Instruktør: Georgia Oakley
År: 2026
Genre: Drama
Biografpremiere: 22/10
Nogle kærlighedshistorier er eviggyldige og kan filmatiseres flere gange. Jane Austens Fornuft og følelse, er én af dem og den har ganske rigtigt, nu fået en ny filmatisering.
Historien er dog ikke moderniseret, og er oveordnet den samme som tidligere.
Familien Dashwood er ude i økonomiske problemer efter familiens fars død, hvor de føler sig nødsaget til at flytte til et mere beskedent hjem, end det de kom fra.
Samtidig, skal søstrene Elinor og Marianne også til at møde kærligheden.
Her kan det så nævnes, at Marianne på sin vis er den mest følelsesladende af de 2 søstre, imens Elinor dog skal ses som værende fornuftens stemme og den mest modne.
Jeg vil starte med at skrive, mit forhold til Jane Austens litterære klassiker, stort-set kun er baseret på den kinesiske instruktør Ang Lees filmatisering fra 1995, som dog var fuldt-ud britisk produceret og med britiske skuespillere.
Jeg kan dertil så skrive, at forskellene ikke nødvendigvis er så store i skildringen af historien, men den er dog til stede på andre punkter.
Det kan også skrives, at denne er instruktøren Georgia Oakleys blot 2. spillefilm.
Hendes første spillefilm Blue Jean, gjorde ikke nødvendigvis noget stort ud af sig, men var dog meget vel anmeldt. Dette kan være grunden til at Georgia Oakley nu har lavet en væsentlig større film.
Jeg vil skrive, at de 2 søstre både er virkelig godt skildret og virkelig godt spillet af deres 2 skuespillerinder.
Her også ment, i forhold til filmens skildring af deres søsterskab og sammenhold, på baggrund af hver deres oplevelser med kærligheden.
Esmé Creed-Miles er virkelig fremragende i rollen som Marianne, som er en ung kvinde der virkelig søger passion i den mand hun vil forelske sig i og oveordnet virkelig gerne ser, at manden virkelig er forelsket i Marianne. Esmé Creed-Miles er samtidig også fremragende til at skildre den mere følelsesladende del af Marianne og gør det skam også på en måde, som føles oprigtig og ikke overdreven.
Daisy Edgar-Jones er ligeledes fremragende i rollen som Elinor som på sin vis også er følsom, men dog på en anden måde end Marianne. Jeg vil her dog skrive, at til forskel fra 1995-versionen, så vil jeg skrive at denne version af Elinor lidt mere er i sine følelsers vold end Emma Thompson var i samme rolle for 31 år siden. Dette formår dog at give mening, men det var dog alligevel noget jeg lod stærkt mærke til.
George McKay som spiller rollen som Edward Ferrars (som Elinor får et godt øje til), synes jeg dog til gengæld portrætterer rollen på lidt den samme måde, som Hugh Grant gjorde for 31 år siden. Den samme kejtede og små-akavede energi er i hvert fald også i fokus hos George McKay. Men jeg vil skrive at George McKay er så anderledes en skuespiller generelt, så han formår at få dette til at fungere virkelig godt, selvom jeg dog føler en tydelig inspiration.
Det kan dog til gengæld skrives, at hvor Oberst Brandon i Ang Lees version blev spillet af salige Alan Rickman, så spilles han her af norske Herbert Nordrum, som nok er bredest kendt for sin medvirken i Verdens værste menneske. Jeg vil dog skrive at Herbert Nordrum lykkedes virkelig godt med sin britiske accent og ligeledes i forhold til, at portrættere en mand som kan have svært ved at vise sine dybeste følelser, selvom han dog føler dem stærkt.
I forhold til filmens tekniske aspekter, så er der tale om en virkelig flot film, rent visuelt.
Kameraføringen af Arnaud Potier, udnytter virkelig den britiske natur til fulde, næsten så meget, så det til tider føles direkte overvældende. Kameraføringen er samtidig også virkelig god til at skildre skuespillerne, i forhold til filmens mere følelsesladende scener og dette fungere også virkelig fremragende.
Det kan dog skrives at filmens visuelle udtryk, til tider måske kan føles lidt koldt. Men, på den anden side, giver dette filmens også et mere naturligt udtryk, hvilket jeg også synes fungerer til fulde.
Jeg vil også skrive, at filmen rent følelsesmæssigt er meget afbalanceret, selvom den dog har flere seriøse eller mildt til helt alvorlige øjeblikke, end lettere morsomme optrin. Dette synes jeg på en måde også kan høres på underlægningsmusikken af Roger Goula. Denne musik kan måske også føles manipulerende til tider, i forhold til at når noget er seriøst, så føles det virkelig seriøst via musikken. Dette havde jeg det lidt blandet med, til tider.
Men, oveordnet vil jeg skrive at Georgia Oakley (og ligeledes Diana Reid, som har skrevet manuskriptet) er lykkedes virkelig godt, med på sin vis at give en ny version af Fornuft og følelse til en ny generation, uden at ændre så meget ved den.
Jeg vil dog måske skrive, at der er dele af filmen som jeg synes er blevet skildret bedre i versionen fra 1995. Her tænker jeg særligt på slutningen, som jeg naturligvis ikke vil spoile (udover, at udfaldet dog stort-set ens i denne version). Men, jeg føler dog at jeg blev mere og stærkere følelsesmæssigt ramt af slutningen i Ang Lees version end i denne, hvor den måske i denne version (her med tanke om de sidste cirka 5/10 minutter), kunne føles lidt forhastende.
Men, i det store hele, så hvis man søger en varmhjertet, rørende og underholdende kærlighedsfilm til de kolde og grå efterårsdage, så går man bestemt ikke galt i biografen med Fornuft og følelse!
