Instruktør: Ari Aster
År: 2023
Genre: Komedie/Drama
Komedie, drama, og en god sjat horror?
Hvis du sovser det ind i fabelagtigt skuespil, og stakkels ynkværdige – men mindeværdige karakterer, så har du en meget interessant , alternativ og original film.
Den er heldigvis også rigtig rigtig god.
Den kunne være endt helt langt ude, men det er ikke tilfældet.
Syret og dybt originalt trip…
Beau kommer til verden. Bogstavelig talt.
Filmen åbner med en fødsel, set fra barnets perspektiv.
Allerede her får vi etableret det dysfunktionelle liv der venter vores stakkel af en hovedkarakter.
En ikkeeksisterende far, samt en mor, hvis persona skriger af galskab og mentalt fravær.
Velkommen til, lille pus!
Vi ser livet igennem Beau, og det er et farverigt skrækscenarie at være vidne til.
Død og tragedier følger ham overalt, og han er i totalt alarmberedskab 24/7.
Vi finder dog med tiden ud af at, filmens handling stort set er et billede på hans egen virkelighedsopfattelse. Han har tankerne væltende rundt i hovedet, og deraf en galoperende dødsangst.
Kort opsummeret:
Alle vil ham til livs – ALLE!
Det er der han ser sig selv.
Han skal besøge sin mor, men alt går galt.
Hans smadrede sind er en hæmsko, en stopklods for alt.
Filmen igennem, er det ét langt sejt træk, at være Beau Wassermann.
Joaquin Phoenix giver en mageløs præstation som Beau, der lider af kronisk angst for omverdenen. Selvfølgelig gør han det. Det kan godt forsvares at kalde ham den dygtigste aktive skuespiller.
Han tager os med ind i karakterens levende mareridt. Hans forestilling af hans medmennesker er såre simpel; han er overbevist om at alle vil ham ondt og har skumle agendaer.
Phoenix er så dygtig, at han ikke bare trækker os ned i mørket, som dog sagtens kunne virke i filmens univers, men derimod gør sin karakter komisk og næsten falde-på-halen-tåbelig i flere af filmens nøglescener.
Han beviste i filmen, Sisters Brothers, at han besidder eminent komisk timing. Han forfiner det her.
At se manden løbe, er i sig selv et syn der giver et godt grin.
Det her er hans film!
Skønt han er omgivet af dygtige skuespillere (Amy Ryan – en mester som altid!) til alle sider, så er filmen til syvende og sidst en slags en-mandsshow.
Han bærer alt på sine – til lejligheden – fedladne, dovne krop, og indsunkne skuldre.
Modige visioner, og stilsikkert håndværk
Ari Aster har lavet lidt af et værk, og i den henseende føles hans to forrige film, de to mere rendyrkede horrorfilm Hereditary og Midsommar, som passende afsæt til dette kæmpe værk.
Tre timer varer den, og det er ikke et øjeblik for langt. Han får samlet trådene, og rammer flot og effektivt alle mine sanser, i et spraglet inferno af galskab, farver og lyd.
Bobby Krlic har begået filmens score, og her bliver der altså virkelig ramt plet.
Han følger Beau’s mareridt til dørs med et isnende miskmask af skrigende strygere, og lyde der ville gøre sig rigtig godt på et sindssygehospital fra det 18. århundrede!
Vurderingen af en film, der udfordrer seeren, som Beau Is Afraid i den grad gør, kan være meget svær! Ihvertfald for mig…
Karakteren eller dommen om man vil, er jo udelukkende baseret på førstehåndsindtrykket. Det kræver bare noget tid – noget tid en sølle anmelder ikke har – at danne sig overblik, og se det fulde potentiale, den ægte vision…
Filmen lægger op til en genanmeldelse på et tidspunkt.
Kunne forestille mig, at den vinder ved et gensyn?
Så må vi se om min “dom” ender med at rykke sig?
….men se dog endelig filmen, for den er sgu vild!
