Instruktør: Kane Parsons
År: 2026
Genre: Gyser.
Biografpremiere: 28/05
Hvordan forklarer man noget umiddelbart uforklarligt? Det kan man enten gøre ved, at forsøge at forklare det (og dermed fastslå, at det er uforklarligt) eller man kan lave en film om det.
Dette synes jeg er én måde, at forklare Kane Parsons’ film, Backrooms.
Denne spillefilm er baseret på en ret primitiv kortfilm (også af Kane Parsons), som udkom på YouTube i starten af 2022 og som p.t. har 81.2 millioner visninger.
Kortfilmen (som også hedder Backrooms), går i alt sin enkelthed, ud på at en fyr pludselig havner i et rum, hvor alt er gult (væg, gulv og loft). Fyren går rundt og filmer det, imens han prøver at finde en udvej, men de gule rum og gange, bliver bare ved og ved. Alt imens, der også høres fodtrin og hvert rum føles helt forvrænget og forkert.
Ja, det er hvad den 9 minutter og 13 sekunders lange udgave af Backrooms, går ud på.
I spillefilmsudgaven, følger man møbelsælgeren Clark som ikke har særlig stor succes med sin møbelbutik og som også har problemer med sit ægteskab. Clark går til psykolog hos en psykolog som hedder Mary, uden at det nødvendigvis hjælper så meget.
Men, en aften hvor Clark er alene i sin møbelforretning, der opdager han lige pludselig en åbning i en væg nede i kælderen. En åbning som i øvrigt er usynlig (som i, at man bare falder igennem væggen) og som fører til et komplet gult rum, hvor en masse møbler ligger placeret.
Forståeligt nok, forstår Clark ikke hvad han har været vidne til og han vil gerne have at andre skal bevidne og dokumentere, de hemmelige gule rums eksistens.
Det kan også skrives, Backrooms-filmen foregår engang i 90’erne og filmen starter med en længere scene, som også kunne minde YouTube-kortfilmsudgaven af Backrooms.
Jeg havde på forhånd en skepsis over for denne film, da jeg ikke helt kunne se hvordan mn ville få en 105 minutters udgave ud af den 9 minutter og 13 sekunders lange udgave af Backrooms.
Det kan skrives, at Clark ikke er den mest sympatiske fyr, når man hører om hvordan han er over for sin kone, i terapiscenen med Mary. Mary-karakteren bærer også på et mørke og nogle traumer, som der vises glimt af, uden at der gives en konkret forklaring.
Det kan dog skrives, at Backrooms fra første til sidste sekund af sin spilletid, har en grufuld stemning og følelse som også er virkelig kold. Dernæst, er der ikke rigtig nogen scener hvor det føles som om, at noget går godt eller er godt.
Dermed, rammer Kane Parsons bestemt gysergenre-stemningen, helt perfekt. Samtidig med at, alle scener der foregår i Backrooms-universet, om man vil, føles meget autentisk spillet af skuespillerne.
Her menes særligt Chiwetel Ejiofor (som spiller Clark) og Renate Reinsve (som spiller Mary), som begge er virkelig gode til at portrættere en blandet følelse af frygt, angst og en meget ubehagelig forundring.
Det kan også skrives at, i kortfilmsudgaven af Backrooms der ses alt fra et videokameras grynede perspektiv, imens man så hører videokameraets førerpersons tanker og åndedræt.
Spillefilmsudgaven af Backrooms har også scener som er lignende dette og scener hvor man oplever skuespillerne i fuld figur, vandre rundt mellem gule rum. Disse scener fungere dog glimrende og dette er takket være kameraføringen af Jeremy Cox, som i de bedste tilfælde, skaber en meget klaustrofobisk følelse, som føles meget autentisk.
I forhold til gyserfilmsgrenren, helt generelt, så findes der en fim-teknisk form for kliché som kaldes for jump-scares. Dette går ud på, at noget afslørende, overraskende eller skræmmende afsløres via en høj lyd, såsom: Boom og så står fx pludseligt et monster. Sådan er det ikke helt med Backrooms-filmen, da lydene her mest er åndedrat, gående eller løbende ben og til tider forvrænget lyde eller stemmer.
Dette fungerer fint til, at forstærke filmens grufulde stemning.
Det kan også skrives, at Kane Parsons også har været med til at komponere filmens baggrundsmusik sammen med Edo Van Breemen, som er elektronisk (altså er musikken). Musikken fungere bestemt også fremragende til at forstærke filmens i forvejen ubehagelige stemning.
Men, er Backrooms-spillefilmen, bedre end dens kortfilm-udgave og tilføjer den noget nyt?
Svaret her, er både ja og desværre også nej.
Den største forskel her, er at man får en form for forhold til filmens hovedkarakterer (Clark og Mary) og, at der forsøges at gives et ”hvorfor” til hvordan de endeløse gule rums eksistens.
Men, som helhed synes jeg at historien er lidt flad og så hjalp det heller ikke vildt meget, at jeg ikke følte alverdens sympati for Clark og heller ikke helt lærte Mary at kende.
Filmens primære trækplaster, er scenerne i de gule rum, som til gengæld også fylder det meste af filmen. Alt det andet imellem, synes jeg ikke var vildt interessant og særligt de sidste cirka 20 minutter, hvor der forsøges at gives en forklaring på de gule rum, synes jeg filmen blev lidt dum.
Har man aldrig set den 9 minutter og 13 sekunders lange udgave af Backrooms, så er den frit tilgængelig på YouTube. Det som primært gør spillefilmsudgaven lidt bedre, er skuespillet af Clark og Mary, som er virkelig godt og dernæst at filmen rent film-teknisk, virkelig fungere godt.
Det er primært historien der falder ret meget sammen, efter min mening.
Skulle man dog søge et gysende sus i kroppen, så kan Backrooms sagtens gå an. Men vildere, synes jeg dog heller ikke at den er.
