Instruktør: Scarlett Johansson
År: 2025
Genre: Drama.
Biografpremiere: 21/05
Når noget gør én ked af det, skal man få det ud frem for at lukke det ind.
Dette er både en måde at forklare sorgbearbejdelse på, men også en måde at forklare Eleanors Sandhed på.
Dette er navnet på Scarlett Johanssons spillefilmsdebut som instruktør og producer.
Scarlett Johansson har været en prominent skuespillerinde gennem 30 år, men Eleanors Sandhed, er hendes første spillefilm hvor hun udelukkende er bag og ikke foran kameraet.
Filmen omhandler den 94årige Eleanor, der i starten af filmen bor sammen med Bessie. De 2 kender hinanden, stort-set så godt som nogen tætte venner kan kende hinanden og derfor rammer det også hårdt, da Bessie pludseligt dør.
Meget kort efter, flytter Eleanor tilbage til New York, for at bo sammen med den ene af sine 2 døtre, Lisa, og sit barnebarn, Max.
Lisa, har planlagt, at få Eleanor ud i en ældrebolig og få Eleanor ud i noget aktivitet for ældre, hvor det så skal være en slags sanggruppe for jøder. Dette er ikke noget for Eleanor, så i stedet vælger hun på venlig opfordring af en komplet fremmed, at deltage i en terapigruppe for fremmed der har overlevet holocaust. Ved den terapigruppe er den unge aspirerende journalist (eller en der studere journalistik), Nina tilstede, for bare lige at observere. Nina ender dog med at få opbygget et venskab med Eleanor, af en meget særlig grund, som jeg ikke vil afsløre.
Som skrevet, omhandler Eleanors Sandhed dog også sorgbearbejdelse og dette, er ikke kun via Eleanor, men ligeledes via Nina som mistede sin mor for ganske nyligt.
Dette skildres særligt via mødet med Eleanor, som giver mod til Nina, i forhold til at åbne sig op omkring det.
Men samtidig, vises det også via en scene, hvor Nina i stilhed vandre rundt i sit hjem og stille græder for sig selv, imens hun både tænker på sin mors fravær og kigger på billeder af hende og sin mor. Dette kan måske skabe følelsen af, at der er tale om en meget alvorlig film, hvilket der er også er. Men, dette er dog ikke den fulde sandhed.
Fordi, Eleanor er bestemt en vittig ældre kvinde, som ikke er bleg for både at, komme med spydige kommentarer til sin datter Lisa eller irettesætte en ung butiksarbejder, for mangel på nogle særlige syltede agurker. Denne side vises løbende frem gennem hele filmen og er bestemt med til at gøre Eleanors sandhed, følelsesmæssigt meget afbalanceret. Men, samtidig så er der dog også noget meget komplekst ved Eleanors sandhed. Som særligt kommer via filmens danske oversættelse af filmens oprindelige amerikanske titel, Eleanor the Great. Jeg vil ikke afsløre hvad der ligger bag filmens titel, da jeg anser dette som værende en spoiler.
Men, jeg føler dog alligevel der er en dobbelthed ved Eleanors sandhed, som jeg personligt synes var ret smuk og som bestemt skal forstås som ros til Tory Kamen som skrev manuskriptet til filmen.
Samtidig så elskede jeg dog også det ved Scarlet Johanssons instruktion, at hun bidrager med en stor tålmodighed ved filmens karakterer.
Dette vises allerede i filmens åbningsscene, hvor der tages god tid til at vise Eleanor og Bessie, stå op og starte deres dag eller en scene hvor Nina er på besøg hos Eleanor og lige skal bruge lidt tid til at sunde sig, efter de begynder at snakke om Ninas mor. Dette er kun 2 eksempler, men jeg synes at det er smukt at, en forholdsvis kort film på 98 minutter (inklusiv rulletekster), giver sig tid til sin historie og karakterer.
I forhold til skuespillet, så spilles Eleanor af den (nu) 96årige June Squibb og hun er fænomenal at være vidne til! Selvom Eleanor måske er lige lovlig bidsk over for sin datter, så synes jeg dog at hun var meget nem at holde af og med.
Nina spilles af Erin Kellyman som er ærkebritisk, skønt Nina ikke virker til at være det. dette kan dog ikke høres, så hun lykkedes godt med en amerikansk accent og har en virkelig perfekt kemi over for June Squibb.
Rita Zohar, har måske ikke vildt mange scener som Bessie, men de gør dog alle ekstremt stærkt indtryk og her tænker jeg både på de scener der ses i starten og filmens efterfølgende flashback scener med Bessie.
Jessica Hecht har rollen som Eleanors datter Lisa og hun er også helt perfekt til at portrættere en datter der virkelig gerne vil hjælpe sin mor, men som samtidig udfordres af sin mors kritik af hende.
Generelt spiller alle virkelig fremragende i denne film, uanset hvor store deres roller måtte være.
Jeg vil også virkelig gerne fremhæve filmens underlægningsmusik af Dustin O’Halloran. Dette er fordi at selvom Eleanors sandhed, til tider godt kan virke som en rørstrømsk og sentimental film, så synes jeg alligevel ikke dette skinner igennem filmens musik, som primært er klavermusik som er meget stille. Ligeledes meget smukt at lytte til, og virkelig med til at skabe smukke stemninger.
Jeg har meget mere at skrive om Eleanors sandhed, men intet af det er dog negativt.
For mig er dette et meget smuk og rørende film, som er lige dele opløftende, melankolsk, underholdende, sjov, hjerteskærende og hjertevarm. Helt overordnet, en perfekt film, som i den grad bør ses i biografen.
