21 Bridges

René

René

Originaltitel: 21 Bridges. Instruktør: Brian Kirk. År: 2019. Genre: Krimi/Thriller. Kan streames på Blockbuster.

Spændingsfilmen 21 Bridges, er den perfekte kur mod tømmermændene nytårsaften.

Den er dog ikke fladpandet, dum eller ligegyldig, som så mange af de larmende actionfilm, der udmærker sig ved blot at ville underholde med eksplosioner og kugleregn, fremfor en historie.

Filmen, med Black Panther-stjernen i hovedrollen, føles som et svagt ekko af gamle klassikere som French Connection og Dirty Harry, hvor den gode og retfærdige strømer, ser djævlen i øjet og renser ud i byen.

Chadwick Boseman spiller stoisk og stolt (lidt ala hans rolle som afrikansk superhelt, bare uden Coming To America-accent) politibetjenten, Andre Davis, der mister sin (politi)far som 13-årig, og som voksen, selv bliver strømer i New Yorks gader.

21 Bridges er på papiret muligvis blot en krimi, som man har set hundrede gange før, med forbilleder, som gør det meget bedre. Men med filmisk håndværk i top, et godt plot, sublimt skuespil over hele linen og en kort spilletid, på 99 minutter, holder instruktør, Biran Kirk, godt fast i sit filmpublikum.

Titlen refererer til de 21 broer, som forbinder øen og staten, Manhatten, til fastlandet. Under et kokainrøveri i en restaurant, dræber to fyre, 8 politibetjente. For at standse dem, prøver politiet at afgrænse deres videre færd med stofferne. FBI står klar til at tage over, og Andre Davis, som har kommandoen, får til solopgang, til at fange forbryderne.

Alle politibetjente i New York er klar til at dræbe de to politimordere.

Davis , der ellers er kendt for at være typen, der skyder før han taler, mener ikke i denne sag at dette er tilfældet.

I takt med at jagten på de to bad guys’ indsnævres, kommer politiet tættere på dem. Men selvfølgelig finder vi, som publikum, langsomt ud af, at alting ikke er så sort/hvidt, som det udgiver sig for.

21 Bridges er ikke blot politi efter røvere, men en film om hierarki og skumle hemmeligheder i de øverste rækker af politikredsene.

Boseman gør det fortrinligt i rollen som den moralske betjent i nattens mulm og mørke, og det er rart at se ham spille en rolle uden tyk, overdrevet Wakanda-accent og stramtsiddende latex-gejl på kroppen. Han er troværdig, selv i de scener, hvor han ikke siger noget, men i stedet iagttager og observerer med hans store, intense øjne.

Sianna Miller er sej og samtidig sårbar som narkotikastrømeren, der for en enkelt nat, er Davis’ partner i kampen i Manhanttens gader.

J.K. Simmons er som politikaptajn McKenna bundsolid og seværdig, som kun Simmons kan være. Han er den beskyttende chef, som vil gøre alt for sine sårbare betjente på gaden.

21 Bridges er ikke banebrydende filmkunst, som rykker til nogle grænser, overhovedet. Men den underholder fra start til slut, og har med et jerngreb fat i sit publikum, som ikke når at kede sig undervejs, når patronerne flyver, jagten i gaden bliver med intens og adrenalinen pumper.

21 Bridges får 4/6: 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!