Originaltitel: Ghahreman
Instruktør: Asghar Farhadi
År: 2021
Genre: Drama
Biografpremiere: d. 26. maj 2022
Hvis du fandt en taske med 17 guldmønter i, ville du så beholde dem selv, eller prøve at finde taskens ejermand? Rahim, som netop har fået udgang fra fængslet, sætter straks sedler op, da han finder tasken, i håb om at tasken kan vende tilbage til den der ejer den.
Han lyder nu ellers som en guttermand, ham Rahim. Og snart står lokal tv i hans fængsel, for at interviewe ham, for sikke en ædel helt og et godt menneske han er.
Det lyder nu næsten for godt til at være sandt. Og det er det også. For det hele er et set-up af Rahim, som desperat prøver at slippe med en mildere dom, og måske blive løsladt for hans barmhjertige opførsel. For hvem kan sige andet end ja til sådan en mand, der selv med stor gæld, alligevel afleverer en taske med guldmønter, som han selv kunne beholde.
Hans allierede er hans lidt hemmelige kæreste, som han har fået guldmønterne af. Hun forguder sin mand og vil gøre alt for at hjælpe ham. Men spørgsmålet er om hun forstår konsekvenserne af Rahims løgnehistorie, og om det kan skade hende, hvis sandheden kommer frem.
Inden det hele ramler er Rahim en sand helt i den iranske, lokalbefolknings øjne. Han kommer på tv, får et æresdiplom og bliver løsladt fra fængslet. Så kan han se sin søn, som hans søster og svoger har passet, mens han har været i spjældet. Men da Rahim prøver at få sig et job, så han kan betale gælden af, begynder det hele langsom at ramle. Hans historie, som konstant ændrer sig, kan ikke hamle op med den virkelighed der banker på. Rygterne begynder at svire blandt befolkningen og på de sociale medier skriver man, at det hele er det pure opspind.
Jeg synes næsten dette er lidt pinligt at indrømme, men sandheden er, at dette er min første film fra instruktøren Asghar Farhadi side. Jeg kunne snildt fyre en hvid løgn af, om hvor meget jeg er fan af hans Oscar-vindende film, Nader og Simin (2011) og Sælgeren (2016), men jeg har simpelthen ikke set dem. Så med hånden på hjertet, så glæder jeg mig vitterligt at gå i krig med hans bagkatalog af film, for han kan skrive replikker (han har selv skrevet manus til filmen) og instruere, uden den mindste slinger i valsen. Han er ikke bleg for at tage store emner op som moral, etik og ære, og lader hans karakterer diskutere dette, så man for alvor mærker hvad der er på spil.
Ironisk nok har den prisvindende instruktør (måske) stjålet ideen til filmen fra hans forhenværende studerende, Azadeh Masihzadeh, som i 2018 kreerede dokumentarfilmen All Winners, All Losers. Dette ville give en underlig bismag i munden, hvis det viser sig at være sandt.
Dog føles A Hero’s historie stadig vigtig og er så godt udført, så man (næsten) kan tilgive Farhadi, gyldig eller ej. Han har samtidig også et eminent cast af skuespillere, som alle gør stort indtryk. Amir Jadidi som spiller hovedrollen Rahim, er formidabel og giver én af de præstationer, som burde have høstet flere roser (og priser) end han allerede har fået. Selvom han spiller en mand, der med hans løgne, ender med at såre andre end blot ham selv, gør han det alligevel så charmende og alligevel så ydmygt, så man næsten ikke kan andet end af holde med ham.
A Hero er en lille, men vigtig film, som udforsker hvad pressede mennesker gør i svære situationer. Samtidig er det en film om ære, og hvad det kan betyde, hvis man ikke får respekt fra ens medmennesker.
A Hero får 4/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨
