Instruktør: Ridley Scott
År: 1979
Genre: Sci-Fi/Gyser
Filmen blev set i Øst For Paradis til en særvisning
Da Ridley Scott i 1979 smed Alien i biograferne verden over, var publikum moderat begejstrede. De var blevet sådan rigtigt dus med Sci-Fi to år forinden, da den første Star Wars bragede igennem stratosfæren.
Her kom en ny film i genren, men hvor George Lucas bød på eventyr, rappe replikker og en overordnet letfordøjelig stjernekrig, så tog The Bloke Of The Hour, Ridley Scott os med i en lidt anden retning.
Mørk og beskidt, dyster og ond, og klinisk renset for alt der bare minder om hygge, og feel good. I Alien er der ingen hyggelige rumvæsner, medmindre du kan se det hyggelige i – som en anden gås – at blive tvangsfodret med noget, så klamt og ulækkert, der smadrer igennem din brystkasse, vokser sig enorm og usårlig på rekordtid, og begynder at slagte alt liv omkring sig?
Det giver god mening, at folk lige skulle indstille sig på en lidt anden kontekst.
Med tiden er den blevet en vaskeægte klassiker, der 2022 står som et af de vildeste, mest ambitiøse og største værker i filmhistorien.
Den er ældet med ynde, og jeg holder fast i, at Alien´en, ligesom dinosaurerne i Jurassic Park, er den bedst lavede i hele den – alt for lange – franchise. Begge film er trods 14 år imellem dem, lavet inden der gik for store ambitioner, og ulideligt CGI i det hele.
“You still don’t understand what you’re dealing with, do you? The perfect organism. Its structural perfection is matched only by its hostility.”
Historien er lige til.
Et reklamehold…(!!) på rumskibet Nostromo lander på en fjern måne, da de opfanger livstegn.
Det finder de også, men en meget aggressiv en, der formerer sig på den mest modbydelige måde, og på ingen tid bliver til den perfekte dræber. Der er syv besætningsmedlemmer (og en kat), så drab og uhygge får vi rigeligt af.
Alien er lige dele Sci-Fi og gys, og det fungerer med stort fokus på begge genrer, netop fordi den ikke holder sig tilbage.
Det er pudsigt som de ender med at tøffe rundt i de mørkeste kroge af rumskibet, én og én, når de eftertrykkeligt er blevet enige om at holde sammen. Den ukendte fjende taget i betragtning, så havde det nok været smart…
Gør det noget for troværdigheden?
Nej, ikke det fjerneste! Historien er så effektivt fortalt, og dens virkemidler så flot doseret.
Gyset er der hele tiden. Lige i fjæset, eller lurende under overfladen.
Vi runder af
Alt i denne film er eksekveret til absolut perfektion. Den har ingen svagheder, intet at sætte en finger på.
Chestbursteren er en af de fedeste, mest mindeværdige scener nogensinde.
Det er så ulækkert og groteskt, men samtidig kan jeg ikke få øjnene fra det. Jeg vover den påstand, at den ikke kunne laves halvt så godt idag. Troværdighed spiller en stor rolle her, også er John Hurt bare en af de dygtigste skuespillere man kan forestille sig.
Jeg kunne se filmen med lukkede øjne, og bare nyde lydsiden. Hver en raslende kæde, hvert et åndedrag, hvert et skrig står knivskarpt i lydbilledet. Det er næsten det mest uhyggelige ved filmen: De små detaljer i lydbilledet, der giver scenerne en ekstra pondus. Du kan høre savlen gurgle i gabet på Xenomorphen. Dens hvæsende åndedrag føles næsten som et hadefuldt skrig.
Filmen er et værk, mere end det er en film. Det er et kunstværk, der står som en milepæl i både film- og kunsthistorien.
Alt heri står til absolut perfektion. Lige fra Jerry Goldsmiths isnende score, til H.R. Giger´s design af Xenomorph.
Ridley Scott´s instruktion er et lysende eksempel på, at man kan lave gode film på budget. Han er generelt bedst, når han ikke står med verdens største budget, og uanede muligheder.
Alien introducerede også en af filmhistoriens sejeste, og mest ikoniske hovedkarakterer i Ellen Ripley. Selvom actionstjerner statistisk set oftest er mænd, så sætter Sigourney Weaver sig solidt et sted helt i toppen af den mandsdominerede genre.
Alien er et hovedværk i filmhistorien, punktum.
Et kæmpe mesterværk, der fuldstændig overrumpler.
“I can’t lie to you about your chances, but… you have my sympathies”
