Originaltitel: Ant-Man and the Wasp: Quantumania
Instruktør: Peyton Reed
År: 2023
Genre: Superhelte, Action, Komedie
Biografpremiere: d. 15. februar 2023
Èn af mine favoritfilm fra MCU (Marvel Cinematic Universe), må uden tvivl den første Ant-Man-film fra 2015. Den har en enkel og straight originstory, hvor der er plads til udfoldelse af karaktererne og ikke mindst, en masse dejlig høhø-humor. En form form Olsen Banden på coke (da jeg for et par år siden skrev om de bedste Marvel-film), med masser af smitsom energi. Dengang var der ikke åbnet op for portaler og multiverdener, hvor alting kunne lade sig gøre.
Instruktøren, Peyton Reed, som stod bag den første i 2015 og Ant-Man and the Wasp fra 2018, er nu klar med film nummer 3 i rækken, med titlen, Ant-Man and the Wasp: Quantumania. Efter Spider-Man: No Way Home og Doctor Strange and the Multiverse Of Madness er Marvel overhovedet ikke færdige med at lege med nye, store og uendelige universer, hvor alt kan lade sig gøre.
Men er bigger is better nødvendigvis altid bedre?
Tja, underholdingsværdien er som altid i top, når Marvel disker op med en ny film, og dette er selvfølgelig heller ikke nogen undtagelse.
I Reeds tredje myrefilm er Scott Lang (Paul Rudd) en glad og tilfreds mand. Han nyder tid med (superhelte)kæresten , Hope/The Wasp og så har han skrevet en fin lille bestseller-bog, som bl.a. omhandler hans tid i “det gamle band”, Avengers. Han er lykkelig over at have familien samlet igen, bl.a. hans datter, Cassie (Kathryn Newton), som han ikke har set i flere år (Thanos knipsede med fingrene, og, ja, you know). Hun er dog en rebelsk og energisk ung kvinde, som prøver at finde sin egen vej i livet.
Cassie arbejder samtidig på et apparat, hvor man kan kortlægge kvanterummet. Et mærkværdigt sted, som bøjer alle former for tid og rum, og netop dette sted, havde hans svigermor Janet (Michelle Pfeiffer) fanget i 30 år, inden hun så sit snit til at flygte med hjælp fra familien (omdrejningspunktet fra Ant-Man and the Wasp-filmen). Men ved en fejl, ender hele familien netop i kvanterummet, inklusiv det tekniske geni, svigerfar, Hank (Michael Douglas). Et sted, der minder om en blanding mellem Avatar, Star Wars og Dune. Lige dele dunkel og skummel, men samtidig smuk og fredfyldt. Janet frygter dog stedet, da hun ved at en særlig mand, der kaldes Erobreren, hersker og styrer stedet på særligt skræmmende vis.
Det meste af filmen foregår derfor i kvanterummet, og herfra følger vi vore helte, som desperat prøver at finde en løsning, så de kan komme hjem. Det er selvfølgelig interessant at følge dem på uvant terræn, og spændingen er da også intakt det meste af filmens to timer. Men filmen bliver først rigtig spændende da vi endelig møder filmen skurk, Erobreren, som går under navnet Kang, spillet af Jonathan Majors, og via svigermor, Janet, får hans forhistorie. Majors bidrager med en mere nuanceret skurkerolle, som man både skræmmes og imponeres af, og forhåbentlig er det ikke sidste gang vi oplever ham i Marvel-universet.
Rudd og Newtons præstationer som far og datter er troværdige og virker som en form for emotionelt anker i filmen. De har en velfungerende kemi og pingponger med søde, sjove og skarpe replikker i hinandens selskab. Netop de to er grunden til at man hepper på vore helte i sidste ende. Dog er den velkendte Marvel-humor for det meste pakket væk, til fordel for en alvorlig mine på den farefulde kvantefærd.
Samtidig er filmens finale endnu engang beviset på, at Marvel er bange for andet end bigger is better-konceptet. Bevares, der er noget flot og stoisk over en form for Braveheart-afslutning, hvor Ant-Man og co, samt en masse rebeller kæmper om friheden mod Kang og hans hær af højteknologiske robotter. Men, behøves det altid at være større og vildere? Er man simpelthen bange for at det stakkels publikum ikke for nok for pengene, hvis ikke det hele afsluttes med et festfyrværkeri af CGI?
Vel, det er nok én af grundene til at filmen ikke har høstet de bedste anmeldelser. For let’s face it,- Paul Rudd er og bliver aldrig den store dramaskuespiller, og er altså bedst, når han kan være ham den lune, hyggelige og sjove mand, med en god one liner. Men den nye Ant-Man-film kan nu noget alligevel. Håndværket virker upåklageligt, skuespillet ligeså og det tekniske i filmen holder et flot niveau hele vejen. Ja, pyt at historien halter her og der. For når skurken er god, glider den 31. Marvel-film nemmere ned i svælget….
Ant-Man and the Wasp: Quantumania får 4/6 hamre: 🔨 🔨 🔨 🔨
