Originaltitel: Avatar: The Way Of Water
Instruktør: James Cameron
År: 2022
Genre: Action
Kan streames på Disney+
Så kom den endelig. Fortsættelsen til verdens største og mest sælgende biograffilm nogensinde,- Avatar. James Cameron har brugt ufatteligt lang tid på de mange fortsættelser, så man næsten har glemt etteren fra 2009.
Men, nu er den her altså endelig. Og med en voldsom spilletid på 3 timer og 12 minutter. Så er det bare med at sætte sig godt til rette i biografsædet og på med 3d-brillen (igen).
Avatar: The Way Of Water er titlen på den nye film. Vi er tilbage på planeten Pandora, hvor Jake og Neytiri bor med deres børn og alt ånder fred og idyl. Allerede fra de første par minutter af Camerons længe ventede efterfølger, er vi vidne til “eye candy” af format. En æstetisk lækkerbisken, som man frydes over at se på. De sindsygt mange timer, som Camerons og en masse hårdtarbejdende mennesker har lagt i filmens udseende, er en fornøjelse, rent visuelt. For Camerons vil ikke nøjes. Nej, han er the next level-kind of guy, som altid vil være i førertrøjen, når det drejer sig om den flotteste og nyeste teknologi. Derfor er det en fest at være vidne til filmen.
Nå, nok ros til det tekniske arbejde, som altså er helvedes flot at glo på. Tilbage til handlingen i filmen:
Før var han menneske med benstumper som ikke virkede. Flere år efter er han na’vi-folkets overhoved, der sammen med fruen, og deres fire halvstore børn (en adoptivdatter og deres tre egne) lever deres harmoniske og fredfyldte liv i junglen. Jake beskriver deres lykke som ligetil og nem (“happiness is simple”). Men selvfølgelig varer intet for evigt, og lykken er kun flygtig (“the thing about happiness is that it can vanish in a heartbeat“). Snart kommer menneskene til Pandora igen, klar med ny og dødbringende teknologi, og deres plan er ikke blot at kolonisere sig, men også udnytte Pandoras ressourcer. Oberst Quaritch, fra den første film er også tilbage, denne gang med uploadede minder i en na’vi-krop(!), med ondsindede planer, om at hævne sig mod Jake, som slog ham ihjel i den forrige film.
Efter en episode mellem Quaritch og hans na’vi-elitesoldater og Jake og Neytirias børn, tager Jake beslutningen om at forlade deres elskede hjem, så alle kan føle sig trygge igen. De rejser derfor langt væk, og hen hvor havfolks-klanen, Metkayani, holder til. Selvom er høvdingen ikke meget for det, men giver dem alligevel asyl i sidste ende. Snart skal Jake og familien lære at tilpasse sig de nye, våde omgivelser og bidrage til det lille samfund, bl.a. ved at lære at holde vejret under vandet, og kommunikere med de mange hval-lignende dyr.
Herfra går der lang tid med en næsten meditativ stemning, hvor børnene (Jakes og høvdingens) kommer mere i centrum. Vi kommer under the sea, som var vi midt i Den Lille Havfrue-filmen, og samtidig en del af en dokumentar om havet. Vi mangler bare lige David Attenborough beroligende ryst i højtalerne til at navigere os rundt blandt de skæve fisk, den krøllede tang og den mørke sandbund.
Og det er her man begynder at indse at James Cameron går en smule i selvsving med mange scener, som ikke megen fremdrift har, og som føles som gentagelse af historien fra etteren. Selvom det er betagende smukt og lækkert at være en del af (det tårnhøje tekniske niveau sørger for at man ikke blot iagttager filmen, men hopper direkte ind i den), er det også på grænsen til det kedelige. Og når Quaritch endelige finder Jake og co. (surprise!) og har hele kavaleriet med, er det igen med et ekko af noget man har set før.
Filmens finale (på 45 minutter!) er bragende flot og actionsekvenserne er noget af det vildeste jeg har set i flere år i biografen, og er med til at redde helhedsindtrykket fra middelmådig til godt. Man kan bare tydeligt mærke at Cameron har brugt de mange år fra 2009 på det tekniske, fremfor at bruge tid på historien. Samtidig skal man ikke tænke for meget over de kliche-drevne replikker, som ofte klinger hult, som en prut i det store ocean. Ofte lyder det mere som teaterreplikker, end ting man ville sige til hinanden i virkeligheden:
“Wherever we go this family is our fortress“
og
“Our hearts beat in the womb of the world“
Men, nu er det jo Pandora vi er landet på, na’vierne er tre meter høje og den hvide mand er ond.
Hvis man har ja-hatten på inden man sætter sig i biografsædet, er jeg ret sikker på at man forlader salen (efter mange timer) med den fiktive hat som stadig er intakt. Hvis man prøver at lade være med at analysere filmen for meget (ja tak for det, René!) og i stedet prøver at fokusere på det der rent faktisk lykkes, så har man sig en storslået og imponerende biografoplevelse til gode, som rent teknisk er noget af det flotteste man har set i årevis!
Jeg krydser fingre for at Cameron d. 19 december 2024 (når film nummer 3 har premiere) har koncentreret sig endnu mere om historie med overraskelser og hvor der bliver taget nogle flere chancer.
Avatar: The Way Of Water får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
