1917

René

René

Originaltitel: 1917. Instruktør: Sam Mendez. År: 2019. Genre: Krigsfilm. Kan streames på Blockbuster.

Krig er helvede.

Det er konklusionen efter at have set Sam Mendes’ nye film, 1917, der handler om en skæbnesvanger dag i første verdenskrig. 

For få måneder tilbage var der repremiere på én af de bedste krigsfilm, “Dommedag Nu”, hvor pointen var tydelig efter tre timer i Vietnams helvede: at krig er ødelæggende og tærer på både krop og sjæl. 

Jeg har set masser af  krigsfilm før, som har gjort stort indtryk på mig.

Sidst jeg for alvor blev imponeret og involveret i en krigsfilm var forrige år, da jeg så Christopher Nolans eminente “Dunkirk”, som fortalte beretningen om evakueringen af allierede tropper på stranden i Dunkeruqe, Frankring. 

Den var rå, barsk, skræmmende og realistisk.

Den havde alt hvad en fantastisk krigsfilm skulle have. Og så mindede den lidt om Steven Spielbergs nyklassiker, Saving Privare Ryan fra 1998.

Selvom Dunkirk var det omvendte af Saving Private Ryan, ja, altså, usentimental, så gjorde de begge stort indtryk, da de skildrede det ubehagelige og klaustrofobiske helvede krigshelvede det jo var.

Begge film er pragteksemplarer på hvordan man kreerer de allerbedste krigsfilm. De sørger nemlig hele tiden at minde sit publikum om, at krig er noget værre lort. Noget uundgåeligt lort, man er fanget i og som man ikke kan undslippe. Klaustrofobiske og mareridtslignende tilstande, hvor publikum simpelthen er psykisk og ja, næsten fysisk til stede, når krigen for alvor bryder ud, f.eks ved strandbreden i Omaha. Man bliver en del af krigens rædsler, så det sætter sig i kroppen. 

Begge film fortalte historier om heroiske mænd, der ofrede sig selv, for at andre kunne overleve. I Saving Privare Rayn lærte vi heltene at kende, og forstod de svære valg de måtte træffe undervejs. I Dunkirk mærkede vi smerten på soldaterne og det levende helvede de måtte pine sig igennem.

Det er stort set på samme måde med Mendez’ bioaktuelle krigsfilm, hvor 2 unge soldater, kaldet Blake og Schofield (Dean-Charles Chapman og George MacKay), har til opgave, at viderebringe en vigtig besked til en oberst (Benedict Cumberbatch) om et baghold.

Hvis ikke beskeden kommer frem, vil tusinder af liv gå tabt.

Vi er, som tilskuere, tvunget med på rejsen. Vi følger de to skræmte, unge mænds voldsomme tur gennem et krigshelvede uden lige. Forbi nedslagtede og døde kammerater, revne lemmer og blod i spandevis. 

Kort sagt: vi er med dem overalt på deres dødensfarlige færd.

Det særlige ved “1917” er måden hele filmen er optaget på. Mesterfotografen, Roger Deakins, står bag kameraet, og med hans imponerende billeder, ser det ikke ud til, at der på noget tidspunkt bliver klippet. Hele krigsfilmen føles som ét take. 

Der er klippet flere gange i filmen. Men vi kan, som iagttagere, ikke se det. Det føles derfor klaustrofobisk og virkelige ubehageligt at være med på den tvungne rejse, hvor vore helte kæmper med alt hvad de har. 

Men selvom 1917 har alt hvad der skal til for at lave en mesterlig krigsfilm, som kan danse med de “tunge drenge”, Saving.., Dunkirk, og ikke mindst, gamle klassikere som Platoon, Dommedag nu og Full Metal Jacket, så mangler den simpelthen noget kød på historien. Og karaktererne. 

For selvom det er dødspændende at være med de to unge fyre på deres farlige mission, så føles det til tider, for simpelt. Som om det hele er en mission i et krigsspil på Play Station 4, hvor en ny udfordring venter på den anden side. 

Da jeg så filmen i biografen, følte jeg aldrig rigtigt noget for de modige, unge helte. Jeg følte en vis distancering over for dem. Som om de blot var karakterer i et spil.

Så selvom 1917 er en imponerende bedrift, ift. skuespil (de to unge skuespillere (Chapman og Mackay i front, gør det særdeles fremragende), ALT det tekniske (årets, indtil videre flotteste film!), så mangler den simpelthen et løft i forhold mht. den tynde historie, og, de lidt for intetsigende karakterer vi følger, som vi aldrig rigtig kommer under huden på.

Men, alt i alt, så er 1917 en rigtig biograffilm, som man skal gøre alt for at nå at se i biografen. 

For det står efterfølgende soleklart, efter to timer i selskab med Mendes og co, at krig er  et helvede, og sådan skal det også føles, når man forlader biografen. 

1917 får 4/6: 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.