Instruktør: Kenneth Branagh
År: 2021
Genre: Drama
Drama i lystige klæder
Kenneth Branagh’s selvbiografiske film om sin egen barndom er bygget op omkring en masse flotte enkeltscener, og desværre en masse scener, der er syltet ind i klæg og malplaceret feel good komik.
Sekterisk vold pakket ind i Van Morrison og morfar-humor. Resultatet er lidt fifty-fifty
Og ja, Van Morrison står desværre for meget af musikken i filmen, og det er altså ikke ret godt! Ham døjer jeg vældig nødig, så det er ikke godt i det samlede billede…
“Be good.
And if you can’t be good?
Be careful!”
60’ernes Belfast var en by præget af voldsomme uroligheder, had og massiv og meningsløs vold.
For niårige Buddy starter livet ud på voldsom vis med gadekampe og splittede forældre.
Han lever med sin mor, storebror og bedsteforældre midt i Belfast. Hans far er hjemme i korte perioder ad gangen, da han arbejder meget af tiden i England.
Begge forældre er kærlige og opofrende, men livet er hårdt for den lille familie. De er protestanter, men pga. faderens fravær, et let mål for fanatikere på begge sider, der enten forventer faderens støtte, eller deres afrejse. Australien var et yndet mål for nordirske immigranter, men når man er så følelsesmæssigt forbundet til sit hjemland som vores hovedkarakterer er, så føles valget fuldstændig uoverskueligt.
Buddy mærker alt presset og bliver konfronteret med voksne menneskers stædighed og had.
Filmen bliver fortalt fra hans perspektiv, og den let naive tone skal tilskrives en niårigs sind. Der rammer filmen plet. Den viser hvordan børn er de evige tabere – de bliver taget som gidsler af voksne menneskers manglende evner til at løse problemerne fredeligt. De kan hverken gøre fra eller til, og det er ikke deres skyld!
Skuespillet er solidt over hele linjen, men jeg vil gerne fremhæve Caitriona Balfe, der spiller Buddy´s mor, og Ciarán Hinds der spiller bedstefaderen.
Begge spiller helt suverænt, og man kan virkelig mærke varmen fra begge to.
De styrer heldigvis udenom de værste klichéfyldte huller, som flere af de andre skuespillere nogle gange lidt klodset skvatter hovedkuls ned i.
Vi runder af
Jeg havde virkelig håbet på, at vi fik tingene råt for usødet, og ligeså brutalt og meningsløst, som den evige kamp imellem protestanter og katolikker altid har været.
Der må gerne være små lyspunkter i elendigheden, men synes det fylder for meget her.
Det ville have givet den så meget mere pondus, og rykket den op i en anden liga – fra god til mesterlig.
Den spænder desværre bare ben for sig selv med sine lidt kluntede forsøg på at trække et lille grin ud af os på de forkerte tidspunkter.
Filmen er for rar, og den kradser kun lige lidt i overfladen af emnet.
Men okay, det er en god film, når alt kommer til alt.
Den er ærligt fortalt, og Kenneth Branagh ér en dygtig filmmager, hvadenten han står foran eller bagved kameraet.
Han kan lidt det hele, men har en evne til at smutte under radaren. Man skal dog ikke tage fejl den gode Mr. Branagh.
Haris Zambarloukos´ smukke sort/hvide billeder sørger for, at den visuelle del af filmen fungerer rigtig flot.
