Avatar: The Way Of Water

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Avatar: The Way Of Water

Instruktør: James Cameron

År: 2022

Genre: Action

Kan streames på Disney+

Så kom den endelig. Fortsættelsen til verdens største og mest sælgende biograffilm nogensinde,- Avatar. James Cameron har brugt ufatteligt lang tid på de mange fortsættelser, så man næsten har glemt etteren fra 2009.

Men, nu er den her altså endelig. Og med en voldsom spilletid på 3 timer og 12 minutter. Så er det bare med at sætte sig godt til rette i biografsædet og på med 3d-brillen (igen).

Avatar: The Way Of Water er titlen på den nye film. Vi er tilbage på planeten Pandora, hvor Jake og Neytiri bor med deres børn og alt ånder fred og idyl. Allerede fra de første par minutter af Camerons længe ventede efterfølger, er vi vidne til “eye candy” af format. En æstetisk lækkerbisken, som man frydes over at se på. De sindsygt mange timer, som Camerons og en masse hårdtarbejdende mennesker har lagt i filmens udseende, er en fornøjelse, rent visuelt. For Camerons vil ikke nøjes. Nej, han er the next level-kind of guy, som altid vil være i førertrøjen, når det drejer sig om den flotteste og nyeste teknologi. Derfor er det en fest at være vidne til filmen.

Nå, nok ros til det tekniske arbejde, som altså er helvedes flot at glo på. Tilbage til handlingen i filmen:

Før var han menneske med benstumper som ikke virkede. Flere år efter er han na’vi-folkets overhoved, der sammen med fruen, og deres fire halvstore børn (en adoptivdatter og deres tre egne) lever deres harmoniske og fredfyldte liv i junglen. Jake beskriver deres lykke som ligetil og nem (“happiness is simple”). Men selvfølgelig varer intet for evigt, og lykken er kun flygtig (“the thing about happiness is that it can vanish in a heartbeat“). Snart kommer menneskene til Pandora igen, klar med ny og dødbringende teknologi, og deres plan er ikke blot at kolonisere sig, men også udnytte Pandoras ressourcer. Oberst Quaritch, fra den første film er også tilbage, denne gang med uploadede minder i en na’vi-krop(!), med ondsindede planer, om at hævne sig mod Jake, som slog ham ihjel i den forrige film.

Efter en episode mellem Quaritch og hans na’vi-elitesoldater og Jake og Neytirias børn, tager Jake beslutningen om at forlade deres elskede hjem, så alle kan føle sig trygge igen. De rejser derfor langt væk, og hen hvor havfolks-klanen, Metkayani, holder til. Selvom er høvdingen ikke meget for det, men giver dem alligevel asyl i sidste ende. Snart skal Jake og familien lære at tilpasse sig de nye, våde omgivelser og bidrage til det lille samfund, bl.a. ved at lære at holde vejret under vandet, og kommunikere med de mange hval-lignende dyr.

Herfra går der lang tid med en næsten meditativ stemning, hvor børnene (Jakes og høvdingens) kommer mere i centrum. Vi kommer under the sea, som var vi midt i Den Lille Havfrue-filmen, og samtidig en del af en dokumentar om havet. Vi mangler bare lige David Attenborough beroligende ryst i højtalerne til at navigere os rundt blandt de skæve fisk, den krøllede tang og den mørke sandbund.

Og det er her man begynder at indse at James Cameron går en smule i selvsving med mange scener, som ikke megen fremdrift har, og som føles som gentagelse af historien fra etteren. Selvom det er betagende smukt og lækkert at være en del af (det tårnhøje tekniske niveau sørger for at man ikke blot iagttager filmen, men hopper direkte ind i den), er det også på grænsen til det kedelige. Og når Quaritch endelige finder Jake og co. (surprise!) og har hele kavaleriet med, er det igen med et ekko af noget man har set før.

Filmens finale (på 45 minutter!) er bragende flot og actionsekvenserne er noget af det vildeste jeg har set i flere år i biografen, og er med til at redde helhedsindtrykket fra middelmådig til godt. Man kan bare tydeligt mærke at Cameron har brugt de mange år fra 2009 på det tekniske, fremfor at bruge tid på historien. Samtidig skal man ikke tænke for meget over de kliche-drevne replikker, som ofte klinger hult, som en prut i det store ocean. Ofte lyder det mere som teaterreplikker, end ting man ville sige til hinanden i virkeligheden:

Wherever we go this family is our fortress

og

Our hearts beat in the womb of the world

Men, nu er det jo Pandora vi er landet på, na’vierne er tre meter høje og den hvide mand er ond.

Hvis man har ja-hatten på inden man sætter sig i biografsædet, er jeg ret sikker på at man forlader salen (efter mange timer) med den fiktive hat som stadig er intakt. Hvis man prøver at lade være med at analysere filmen for meget (ja tak for det, René!) og i stedet prøver at fokusere på det der rent faktisk lykkes, så har man sig en storslået og imponerende biografoplevelse til gode, som rent teknisk er noget af det flotteste man har set i årevis!

Jeg krydser fingre for at Cameron d. 19 december 2024 (når film nummer 3 har premiere) har koncentreret sig endnu mere om historie med overraskelser og hvor der bliver taget nogle flere chancer.

Avatar: The Way Of Water får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: