Antebellum

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Antebellum
Instruktør: Gerard Bush, Christopher Renz
Produktionsår: 2020
Genre: Thriller, gys
Biografpremiere: 17. September 2020

På plakaten til Antebellum er det påskrevet, at det er producerne bag Get Out og Us, som står bag. Man prøver den vej at få sat filmen i bås med disse to nyskabende Jordan Peele-gysere, og deres fokus på den højaktuelle raceproblematik. I forhold til temaet om race i USA, rammes der helt plet, da det er det altdominerende tema i Antebellum. Om end filmen ikke er så fermt udført som Peeles to film, er den stadigvæk beundringsværdig og ganske original, og den fortjener i højere grad at blive sat i bås med disse, end de mange amerikanske mainstreamgys, vi så ofte må trækkes med.

Det ville være synd at røbe for meget af historien, da Antebellum, i høj grad, lever på fortællingens “twists and turns”. Men vi bliver fra starten af kastet ud i de uhyrligheder, som fandt sted i USA i forbindelse med slaveriet. På slave-plantagen, hvor filmen tager sit udspring, bliver vi introduceret til historiens altdominerende hovedrolle Eden, spillet på intens vis af Janelle Monáe (Hidden Figures, Moonlight). Der er fra starten ingen tvivl om, at hun er noget særligt, en person, som de andre slaver sætter deres lid til. Vi ved dog ikke helt præcist, hvad det er hun står for, eller hvad der er under opsejling, men man fornemmer, at noget er i gære.

Faktisk er Antebellum ikke så meget en gyser, som det er en form for psykologisk thriller, alla hvad man tidligere har set M. Night Shyamalan diske op med, og i den kontekst fungerer filmen upåklageligt. Man sidder konstant og undrer sig over, hvad som foregår, og der er en konstant dirrende spænding. Man er kort sagt godt underholdt inden for de rammer, genren befordrer. 

Der er som sagt ingen tvivl om, at filmens fokus er USA’s race-problematik, det er ganske udpenslet, hvilket nok får nogen til at vride sig i stolen. Det ser i hvert fald ud til at være tilfældet, når man læser andre danske mediers anmeldelser. Personligt synes jeg det fungerer, og ja, problemstillingerne bliver skåret ud i granit, og budskabet er tydeligt. Eksempelvis dvæler Eden på et tidspunkt ved en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee, og det er selvfølgelig svært ikke at læse det ind i diskussionerne om, hvorvidt statuer som denne burde rives ned. 

Det er måske lidt svært at blive klog på filmen ud fra denne anmeldelse (vil nødigt røbe noget), men hvis man kan tåle udpenslede budskaber, pakket ind i en lækkert udført og visuelt fremragende horror-thriller, vil jeg klart anbefale Antebellum. Den skriver sig måske ikke ind i filmhistorien (som nyklassikerne Get Out og Hereditary), men mindre kan også gøre det. 

Antebellum får: 4 ud af 6 hamre
🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.