Instruktør: Alan J. Pakula
År: 1976
Genre: (politisk) thriller
Kan købes nu på 4k ultra HD
Første møde med en klassiker
Der er nogle film, man næsten føler, man burde have set for længst. All the President’s Men er en af dem. Nu hvor filmen fylder omkring 50 år, fik jeg endelig sat mig ned med den – og jeg må indrømme, at jeg var oprigtigt imponeret.
Det er en af de film, hvor man hurtigt opdager, at man skal være opmærksom. Den holder nemlig ikke publikum i hånden. Dialogen er hurtig, informationerne flyver gennem lokalet sammen med telefonopkald, notater og deadlines, og hvis man ikke følger med, kan man hurtigt miste overblikket. Men netop det gør også filmen så fascinerende.
For selvom den handler om politik og journalistik, er den overraskende spændende. Faktisk udvikler den sig næsten som en thriller – bare uden biljagter og eksplosioner. Spændingen ligger i afsløringerne, i detaljerne og i jagten på sandheden.
Historien bag skandalen
Filmen fortæller historien om to journalister fra The Washington Post, Bob Woodward og Carl Bernstein, der begynder at undersøge et tilsyneladende mindre indbrud i Demokraternes hovedkvarter i Watergate-bygningen i 1972.
Det, der starter som en lille historie, udvikler sig hurtigt til en langt større sag. Gennem stædig research, utallige telefonopkald, hemmelige møder og en enorm vilje til at grave dybere begynder de to journalister langsomt at afdække forbindelser, der fører helt ind i hjertet af den amerikanske regering.
Deres arbejde skulle vise sig at blive afgørende i afsløringen af Watergate-skandalen – en politisk krise, der i sidste ende førte til præsident Richard Nixons afgang og stadig står som en af de største politiske skandaler i USA’s historie.
En film der aldrig mister fokus
Noget af det mest imponerende ved filmen er dens disciplin. Den holder konstant fokus på historien.
I mange moderne film ville man næsten automatisk få sidehistorier: karakterernes privatliv, konflikter mellem kolleger eller dramatiske personlige kriser. All the President’s Men gør det stik modsatte.
Her handler det hele tiden om arbejdet.
Vi lærer kun Woodward og Bernstein at kende gennem deres motivation, deres nysgerrighed og deres stædige vilje til at finde sandheden. Filmen dvæler aldrig ved deres personlige liv, og den mister aldrig fokus på selve sagen. Det giver filmen en næsten dokumentarisk intensitet. Man føler nærmest, man sidder midt i redaktionslokalet, mens historien bliver til.
Spænding uden klassiske thriller-greb
Det mest imponerende er måske, hvor spændende filmen faktisk er.
Der er ingen traditionelle actionelementer, men spændingen opstår i stedet gennem information. Hver gang en ny kilde taler. Hver gang en brik falder på plads. Hver gang journalisterne får en lille bekræftelse på, at deres mistanke måske er rigtig.
Især de berømte møder i parkeringskælderen med den mystiske kilde “Deep Throat” skaber en næsten paranoid stemning. Her bliver filmen pludselig mørk, stille og intens – og man mærker virkelig risikoen ved at udfordre magten. Selv 50 år senere føles filmen stadig overraskende aktuel. I en tid hvor medier, sandhed og politisk magt konstant diskuteres, føles historien næsten mere relevant end nogensinde.
Konklusion
All the President’s Men er et imponerende stykke filmhistorie. En film der, selv efter 50 år, stadig føles skarp, spændende og relevant. Den holder konstant fokus på historien, nægter at distrahere publikum med unødvendige sideplots og lader i stedet journalistikken og afsløringerne drive spændingen frem. Resultatet er en film, der føles både intelligent og intens.
Det er ganske enkelt en klassiker – og en påmindelse om, hvor medrivende en film om ren journalistik faktisk kan være.
All the President’s Men får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
Billede og lyd-kvalitet:
Som 4K-udgivelse er All the President’s Men også en interessant oplevelse.
Billedet fremstår flot restaureret og bevarer samtidig filmens tydelige 70’er-udtryk. Kornstrukturen er stadig til stede, hvilket er helt rigtigt for filmen og giver den en autentisk, næsten dokumentarisk følelse. Samtidig er detaljegraden forbedret markant – især i de mange redaktionsscener, hvor man nu tydeligt kan se tekst på papirer, noter og avisudklip i baggrunden.
Farverne er afdæmpede og naturlige, præcis som man forventer af en film fra perioden. Washington Post-
redaktionen fremstår med en næsten klinisk realisme, hvor de mange skriveborde, telefoner og papirstakke
skaber et levende og troværdigt miljø.
Lydsiden er mere diskret, men fungerer præcis som den skal. Dialogen er – naturligt nok – filmens absolutte
centrum, og den står klart og tydeligt i mixet. Musikken bruges sparsomt, hvilket faktisk styrker filmens realistiske tone. Man mærker i stedet lyden af skrivemaskiner, telefoner og summen fra redaktionen, som tilsammen skaber en troværdig atmosfære. Det er ikke en film, der skal imponere med surroundeffekter eller store lydmæssige øjeblikke – men som restaurering af en klassiker fungerer denne 4K-udgave virkelig solidt.
Tak til SF Studios
