Originaltitel: Warrior. Serieskaber: Jonathan Tropper. Produktionsår: 2019. 1. sæson på 10 afsnit fra HBO (kan købes fra d. 31. oktober på dvd og blu-ray).
En kinamand rydder op i Chinatown
Kinesiske immigranter står af en båd. Vi er i 1800-tallets San Francisco. De kommer til Amerika, i håb om fred og at få arbejde.
Racismen bliver efter ca. tredve sekunder til at mærke, meget tydelig. Nedsættende og ubehelige kommentarer. Kort sagt, så er de fremmede muligvis billig arbejdskraft i byen, men de er alligevel ikke ønsket.
Èn af dem, der hurtigt får nok, er vores kommende hovedperson i “Warrior”, Ah Sahm (Andrew Koji). Han deler håndmadder ud, i ægte kung fu stil, så man bliver helt begejstret. Han lammetæver tre mænd, der ikke havde set den komme.
Første sæson lægger flot og underholdende ud. Den er efter signende inspireret af selveste Bruce Lees fortælling, om en mand, der kommer til et fremmed land og bliver håndlanger for en kriminel organisation i Chinatown.
Ah Sahm bliver overraskende hurtigt accepteret, men efter få afsnit gøres det klart, at han har sin egen hemmelige agenda: at finde sin søster, som blev giftet væk år tilbage. Selvfølgelig er hun en del af en anden kriminel organisation og snart bryder der en krig ud mellem de rivaliserende bander.
En serie der vil for meget
Imens at Chinatown koger, gasser San Franciscos politi en stemning op. Racismen hænger så tykt i luften, så man næsten må skære sig igennem den. De kan, ligesom så mange andre “rigtige” amerikanere, ikke fordrage de gule sataner, som kommer og ødelægger det hele, og samtidig tager deres arbejde fra dem.
Efter mord på både kinesere og amerikanere, bliver to betjente, den unge, idealistiske Richard Lee og den fordrukne ludoman, Bill O’Hara (Tom Westorn-Jones og Kieran Bew) sat til at patruljere i Chinatown og undersøge hvad der egentlig foregår.
Samtidig starter Ah Sahm en romance med borgmesterens kone. Dette foregår i smug, og lige så langsomt lærer vi både borgmesterkonen, Penelope Blake (Joanna Vanderham) bedre at kende.
Og sidst, men ikke mindst, følger vi den irske Dylan Leary (Dean Jagger), som kæmper for en “ren” by, uden udlændinge. Han er også lidt af en gangster, og hvis ikke folk gør som han siger, bliver det værst for dem selv.
Kort sagt, så er “Warrior” en serie, der vil en helt masse. Faktisk så meget, så man bliver til sidst giver en smule op.
Det er skidehamrende ærgerligt (undskyld mit sprog), for den er bestemt ikke uinteressant.
Banshee spøger i baggrunden
Jonathan Tropper, som er manden bag serien, blæste mig omkuld tilbage i 2013 med den vilde og voldsomme drengerøvsserie, “Banshee”. Den var simpel, cool og overdrevet voldelig. Det var det tætteste man kunne komme på en topunderholdende, nymoderne westernserie, om en badass-(anti)helt. der nedlagde damer på stribe og smadrede skurke, på vaskeægte tegneseriemanerer!
Meget af det cool’ koncept fra Banshee, har Tropper åbenbart gerne ville kopiere i Warrior-universet. Der er hvert fald masser af fede kampscener, hvor lemmer ryger og hvor blodet sprøjter (i vaskeægte Kill Bill-stil) og sexscener, hvor både asiatiske og hvide kvinder, bliver taget soft porn-agtigt, på de hvide lagener.
Knap så troværdig
Men hvor “Banshee” var topunderholdning fra start til slut, i de fire sæsoner den kørte, og hvor historien nærmest virkede troværdig (selvom præmissen var langt ude), så tror man slet ikke på “Warrior” på samme måde. Den har travlt med både at være en åh-så-cool actionserie. Men den vil samtidig også fortælle et drama og Amerikas udvikling. Og så vil den også være samfundskritisk. Og…
Ja, jeg kunne faktisk blive ved.
“Warrior” er bedst, når den holder sin kæft, og lader næverne tale i stedet. Kampscenerne er formidable og giver Banshee-kamp til stregen mht. kreative voldsudøvelser. Men af en actionserie, er det desværre alt for få gange vi får lov til at se de adrenalin pumpende sekvenser, så man er ved at tabe måde næse og mund, af ren begejstring.
Men det helt store problem i seriens ti afsnit, er hovedkarakteren Ah Sahm og flere af de kinesiske biroller, som vi følger mest. De bliver aldrig rigtigt spændende at følge, og troværdighenden ryger yderligere et hak ned pga. deres manglende skuespilevner. Og så det, til tider, overfladiske manuskript, som insisterer ordet fuck i hver anden sætning.
Sejt? Næh, ikke specielt. Hvert fald ikke i denne kontekst.
Den mest interessante karakter, er klart den hårde, irske hund, Dylan Leary, der minder ekstremt om Bill The Butcher fra “Gangs Of New York” (2002), som løser de fleste af problemerne med næverne i boksekampe. Han er så utilregnelig og ubehagelig, men samtidig også en figur, som man forstår og kan følge i sine tanker på samfundet.
Vi runder af
At “Warrior” så undervejs, i afsnit 5, skifter spor for en stund, og bliver rendyrket western, er dejligt befriende og gør serien dejligt enkel.
Men det kan ikke redde “Warrior” fra at ende som en stor chinabox, fyldt op til randen af forvrøvlet melodrama, med ikke alt for gode skuespilpræstationer, og et lille snert af cool Bruce Lee-action.
Ekstramateriale: Det eneste ekstra materiale, er Inside Warrior, hvor man har mulighed for at komme “bag kulisserne” på hvert enkelt afsnit i serien.
Warrior: 3/6: 🔨 🔨 🔨
Ekstramateriale: 2/6: 🔨🔨
Tak til PR Nordic
