Alita: Battle Angel

René

René

Originaltitel: Alita: Batte Angel. Instruktør: Robert Rodriguez. År: 2019. Genre: Action/Sci-fi. Kan streames på Viaplay.

Til alle der har savnet en James Cameron-storfilm, så er der gode nyheder: Alita er her og hun sparker max røv!

Ja ja, jeg ved jo godt det er Roberty Rodriguez (instruktøren bag “Sin City” og “Machete”) der står krediteret som instruktør på filmen. Men alt i denne storanlagte actionfilm skriger af Camerons signatur.

Alita: Battle Angel, er en adaption af manga-tegneserien af næsten samme navn. Den føles nyskabende i indpakningen (rent visuelt og lydmæssigt), men gammeldags i dens indhold (historien). Ja, det føles faktisk lidt som en greatest hits af James Camerons tidligere værker, som giver flashbacks til hans tidligere hovedværker. F.eks. fylder fire centrale ting i “Alita”, som refererer til hans tidligere værker:

  • Dommedags-univers i fremtiden (referencer: Terminator 1 & 2, Avatar)
  • Pladder-romantik og utroligt cheasy’ replikker (Titanic, Avatar)
  • Super seje badass kvinder (Aliens, Terminator 1 og 2)
  • Actionscener så englene synger (tja… alle Camerons actionfilm)

Kort fortalt foregår filmen i fremtiden, hvor mennesker og cyborgs lever side om side. Cyborg-kirugen Dyson Ido finder et cyborghoved med en intakt hjerne på en losseplads. Han tager hende med hjem og giver hende en metalkrop. Da hun vågner kan hun intet huske fra sin fortid og med bundnaiv lillepige charme og et hjerte af guld, smager hun på chokolade (hendes nye “yndlingsmad”) og hjælper hendes nye venner, bl.a. den unge fyr, Hugo (Keean Johnson), som hun hurtigt forelsker sig i.

Nogen ting i filmen er så indlysende så man kunne råbe det ud i biografen længe inden detfinder sted. Men det er bedøvende ligegyldigt, for “Alita” er særdeles underholdende fra start til slut. Man lader sig overgive som Elsa fra “Frost” mens man siger til sig selv: lad det ske.

Romancen mellem Hugo og Alita er ofte krumme-tæer-pinagtig at iagttage og der går næsten Titanic i den når de sukkersødt kigger på hinanden med deres store øjne (ja, Alita har jo særligt store øjne) og lover hinanden troskab.

Selvfølgelig bærer den godhjertede Dyson Ido (Christoph Waltz) også rundt med et par hemmeligheder i bagagen. Om natten er han dusørjæger. Et job han ikke vil have Alita involveret i. Samtidig finder vi halvvejs i filmen ud af hvorfor han er så overbeskyttende over for Alita. For han vil hende det bedste, og måske involverer det ikke at indvie hende i hendes dunkle fortid. Dysons og Alita “far/datter forhold” er til gengæld sødt og troværdigt og giver filmen håb i en film som ellers er dyster og mørk.

Selvom skuespillerinden Rosa Salazar, som spiller titelkarakteren, ikke ligner sig selv, bag computereffekter og CGI, smelter de alligevel sammen så det giver mening i filmen. Hendes lidt underligt store mange-øjne får overrakende nok liv med hendes mimik og stemme, så vi for alvor får en troværdig figur der både kan være godhjertet og menneskelig, men samtidig også være fokuseret og iskold som en dræbermaskine på jagt efter sit næste mål.

Actionscenerne i filmen er blær af allerbedste actionskuffe og hvor nogle måske vil Avatar-kede sig lidt når snakken går (kærlighed, opføre os ordentligt, bla bla) og der går lige lovligt meget wannabe-Shakespeare i manuskriptet, går det for alvor fest i den når actionscenerne er i gang.

Kombinationen af Rodriguez og Cameron er det perfekte match og alene i Motorball-konkurrencerne (rulleskøjteløb hvor alle dyster om at få fat i en bold mens man må smadre hinanden imens, er genialt) slår det for alvor gnister. Blandt andet disse scener er med til at cementere “Alita” som én af de flotteste actionfilm i flere år!

Der er for alvor dømt rustebunke-metalsmadder i den og hvis du læser med Michael Bay, så gør denne film ALT det du burde have gjort med dine tarvelige Transformers-efterfølgere. Alt er så lækkert koreograferet, og på intet tidspunkt bliver det kønsløst og kedeligt med hurtig-klippen og slow motion (de største klicheer blandt de store actionfilm). Det er simpelthen ren action-æstetik!

Selvfølgelig har vi også en filmskurk i filmen. Egentlig har vi flere, men den primære er Motorball-bagmanden, Vector (Mahershala Ali) der med Matrix-Morpheus rolighed gemmer sig bag et par skinnende solbriller. Han lægger skumle planer med Alita som han mener er et våben der kan bruges. Ali gør det ok, men figuren føles en smule endimensionel og træder aldrig rigtig i karakter.

Slutningen af filmen lægger for alvor op til en fortsættelse, så jeg krydser fingre for at den tjener nok penge ind, så vi kan få en fortsættelse inden længe!

Det må gerne blive endnu et samarbejde mellem Cameron og Rodriquez.

Alita: Battle Angel får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!