Originaltitel: Antebellum
Instruktør: Gerard Bush, Christopher Renz
Produktionsår: 2020
Genre: Thriller, gys
Biografpremiere: 17. September 2020
På plakaten til Antebellum er det påskrevet, at det er producerne bag Get Out og Us, som står bag. Man prøver den vej at få sat filmen i bås med disse to nyskabende Jordan Peele-gysere, og deres fokus på den højaktuelle raceproblematik. I forhold til temaet om race i USA, rammes der helt plet, da det er det altdominerende tema i Antebellum. Om end filmen ikke er så fermt udført som Peeles to film, er den stadigvæk beundringsværdig og ganske original, og den fortjener i højere grad at blive sat i bås med disse, end de mange amerikanske mainstreamgys, vi så ofte må trækkes med.
Det ville være synd at røbe for meget af historien, da Antebellum, i høj grad, lever på fortællingens “twists and turns”. Men vi bliver fra starten af kastet ud i de uhyrligheder, som fandt sted i USA i forbindelse med slaveriet. På slave-plantagen, hvor filmen tager sit udspring, bliver vi introduceret til historiens altdominerende hovedrolle Eden, spillet på intens vis af Janelle Monáe (Hidden Figures, Moonlight). Der er fra starten ingen tvivl om, at hun er noget særligt, en person, som de andre slaver sætter deres lid til. Vi ved dog ikke helt præcist, hvad det er hun står for, eller hvad der er under opsejling, men man fornemmer, at noget er i gære.
Faktisk er Antebellum ikke så meget en gyser, som det er en form for psykologisk thriller, alla hvad man tidligere har set M. Night Shyamalan diske op med, og i den kontekst fungerer filmen upåklageligt. Man sidder konstant og undrer sig over, hvad som foregår, og der er en konstant dirrende spænding. Man er kort sagt godt underholdt inden for de rammer, genren befordrer.
Der er som sagt ingen tvivl om, at filmens fokus er USA’s race-problematik, det er ganske udpenslet, hvilket nok får nogen til at vride sig i stolen. Det ser i hvert fald ud til at være tilfældet, når man læser andre danske mediers anmeldelser. Personligt synes jeg det fungerer, og ja, problemstillingerne bliver skåret ud i granit, og budskabet er tydeligt. Eksempelvis dvæler Eden på et tidspunkt ved en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee, og det er selvfølgelig svært ikke at læse det ind i diskussionerne om, hvorvidt statuer som denne burde rives ned.
Det er måske lidt svært at blive klog på filmen ud fra denne anmeldelse (vil nødigt røbe noget), men hvis man kan tåle udpenslede budskaber, pakket ind i en lækkert udført og visuelt fremragende horror-thriller, vil jeg klart anbefale Antebellum. Den skriver sig måske ikke ind i filmhistorien (som nyklassikerne Get Out og Hereditary), men mindre kan også gøre det.
