Pirates of The Caribbean: Salazar’s Revenge anmeldelse

René

René

 

af René Buchtrup

Den femte Pirates-film lægger sprudlende godt ud, men ender forudsigeligt og gabende kedeligt, så man håber på én ting til sidst: at Jack Sparrow snart skal pensioners! 

Af René Buchtrup

Hvor var 1’eren fra 2003 (The Curse of the Black Pearl) dog suverænt underholdende, hva? Splitte mine bremsejl, hvor var det et friskt pust dengang, og hvor var Johnny Depp da super cool, kæk og rap i replikken.

Siden er der lavet 4(!) efterfølgere, hvor Salazar’s Revenge, er den seneste i rækken.

Hvor er det dog blevet et sørgeligt og vemodigt dilemma: At Hollywood ikke tør at satse mere. At de kun tør at lave uendelige fortsættelser, oprindelseshistorier eller remakes, i stedet for at skrive og instruere noget nyt!

Selvfølgelig handler det om at tjene penge i sidste penge, og så vil de store produktionselskaber hellere spytte penge i en efterfølger, end til en ny, frisk ide og historie.

Det er sgu trist.

Ikke at fortsættelser behøver at være dårlige. De kan da sagtens være underholdende. Og bevares, det er Pirates 5 da også. Den ved hvert fald hvad den kan. Skruer op for bulder og brag og masser af Johnny Depp. Måske for meget Johnny Depp.

Han startede som birolle/sidekick i film nr. 1 og pludselig er han blevet hovedrollen. Men det er bare ikke så sjovt mere. Ja, hø hø – thi hi fnis, han snøvler stadig når han siger sine replikker og vralter rundt, som om han hele tiden er bagstiv. Så sjovt er det simpelthen ikke mere. Dét som startede cool tilbage i 2003,-
det virker mere patetisk her i 2017.
Hvis det stod til mig, måtte den kære UB40-klon, med eyeliner og fjolle-hat snart gerne pensioneres. Så kunne Johnny Depp måske finde sig nogle interessante roller igen, ligesom han engang gjorde i 80’erne og 90’erne.

Ikke et ondt ord om instruktionen (Joachim Rønning og Espen Sandberg), effekterne (ja, det ser sgu godt ud i 3d!), eller musikken: Når man én gang har hørt He’s A Pirate, slipper den ikke ud af øregangen, og man nynner den melodi resten af filmen.

Javier Bardem hygger sig som skurk i filmen, og det er hans hævn som Captajn Salazar der er midtpunktet i den halvsløje historie.

Den første halvdel af filmen er et festfyrværkeri, og man mærker en fortællerglæde. Anden halvdel er forudsigelig, småkedelig og ligegyldig.

Øv. Nu håber jeg snart Hollywood sender Jack Sparrow på pension.

Pirates of the Caribbean 5, med min egen undertitel: I Really Hope It Ends Now, får 3 ud af 6 hamre :

(kan bl.a. lejes på viaplay, plejmo og blockbuster)

streammag,2018-01-02T08:00:00Z,imdb=tt1790809,fa

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.