Alita: Battle Angel

René

René

Originaltitel: Alita: Batte Angel. Instruktør: Robert Rodriguez. År: 2019. Genre: Action/Sci-fi. Kan streames på Viaplay.

Til alle der har savnet en James Cameron-storfilm, så er der gode nyheder: Alita er her og hun sparker max røv!

Ja ja, jeg ved jo godt det er Roberty Rodriguez (instruktøren bag “Sin City” og “Machete”) der står krediteret som instruktør på filmen. Men alt i denne storanlagte actionfilm skriger af Camerons signatur.

Alita: Battle Angel, er en adaption af manga-tegneserien af næsten samme navn. Den føles nyskabende i indpakningen (rent visuelt og lydmæssigt), men gammeldags i dens indhold (historien). Ja, det føles faktisk lidt som en greatest hits af James Camerons tidligere værker, som giver flashbacks til hans tidligere hovedværker. F.eks. fylder fire centrale ting i “Alita”, som refererer til hans tidligere værker:

  • Dommedags-univers i fremtiden (referencer: Terminator 1 & 2, Avatar)
  • Pladder-romantik og utroligt cheasy’ replikker (Titanic, Avatar)
  • Super seje badass kvinder (Aliens, Terminator 1 og 2)
  • Actionscener så englene synger (tja… alle Camerons actionfilm)

Kort fortalt foregår filmen i fremtiden, hvor mennesker og cyborgs lever side om side. Cyborg-kirugen Dyson Ido finder et cyborghoved med en intakt hjerne på en losseplads. Han tager hende med hjem og giver hende en metalkrop. Da hun vågner kan hun intet huske fra sin fortid og med bundnaiv lillepige charme og et hjerte af guld, smager hun på chokolade (hendes nye “yndlingsmad”) og hjælper hendes nye venner, bl.a. den unge fyr, Hugo (Keean Johnson), som hun hurtigt forelsker sig i.

Nogen ting i filmen er så indlysende så man kunne råbe det ud i biografen længe inden detfinder sted. Men det er bedøvende ligegyldigt, for “Alita” er særdeles underholdende fra start til slut. Man lader sig overgive som Elsa fra “Frost” mens man siger til sig selv: lad det ske.

Romancen mellem Hugo og Alita er ofte krumme-tæer-pinagtig at iagttage og der går næsten Titanic i den når de sukkersødt kigger på hinanden med deres store øjne (ja, Alita har jo særligt store øjne) og lover hinanden troskab.

Selvfølgelig bærer den godhjertede Dyson Ido (Christoph Waltz) også rundt med et par hemmeligheder i bagagen. Om natten er han dusørjæger. Et job han ikke vil have Alita involveret i. Samtidig finder vi halvvejs i filmen ud af hvorfor han er så overbeskyttende over for Alita. For han vil hende det bedste, og måske involverer det ikke at indvie hende i hendes dunkle fortid. Dysons og Alita “far/datter forhold” er til gengæld sødt og troværdigt og giver filmen håb i en film som ellers er dyster og mørk.

Selvom skuespillerinden Rosa Salazar, som spiller titelkarakteren, ikke ligner sig selv, bag computereffekter og CGI, smelter de alligevel sammen så det giver mening i filmen. Hendes lidt underligt store mange-øjne får overrakende nok liv med hendes mimik og stemme, så vi for alvor får en troværdig figur der både kan være godhjertet og menneskelig, men samtidig også være fokuseret og iskold som en dræbermaskine på jagt efter sit næste mål.

Actionscenerne i filmen er blær af allerbedste actionskuffe og hvor nogle måske vil Avatar-kede sig lidt når snakken går (kærlighed, opføre os ordentligt, bla bla) og der går lige lovligt meget wannabe-Shakespeare i manuskriptet, går det for alvor fest i den når actionscenerne er i gang.

Kombinationen af Rodriguez og Cameron er det perfekte match og alene i Motorball-konkurrencerne (rulleskøjteløb hvor alle dyster om at få fat i en bold mens man må smadre hinanden imens, er genialt) slår det for alvor gnister. Blandt andet disse scener er med til at cementere “Alita” som én af de flotteste actionfilm i flere år!

Der er for alvor dømt rustebunke-metalsmadder i den og hvis du læser med Michael Bay, så gør denne film ALT det du burde have gjort med dine tarvelige Transformers-efterfølgere. Alt er så lækkert koreograferet, og på intet tidspunkt bliver det kønsløst og kedeligt med hurtig-klippen og slow motion (de største klicheer blandt de store actionfilm). Det er simpelthen ren action-æstetik!

Selvfølgelig har vi også en filmskurk i filmen. Egentlig har vi flere, men den primære er Motorball-bagmanden, Vector (Mahershala Ali) der med Matrix-Morpheus rolighed gemmer sig bag et par skinnende solbriller. Han lægger skumle planer med Alita som han mener er et våben der kan bruges. Ali gør det ok, men figuren føles en smule endimensionel og træder aldrig rigtig i karakter.

Slutningen af filmen lægger for alvor op til en fortsættelse, så jeg krydser fingre for at den tjener nok penge ind, så vi kan få en fortsættelse inden længe!

Det må gerne blive endnu et samarbejde mellem Cameron og Rodriquez.

Alita: Battle Angel får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.