Originaltitel: Affeksjonsverdi
Instruktør: Joachim Trier
År: 2025
Genre: Drama
Biografpremiere: d. 23. april 2026
For mig er Joachim Trier en af de absolut dygtigste instruktører, vi har i Norden. Ikke fordi han laver store, larmende film – men fordi han rammer en nerve. Hver gang.
Han har en særlig evne til at prikke ned i det at være menneske. Især det moderne, privilegerede menneske i Norden – hvor vi på papiret har alle muligheder, men hvor livet alligevel kan føles skrøbeligt. For privilegier beskytter ikke mod sorg, sygdom, identitetskriser eller den stille følelse af ikke helt at høre til.
Det så vi i The Worst Person in the World og Oslo, 31. August. Film, der på overfladen virker små – men som i virkeligheden rummer noget dybt universelt.
Og det er netop det, han igen udforsker i Affektionsværdi.
En historie om familie – og alt det, der følger med
Filmen tager sit udgangspunkt i en familie, der allerede er brudt op. En instruktørfar vender tilbage efter sin ekskones død, og tilbage står to døtre, som hver især forsøger at finde deres plads – både i livet og i forhold til ham.
Den ene datter er skuespiller. Hun er sårbar, skrøbelig og på mange måder et menneske, der kæmper med at finde fodfæste. Hun bærer på noget tungt – noget uforløst – og hendes måde at være i verden på er præget af tvivl, usikkerhed og en konstant søgen efter mening.
Den anden datter lever et mere etableret liv. Hun har familie, børn, rammerne på plads. Men det betyder ikke, at hun er afklaret. For også hun bærer på noget – måske en mere stille form for uro. En følelse af, at livet ikke nødvendigvis er så enkelt, som det ser ud.
Og så er der faren.
Han vender tilbage som en fremmed. Fjern. På mange måder usympatisk. Som en mand, der aldrig rigtig har været der – og som måske stadig ikke helt forstår, hvad det vil sige at være det.
Hans hjemkomst sætter noget i gang. Ikke som en klassisk konflikt, men som en bevægelse. En forskydning i relationerne. Noget begynder at røre på sig.
Han tilbyder sin ene datter en rolle. Hun afviser.
Men det, der først virker som endnu et brud, viser sig langsomt at rumme noget langt dybere. For rollen er ikke bare en rolle – den er et forsøg på kontakt. På forsoning. På at sige noget, han ikke kan sige direkte.
Hvad det egentlig handler om
Det, Affektionsværdi i virkeligheden kredser om, er noget så simpelt – og så komplekst – som det at have et hjem. En familie. Et sted at høre til.
Og ja, det kan lyde næsten banalt. Men Trier viser, hvor alt andet end simpelt det er.
For hvad betyder det egentlig at høre til? Er det noget, man får? Noget, man skaber? Eller noget, man kan miste? Filmen stiller også spørgsmål til, hvordan vi lever vores liv. Hvordan vi viser os frem i verden. Har vi ambitioner? Har vi drømme? Har vi håb?
Og måske vigtigere: tør vi følge dem?
Begge døtre repræsenterer hver deres måde at håndtere livet på. Den ene søger, vakler, mærker alt. Den anden holder fast, bygger, fungerer. Men ingen af dem er “rigtige” eller “forkerte”. De er bare mennesker.
Og det er netop det, Trier er så kompromisløst god til at vise.
Lagene under overfladen
Som filmen skrider frem, bliver lagene langsomt trukket af karaktererne. Ingen er entydige. Ingen kan reduceres til én fortælling. Faren er ikke bare fraværende. Døtrene er ikke bare ofre. Alle bærer noget med sig. Noget, der former dem. Noget, der forklarer – uden nødvendigvis at undskylde. Og det er i den bevægelse, filmen virkelig rammer. For den beder os ikke om at tage parti. Den beder os om at forstå.
Og så er der skuespillet.
Stellan Skarsgård er formidabel – kontrolleret, kompleks og dybt menneskelig. Elle Fanning tilfører et interessant blik udefra. Og Renate Reinsve leverer endnu en gang en præstation, der føles fuldstændig ægte. Men det er også helheden – ensemblet – der løfter filmen.
En film, der bliver hos én
Affektionsværdi er en film, der tør dvæle. Den skynder sig ikke. Den forklarer ikke alting. Den lader os mærke. Og det er måske derfor, den rammer så dybt. Fordi den minder os om, at uanset hvor privilegerede vi er – så er vi stadig mennesker. Med behovet for at høre til. For at blive set. For at blive forstået. Det er en film, der ikke slipper én igen. Den lever videre. Arbejder i én. Og heldigvis for det.
For det er, i min optik, det allerbedste film kan.
Affektionsværdi får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
