Originaltitel: Bad Boys: Ride Or Die
Instruktør: Adil El Arbi og Bilall Fallah
År: 2024
Genre: Action
Biografpremiere: d. 6. juni 2024
For snart 30 år siden kom den første Bad Boys-film i biograferne, med et par unge, rapkæftede stjerner i hovedrollerne. Martin Lawrence og Will Smith udgjorde en dynamisk duo i 1995, som de to narkodetektiver Marcus Burnett og Mike Lowrey. Det var i en eksplosiv og larmende affære,- dog med en charmende duo i front af løjerne. Det var old school-action med et glimt i øjet.
Der var dog ikke meget glimt i øjet, men til gengæld larmede det bare endnu mere, i den unødvendige efterfølger fra 2003. Endnu engang hed instruktøren Michael Bay og desværre glemte han både historien og de charmerende karakterer (fra etteren). Til gengæld huskede han os på hvordan hårdkogt action uden charme ser ud.
Så i 2020 fik vi en positiv overraskelse. I film nummer tre var skurkene stereotype og plottet på ingen mulig måde overraskende, men samspillet mellem Smith og Lawrence var forrygende. Og så var det sjovt at Lawrence’ karakter, Marcus var fyrre, fed og færdig-agtig og gjorde klar til pension, mens Smith-karakteren, Mike, var det stik modsatte. Her var Michael Bay (heldigvis) erstattet med de ret så uerfarne Adil El Arbi og Bilall Fallah, som også instruerer den nye Bad Boys-film, her fire år efter,- Ride Or Die.
Mike siger ja til sin udkårne til en bryllupsceremoni og snart skal der danses til festen. Det bliver afløst af Marcus som falder om på dansegulvet med et hjertetilfælde. Svævende mellem liv og død, vågner han op med en (religiøs?) åbenbaring og en længere “dyb” samtale med Mike et hospitalstag. Med hospitalstøj og røven bar (hø hø) tror Marcus på at han er udødelig og fabler resten af filmen om syner, drømme og flere åbenbaringer, bl.a. én hvor Mike er et æsel(!).
Snart guides vi som publikum videre til filmens egentlig plot som omhandler Mike og Marcus’ afdøde ven og politichef, Captain Howard (Joe Pantoliano) som bliver beskyldt for at have arbejdet sammen med kartellerne. Vor’ umage makkerpar gør dernæst deres bedste for at rense den kære politichefs eftermæle og snart står den på ufrivillig fangeflugt sammen med Mikes voksne søn, som er tidligere narkodealer, nu “orange jumpsuiter”/fængselsfange (se film nummer tre, så giver det med sønnen mening) efter et flystyrt. Alt imens dette sker, får Marcus, Mike og Armando (ja, det hedder Mikes søn) hjælp af agenterne Kelly og Dorn, som ved at “the bad boys” er uskyldige.
Faktisk sker der endnu mere i filmen, som bl.a. omhandler Mike og Marcus’ chef, Rita, som også tror på deres uskyld, selvom hun er nødt til at jage dem med det resterende politikorps.
Den fjerde Bad Boys-film er blevet rodet affære som vil alt for meget, men desværre ikke efterlader det indtryk den måske havde håbet på den ville.
Instruktørduoen Adil El Arbi og Bilall Fallah virker for opsatte på et vildere og mere kompliceret plot i filmen. Men det virker slet ikke rigtigt efter hensigten. Samtidig føles bromancen mellem Mike og Marcus’ fjollet (på den irriterende måde) og replikkerne lyder ofte decideret dumme.
“No, black jelly bean! Nobody likes that shit!” (Marcus)
Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og hans Marcus-karakter er blevet mere sølle end nogensinde. Han bliver gjort nar af, fordi han er småtyk og godt kan li’ kage og slik. Fedt at vi i 2024 ikke er kommet længere end at gøre nar af en mand med trang til søde sager.
Will Smith, som er tilbage efter Oscar-chokket (hvem husker en syngende lussing?!) virker off i rollen som Mike og som om han ikke altid gider at være der. Måske han har troet at netop denne rolle kan få folk til at glemme hvad han gjorde under live tv for et par år tilbage?!
Bevares, man kan da i nogle scener mærke deres energi og det rigtige venskab de har. Isæt en “improviseret” synge-scene gør at man kun kan smile af de to ældre herrer. Men måske er det simpelthen bare det lidt sløsede og halvdovne manuskript, som ikke altid hjælper dem på vej i sidste ende.
Som min kammerat, som jeg så filmen med, hviskede til mig, mens filmen var i gang: ” er den skrevet af AI, eller hva’ sker der?”
Tja, jeg kunne hvert fald godt mistænke det engang imellem. For sagen er simpel: replikkerne klinger ofte hult og er kort sagt ikke sjove. Og hvis man laver en ikke sjov Bad Boys-film, jamen, hva’ har man så?
Det der trækker op i sidste ende, er de mange fede actionscener, som instruktørmakkerparret heldigvis har styr på. Filmet i vilde og meget kreative vinkler, bl.a. ved hjælp af droner, får vi virkelig action-smæk for pengene. Aldersgrænsen på filmen er 15 år, så i samtlige actionscener er der hverken sparet på blod og splattereffekter, som forstærker filmens udtryk, uden at blive decideret vulgært i sidste ende. Uden at afsløre noget om hverken filmens plot og historie, får vi i den sidste halve time, på en nedlagt krokodille-farm, serveret en masse eksplosive actionscener, som får én til at smile og lader popkornene glide nemme ned i svælget.
Det samlede resultat skriger dog ikke til himlen på fortællerlyst, men i stedet på en metaltræthed som ikke giver lyst til en femte Bad Boys-film i fremtiden. Og så er det faktisk ligegyldigt om Mike og Marcus (endnu engang) synger “Bad boys, bad boys, whatcha gonna do”.
Bad Boys 4: Ride Or Die får 3/6 hamre:
🔨🔨🔨
