Originaltitel: 24 Hour Party People
Instruktør: Michael Winterbottom
År: 2002
Genre: Komedie, Drama, Mockumentary
Det er sjældent, at en film føles lige så sprællevende, uforudsigelig og kaotisk som den musikscene, den forsøger at portrættere. Men Michael Winterbottoms 24 Hour Party People fra 2002 formår på mærkværdig vis netop dette. Den er ikke bare en film om den legendariske Manchester-scene i slut-70’erne og 80’erne, den er som et stykke levende kulturhistorie, der leger med sine egne rammer, bryder dem, griner af dem, og insisterer på, at sandheden alligevel altid er en postmoderne konstruktion.
Og det er måske også det, der gør filmen så umiddelbart dragende; den er ikke interesseret i at give et komplet eller stringent billede af virkeligheden. I stedet giver den os følelsen af at være til stede i en epoke, der på én gang var absurd, genial og helt igennem unik.
I centrum står Steve Coogans vidunderligt selvbevidste portræt af Tony Wilson, tv-værten, pladeselskabsejeren og kulturentreprenøren, der med en blanding af storhedsvanvid og naiv idealisme endte med at blive en af de mest markante skikkelser i britisk musikhistorie. Coogan spiller Wilson som en mand, der både er fortæller, hovedperson og kommentator til sin egen film. Han vender sig mod kameraet, når det passer ham, fyrer en ironisk bemærkning af, og går så videre som om ingenting var hændt. Det burde være distraherende, men det er tværtimod netop det, der gør filmen så levende, da det føles som en samtale snarere end en traditionel fortælling.
Da jeg så 24 Hour Party People første gang, blev jeg ramt af den samme følelse, jeg får, når jeg hører et gammelt Joy Division-nummer: noget råt, noget febrilsk, noget der sitrer af en energi, som er større end de mennesker, der kanaliserer den. Filmen er en hyldest til denne energi. Til musikken. Til scenen. Til den kollektive kreativitet, der kan få almindelige industrielle byer til at føles som epicentre for noget uendeligt vigtigt.
Og samtidig er det også en film om nederlaget, om kaosset, om alt det bag kulisserne, der ofte bliver glemt i mytologien. Winterbottom har en fantastisk evne til at balancere det komiske med det tragiske og det legende med det seriøse. Særligt afsnittene om Joy Division og Ian Curtis er mesterlige i deres tone; en respektfuld melankoli, blottet for sentimentalt filter, der får scenens ellers ekstatiske kaos til at føles som om det hviler på en mørkere, mere skælvende grund.
Det er også en film, der elsker sin egen form. Den imiterer dokumentar, men leger konstant med sandhedsværdien. Den kaster historiske fakta ind sammen med bevidste fordrejninger, og fortælleren insisterer endda selv på, at “nogle ting er bare bedre som legender.” På den måde bliver filmen et studie i, hvordan kulturhistorie skabes: ikke som en lineær sandhed, men som et net af fortællinger, følelser, minder og overdrivelser.
Rent visuelt er filmen præget af en grim-skøn digital æstetik, som jeg i starten fandt en smule voldsom, men som hurtigt viste sig at være et perfekt match til det univers, den skildrer. Den er beskidt, urolig, vibrerende.. en smule ligesom Manchester har jeg lyst til at sige. Og når vi følger kameraet ind i The Haçienda, Factory Records’ legendariske natklub, mærker man næsten sveden, øllet og volumen drive ned ad væggen.
Det, der står stærkest tilbage for mig, er dog filmens kærlighed til den kreative proces. Ikke kun til musikken, men også til den måde, ideer, drømme og vanvid kan skabe noget større end menneskene selv. 24 Hour Party People er en fortælling om kultur som kaotisk kraft, om hvordan små tankeeksperimenter kan blive til bevægelser, og om hvordan selv de største visioner kan ende i økonomisk ruin, uden at deres kulturelle værdi dermed forsvinder.
Kort sagt: 24 Hour Party People er en hyldest til den rebelske energi, der får mennesker til at skabe, selv når de ikke aner, hvad de laver. Den er rodet, sjov, rørende og helt igennem besat af at vise, hvordan musik og film kan være dokumenter over livets fuldstændige uforudsigelighed. Og det er netop dette kaos, der gør den så vidunderlig.
