder mest til svaret nej. Jeg synes simpelthen det hele virker for søgte. Jeg blev på ingen måde ramt at historien. Selvom “The Black Panther” forsøger med noget andet, virker det stadig som den velkendte Marvel-skabelon. En præsentation så vi føler vi kender ham bedre, hvor han er fra og bla bla bla. Fordi Los Angeles gader er byttet ud med de afrikanske sletter (dog også med skyskrabere) er det ikke ensbetydende med at vi omfavner diversitet.

Måske fordi jeg synes T’Challa/Black Panther-karakteren er kedelig og intetsigende. Måske fordi at action-scenerne var for overdrevne og er set langt flottere før, måske fordi at filmen var for selvhøjtidelig og ikke havde nok humor. Jeg ved det ikke rigtigt.

Måske er det bare fordi at jeg er en 33-årig blegfis fra den vestlige del af verden, som måske hellere vil have Iron Man med sin sarkasme og selvrioni, frem for Kattemanden, nej undskyld Black Panther, med sin alvor og sin fjollede accent.

Den accent irriterede mig hele filmen igennem. Det fik mig til at tænke på Eddie Murphey og kunne ikke få det ud af hovedet. Samtidig fik jeg associationer til både “Løvernes Konge” (1994) (en konge skal krones i Afrika) og “Ace Ventura 2 – Når Naturen Kalder”(1995). Ja, du læste rigtigt! Sidstnævnte pga. musikken i den anden halvdel af filmen, og et splitsekund troede jeg på at selveste Jim Carrey kunne hoppe frem på skærmen og gakke fuldstændig ud.

Det ville have reddet filmen for mig.

Bevares, filmens skurk er filmes stærkeste kort, eller rettere sagt, antihelt, Erik Killmonger (fremragende spillet af Michael B. Jordan), som vender tilbage til Wakanda og udfordrer kongen. Han tænker nemlig stort og vil udnytte Wakandas ressourcer i resten af verden. Han er ikke blot ond som de klassiske superhelte-film, men en mand svigtet af hans familie og dette vil han også hævne sig for. Samtidig er hans højre hånd, Ulysses Klaue (Andy Serkis) herligt overgearet og man kan mærke at det er en rolle han elsker at spille.

Men, det redder ikke The Black Panther for at ende op som en stor rodebutik som vil omfavne så meget, men ender op i et udmærket forsøg der ikke gør den helt store forskel alligevel.

Måske er det hele bare fordi jeg er en 33-årig blegfis der bedre kan lide Batman, Iron Man og alle de andre blegfiser af superhelte. Jeg ved det ikke.

Black Panther får 3 ud af 6 hamre:                                   

Seneste

Retribution

Endnu en film med en mand med “A Very Particular Set of Skills”?
Næh, her er han bare kedelig og almindelig bankmand, og Retribution med Liam Neeson bag rettet, er bare ligegyldig og hurtig glemt.

De 8 Bjerge

“De 8 Bjerge” var virkelig en film, der formåede at trække mig følelsesmæssigt med ind på en måde, som jeg sjældent synes jeg oplever i moderne filmkuns

Christoffer anbefaler film om alderdom

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Nicolai har denne gang anmeldt en ungdomsfilm om hvad det vil sige at træde ind i de voksnes rækker som ung jøde og hvor svært det kan være, når man har problemer med sin bedste veninde.