Originaltitel: 1917. Instruktør: Sam Mendez. År: 2019. Genre: Krigsfilm. Kan streames på Blockbuster.
Krig er helvede.
Det er konklusionen efter at have set Sam Mendes’ nye film, 1917, der handler om en skæbnesvanger dag i første verdenskrig.
For få måneder tilbage var der repremiere på én af de bedste krigsfilm, “Dommedag Nu”, hvor pointen var tydelig efter tre timer i Vietnams helvede: at krig er ødelæggende og tærer på både krop og sjæl.
Jeg har set masser af krigsfilm før, som har gjort stort indtryk på mig.
Sidst jeg for alvor blev imponeret og involveret i en krigsfilm var forrige år, da jeg så Christopher Nolans eminente “Dunkirk”, som fortalte beretningen om evakueringen af allierede tropper på stranden i Dunkeruqe, Frankring.
Den var rå, barsk, skræmmende og realistisk.
Den havde alt hvad en fantastisk krigsfilm skulle have. Og så mindede den lidt om Steven Spielbergs nyklassiker, Saving Privare Ryan fra 1998.
Selvom Dunkirk var det omvendte af Saving Private Ryan, ja, altså, usentimental, så gjorde de begge stort indtryk, da de skildrede det ubehagelige og klaustrofobiske helvede krigshelvede det jo var.
Begge film er pragteksemplarer på hvordan man kreerer de allerbedste krigsfilm. De sørger nemlig hele tiden at minde sit publikum om, at krig er noget værre lort. Noget uundgåeligt lort, man er fanget i og som man ikke kan undslippe. Klaustrofobiske og mareridtslignende tilstande, hvor publikum simpelthen er psykisk og ja, næsten fysisk til stede, når krigen for alvor bryder ud, f.eks ved strandbreden i Omaha. Man bliver en del af krigens rædsler, så det sætter sig i kroppen.
Begge film fortalte historier om heroiske mænd, der ofrede sig selv, for at andre kunne overleve. I Saving Privare Rayn lærte vi heltene at kende, og forstod de svære valg de måtte træffe undervejs. I Dunkirk mærkede vi smerten på soldaterne og det levende helvede de måtte pine sig igennem.
Det er stort set på samme måde med Mendez’ bioaktuelle krigsfilm, hvor 2 unge soldater, kaldet Blake og Schofield (Dean-Charles Chapman og George MacKay), har til opgave, at viderebringe en vigtig besked til en oberst (Benedict Cumberbatch) om et baghold.
Hvis ikke beskeden kommer frem, vil tusinder af liv gå tabt.
Vi er, som tilskuere, tvunget med på rejsen. Vi følger de to skræmte, unge mænds voldsomme tur gennem et krigshelvede uden lige. Forbi nedslagtede og døde kammerater, revne lemmer og blod i spandevis.
Kort sagt: vi er med dem overalt på deres dødensfarlige færd.
Det særlige ved “1917” er måden hele filmen er optaget på. Mesterfotografen, Roger Deakins, står bag kameraet, og med hans imponerende billeder, ser det ikke ud til, at der på noget tidspunkt bliver klippet. Hele krigsfilmen føles som ét take.
Der er klippet flere gange i filmen. Men vi kan, som iagttagere, ikke se det. Det føles derfor klaustrofobisk og virkelige ubehageligt at være med på den tvungne rejse, hvor vore helte kæmper med alt hvad de har.
Men selvom 1917 har alt hvad der skal til for at lave en mesterlig krigsfilm, som kan danse med de “tunge drenge”, Saving.., Dunkirk, og ikke mindst, gamle klassikere som Platoon, Dommedag nu og Full Metal Jacket, så mangler den simpelthen noget kød på historien. Og karaktererne.
For selvom det er dødspændende at være med de to unge fyre på deres farlige mission, så føles det til tider, for simpelt. Som om det hele er en mission i et krigsspil på Play Station 4, hvor en ny udfordring venter på den anden side.
Da jeg så filmen i biografen, følte jeg aldrig rigtigt noget for de modige, unge helte. Jeg følte en vis distancering over for dem. Som om de blot var karakterer i et spil.
Så selvom 1917 er en imponerende bedrift, ift. skuespil (de to unge skuespillere (Chapman og Mackay i front, gør det særdeles fremragende), ALT det tekniske (årets, indtil videre flotteste film!), så mangler den simpelthen et løft i forhold mht. den tynde historie, og, de lidt for intetsigende karakterer vi følger, som vi aldrig rigtig kommer under huden på.
Men, alt i alt, så er 1917 en rigtig biograffilm, som man skal gøre alt for at nå at se i biografen.
For det står efterfølgende soleklart, efter to timer i selskab med Mendes og co, at krig er et helvede, og sådan skal det også føles, når man forlader biografen.
