Avengers: Infinity Wars anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Det er bombastisk og mega fantastisk når første kapitel af Avengers: Infinity War blæser dig tilbage i biografsædet og flår dit lille Marvel-hjerte ud af dit bryst. Marvel-helte dør og det kan mærkes!

Kan bl.a. streames via Blockbuster og Plejmo

Ærligt talt, så er mit Marvel-superhelte-bæger ved at være fyldt op. Jeg er på vippen til ikke at kunne få en skefuld mere ned af historier med store personligheder, spændte muskler og stramt siddende underhylere.

Vi er nu oppe på film nr. 19(!) i rækken af superhelte-film som for 10 år siden startede med den kære “Iron Man” (2008) og som nu ender op i en film som samler alle heltene i Marvels univers. Jeg var bestemt ikke tilhænger af hvordan det kulminerede i “Age Of Ultron” fra 2015. For mange helte samlet i en film, som sloges om opmærksomheden og en se-mig-se-mig-følelse, som var man til fastelavn i børnehaven med uopdragne unger der plager om en fastelavnsbolle.

Instruktørerne bag den mere vellykkede Avengers-film (åh, undskyld, Captain America-film, bare uden Thor og Hulk 🙂 ) “Civil War” fra 2016, Anthony & Joe Russo, styrer løjerne imponerende i det første kapitel af “Avengers: Infinity War”. De svinger dirigentstokken yderst effektivt orkestrerer de mange se-mig-se-mig-superhelte i filmen på en utrolig afbalanceret måde. Mirakuløst flyver de 2 timer og 29 minutter afsted som filmen varer.

Den egentlige hovedrolle i denne omgang er dog hverken Iron Man, Hulk eller Thor. De har alle haft deres egen solofilm (nogle 2. og 3. stykker). Den helt centrale figur i det store Avengers-univers i denne omgang er Thanos, filmens skurk. Og endelig har vi med en skurk som ikke blot er ond og bare vil se en verden i flammer. Jo, det vil han også, men han er så overbevist om at samle de seks infinity stones (skabt af mystiske, ældgamle kosmiske væsener) og bruge deres samlede kræfter til at udrydde halvdelen af verdens befolkning. “Frelseren” vil simpelten undgå overbefolkning.

Så modbydelig var Loke da ikke i Avengers-filmen fra 2012, vel?

Thanos er samtidig også stærkere og snedigere end alle af vores yndlings-spandex-superheroes og stridsøksen mellem Iron Man og Captain America må begraves. For hvis Thanos samler de seks sten og knipser, er halvdelen af verdens befolkning væk.

“Infinity Wars” er det mest ambitiøse Marvel har lavet nogensinde. Endelig en Marvel-film som tager chancer og som tør tage superhelte-liv (ja, flere af de højtelskede helte dør!) og det er befriende at overvære en skurk som endelig er en reel fare for vores ellers så uovervindelige helte. Endelig en ordenlig modstander!

Der er dog stadig plads til den gode humor som Marvels univers er så kendt for. Det er en fornøjelse at se flere af heltene møde hinanden for første gang, bl.a. de egocentrerede Iron Man og Dr. Strange der batler på ironiske og sarkastiske svinere til hinanden.  Og ikke mindst Thors møde med The Guadians of The Galaxy et ukendt sted in outer space, er intergalaktisk komik på et højere plan.

Mange af de storanlagte slås og slagsmål-scener i filmen gav mig gåsehud. Bombastisk dommedags vanvid i mødet med så intense nærkampe, så det kunne mærkes så det gjorde ondt i mit lille superhelte-hjerte.

For endelig har vi med en Marvel-film at gøre hvor en reel trussel kan ødelægge alt de kære spandex-lovers har nær og kær. Derfor blev jeg ramt i mit biografsæde af en underlig følelse: tænk hvis Iron Man, Thor og Hulk pludselig døde? Det ville mit lille Marvel-hjerte næsten ikke kunne bære.

Det er overraskelser i vente når du selv sætter dig til rette i biografen og ser “Infinity Wars”. Glæd dig. Nyd hvert sekund. Endelig en Marvel-film som tør satse lidt og ryste posen.  Endelig en film som er utilregnelig og som man ikke aner hvordan den vil ende.

Eneste minus ved filmen er at dette kun er kapitel 1 ud af 2. Kapitel 2 kommer først om et år! Det er på godt gammeldaws jysk rimelig træls….

Avengers: Infinity War får 5 ud af 6 hamre:

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.