Instruktør: Stanley Kubrick
År: 1968
Genre: Sci-Fi
Når det kommer til udnævnelse af filmhistoriens allerbedste film, så er der et pr. titler, som de største film-feinschmecker ofte nævner og en af dem er Rumrejsen år 2001 fra 1968 af Stanley Kubrick.
Hvorfor dette er tilfældet, findes der utallige svar på, men jeg vil (af bedst mulig evne), forsøge at forklare lidt af det.
Først og fremmest, kan det siges at filmens instruktør, Stanley Kubrick, ofte er blevet nævnt som filmskaberen over alle filmskabere og grundene bag dette er også utallige, men kort og godt, skyldes dette Stanley Kubricks perfektionisme og ambitioner over hver værk.
Han nåede at lave 10 film på 46 år og hvorfor? Jo, fordi størstedelen af filmene, skulle gennemarbejdes og perfektioneres helt absurd meget og dette var også tilfældet med Rumrejsen år 2001, som tog omtrent 4 år, fra arbejdet med manuskriptet begyndte og indtil filmen kom op på et biograflærred.
At fortælle hvad Rumrejsen 2001 handler om, er en komplet umulighed, da filmen som sådan ikke har nogen handling/historie som helt kan forklares og som mange filosoffer (den dag i dag), vel fortsat fortolker på.
Men det som kan siges er at der er tale om en tredelt film og de tre dele kan forklares ok hurtigt.
Den første del involvere en masse aber og hvordan de begår sig og på sin vis udvikler sig, da de opdager hvordan man slår med knogler og lige pludselig opdager en monolit (en meget stor og mørk sten).
I anden del, følges en astronaut ved navn, Heywood Floyd, som har fået info om en monolit der er på månen og som han (og et hold andre astronauter), gerne vil udforske.
I sidste del, følges astronauten Dave Bowman der sammen med Frank Pool (og andre astronauter der ligger i dvale) er på vej på mission mod Jupiter, i et topmoderne rumfartøj, hvori der er installeret en talende supercomputer ved navn Hall 9000, som kan styre rumfartøjet og gå sine egne veje, hvis den føler sig truet af astronauterne.
Dette er noget af det der sker i filmen, men hvorfor det sker og hvad den konkrete mening er bag manuskriptet som Stanley Kubrick og Arthur C. Clarke (som basere den på sin novelle The Sentinel) skrev, er aldrig forklaret for de selv ikke gad forklare noget af det.
Men grundlæggende kan det siges at Rumrejsen år 2001, er en form for rumeventyr, men dog ikke af den slags som Star Wars blev til 9 år senere.
For det første er filmen langsom og til tider en kende dvælende i en sådan grad, at der bruges ca. 10-15 minutter, i selskab med aberne i starten af filmen og der er samtidig også hele 88 minutter af den 2½ times lange film, som er helt ordløse, som så kun akkompagneres af enten lyde eller orkestreret klassisk musik.
Dette viser dermed, at Rumrejsen år 2001, bestemt ikke er en film for alle og ligeså en film som visse, vil være noget af det kedeligste nogensinde.
Men, samtidig kan der dog også her være tale om en form for zen-film, hvis man kan komme ind i filmens form for svævende rytme og til tider kan filmen også føles om en ren filmisk symfoni, i forhold til hvor perfekt det man ser i filmen, akkompagneres af underlægningsmusikken.
Dette mærkes særligt i starten af filmen, hvor der blot er sort skærm de første ca. 2 minutter, indtil at ouverturen til Also sprach Zarathustra (af Richard Strauss), toner frem imens man ser solen stå på over månen og ligeså i scenen med An der schönen blauen Donau (af Johan Strauss), hvor vi ser rumskibe bevæge sig rundt i det ydre rum.
Hvis man er med på dette, så er der altså tale om filmkunst af den allerhøjeste kaliber.
I forhold til filmens skuespillere, så kan de muligvis sommetider godt ses som statister i forhold til alt hvad der er omkring dem, men de er dog stadigvæk værd at fremhæve.
William Sylvester yder en meget troværdig præstation i rollen som Heywood Floyd, i forhold til hvor nært Heywood står ved sit arbejde og ligeledes hvor distanceret han er i forhold til privatlivet og familien (han snakker med datteren over en form for videotelefon).
Keir Dullea er også fremragende i rollen som Dave Bowman, i forhold til den dedikation som Dave viser til sit arbejde som astronaut og den uro som Dave viser, når noget virker til at være gået galt. Og bedst er muligvis Douglas Rain med sin stemme til supercomputeren, Hall 9000, fordi kun med sin stemme, formår han at skabe en karakter som er helt umulig at regne med og som til-og-med kan være diabolsk på en virkelig skræmmende måde.
Udover dette, så er filmen rent film-teknisk, et gigantisk vidunder, i forhold til hvordan samtlige scener ude i rummet er filmet og skabt og scenerne uden tyngdekræft i rumfartøjerne, er bestemt også vildt imponerende at være vidne til, fortsat den dag i dag.
Og grundlæggende kunne der skrives lange bøger om hvor fantastisk Rumrejsen år 2001, er (hvilket der skam også er gjort), men grundlæggende er der tale om et stort kunstværk, som er svært at definere, umulig at forklare helt præcis, men dog knap så svær at elske, hvis åben for at lade sig rive med af den skønhed man er vidne til.
