Alien

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Instruktør: Ridley Scott
År: 1979
Genre: Sci-Fi/Gyser

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

Filmen blev set i Øst For Paradis til en særvisning

Da Ridley Scott i 1979 smed Alien i biograferne verden over, var publikum moderat begejstrede. De var blevet sådan rigtigt dus med Sci-Fi to år forinden, da den første Star Wars bragede igennem stratosfæren.

Her kom en ny film i genren, men hvor George Lucas bød på eventyr, rappe replikker og en overordnet letfordøjelig stjernekrig, så tog The Bloke Of The Hour, Ridley Scott os med i en lidt anden retning.

Mørk og beskidt, dyster og ond, og klinisk renset for alt der bare minder om hygge, og feel good. I Alien er der ingen hyggelige rumvæsner, medmindre du kan se det hyggelige i – som en anden gås – at blive tvangsfodret med noget, så klamt og ulækkert, der smadrer igennem din brystkasse, vokser sig enorm og usårlig på rekordtid, og begynder at slagte alt liv omkring sig?

Det giver god mening, at folk lige skulle indstille sig på en lidt anden kontekst.

Med tiden er den blevet en vaskeægte klassiker, der 2022 står som et af de vildeste,  mest ambitiøse og største værker i filmhistorien.

Den er ældet med ynde, og jeg holder fast i, at Alien´en, ligesom dinosaurerne i Jurassic Park, er den bedst lavede i hele den – alt for lange – franchise. Begge film er trods 14 år imellem dem, lavet inden der gik for store ambitioner, og ulideligt CGI i det hele.

You still don’t understand what you’re dealing with, do you? The perfect organism. Its structural perfection is matched only by its hostility.”

Historien er lige til.

Et reklamehold…(!!) på rumskibet Nostromo lander på en fjern måne, da de opfanger livstegn.

Det finder de også, men en meget aggressiv en, der formerer sig på den mest modbydelige måde, og på ingen tid bliver til den perfekte dræber. Der er syv besætningsmedlemmer (og en kat), så drab og uhygge får vi rigeligt af.

Alien er lige dele Sci-Fi og gys, og det fungerer med stort fokus på begge genrer, netop fordi den ikke holder sig tilbage.

Det er pudsigt som de ender med at tøffe rundt i de mørkeste kroge af rumskibet, én og én, når de eftertrykkeligt er blevet enige om at holde sammen. Den ukendte fjende taget i betragtning, så havde det nok været smart…

Gør det noget for troværdigheden?

Nej, ikke det fjerneste! Historien er så effektivt fortalt, og dens virkemidler så flot doseret.

Gyset er der hele tiden. Lige i fjæset, eller lurende under overfladen.

Vi runder af

Alt i denne film er eksekveret til absolut perfektion. Den har ingen svagheder, intet at sætte en finger på.

Chestbursteren er en af de fedeste, mest mindeværdige scener nogensinde.

Det er så ulækkert og groteskt, men samtidig kan jeg ikke få øjnene fra det. Jeg vover den påstand, at den ikke kunne laves halvt så godt idag. Troværdighed spiller en stor rolle her, også er John Hurt bare en af de dygtigste skuespillere man kan forestille sig.

Jeg kunne se filmen med lukkede øjne, og bare nyde lydsiden. Hver en raslende kæde, hvert et åndedrag, hvert et skrig står knivskarpt i lydbilledet. Det er næsten det mest uhyggelige ved filmen: De små detaljer i lydbilledet, der giver scenerne en ekstra pondus. Du kan høre savlen gurgle i gabet på Xenomorphen. Dens hvæsende åndedrag føles næsten som et hadefuldt skrig.

Filmen er et værk, mere end det er en film. Det er et kunstværk, der står som en milepæl i både film- og kunsthistorien.

Alt heri står til absolut perfektion. Lige fra Jerry Goldsmiths isnende score, til H.R. Giger´s design af Xenomorph.

Ridley Scott´s instruktion er et lysende eksempel på, at man kan lave gode film på budget. Han er generelt bedst, når han ikke står med verdens største budget, og uanede muligheder.

Alien introducerede også en af filmhistoriens sejeste, og mest ikoniske hovedkarakterer i Ellen Ripley. Selvom actionstjerner statistisk set oftest er mænd, så sætter Sigourney Weaver sig solidt et sted helt i toppen af den mandsdominerede genre.

Alien er et hovedværk i filmhistorien, punktum.

Et kæmpe mesterværk, der fuldstændig overrumpler.

“I can’t lie to you about your chances, but… you have my sympathies”

Alien får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!