Vores Mand I Amerika

René

René

Originaltitel: Vores Mand I Amerika. Instruktør: Christina Rosendahl. År: 2020. Genre: Drama/Krig. Kan streames på Blockbuster.

Lad mig slå én ting fast fra start af denne anmeldelse: jeg er ikke den store sucker for baseret-på-virkelige-hændelser-film.

Film, som store bogstaver fra start, markerer over for sit publikum, at følgende altså er sket i virkeligheden.

Nu skal det endelig ikke mistorståes. Jeg synes der findes virkelige mange fantastiske og livsbekræftende fortællinger som er baseret på virkelige hændelser. Film, som føles vigtige og som inspirerer. Christina Rosendahls tredje spillefilm, er dog “kun” inspireret af virkelige hændelser.

Men inspireret af virkelige hændelser eller ej, så er det allervigtigste spørgsmål i denne sammenhæng stadigvæk: er Vores Mand I Amerika så en god og vellykket film?

Ja. Det er den.

Det er lykkedes Christina Rosendahl at skabe en film, som viser en ny og interessant vinkel på krig, og hvordan man kan udkæmpe den, uden at kuglerne flyver om ørene på én.

Vi følger den danske ambassadør i Amerika under 2. verdenskrig, som tager afstand fra hans hjemlands beslutning om at bukke under for tyskerne. En afdæmpet og rolig mand, som blev født og voksede op i Tyskland, og senere flyttede med sin familie til København, inden han blev ambassadør. Han trodsede sin egen regering og kæmpede en nærmest usynlig krig, hvor han ikke vidste hvem der var venner og fjender.

Filmen har med en guddommelig og til tider, romantiserende fotografering, let ved at overbevise sit publikum om at man er tilbage i 1940’erne. Dialogen bliver til tider en smule teatralsk, men heldigvis er historien om danskeren i det store Amerika medrivende fra første scene.

Skuespillet er overbevisende over hele linen. Dette gælder både Zoë Tapper, som konens smukke og fascinerende søster, Zilla, Kauffmanns entusiastiske jurist, Povl Bang-Jensen, som Mikkel Bo Følsgaard spiller og ikke mindst Henry Goodman, der med ro og ydmyghed spiller Præsident Roosevelt.

Ulrich Thomsen, der spiller ambassadøren, Henrik Kauffmann, spiller med evig ro og coolness, som kun han kan. Han er én af de få i dansk film, som blot behøver at hæve et øjenbryn, for at kunne nuancere det minimalistiske ansigt, så man ikke er i tvivl om at facaden er lige ved at krakelere.

Dog er det Denise Gough, der er lige ved at stjæle al opmærksomheden, i rollen som Kauffmanns udfordrede hustru. Hendes jalousi over ægtemandens affære med hendes søster, er ved at drive hende til vanvid og skuespillet er yderst overbevisende.

Kauffmann-ægteparrets kamp for at redde deres ægteskab, er endnu et bevis på en spændende historie, som med greb om “virkelige hændelser”, kunne være endt galt i den forkerte instruktørs hænder. Vi kunne have haft en Hvidsten Gruppen 2, hvor alt skulle gøres til melodrama, sovset ind i patos og violin. Men Rosendahl har styr på virkemidlerne og ved hvor hun vil have filmen hen. Et nuanceret billede af en svær tid, hvor mennesker hverken var gode eller onde, men blot mennesker, som gjorde hvad de kunne for at overleve en svær tid.

Man siger at i krig gælder alle kneb, og det interessante ved filmen er nemlig ikke blot hvordan den rebelske ambassadør redder sig selv (og fædrelandet) med aftaler med Amerika om militærbaser på Grønland. Det handler også om hvilke konsekvenser dette medfører.

Som Kauffmanns snu hustru minder ham om, så handler diplomati jo om “50 procent information og 50 procent hasardspil”. Kort sagt, så må Kauffmann redde dagen ved at satse og bruge den viden han besidder.

Vores Mand I Amerika er en vellykket modstandsfilm, om en mand som gik imod sin egen regering, som både blev kaldt landsforræder, men også endte som en slags helteskikkelse, selvom det kostede ham dyrt i sidste ende. Rosendahl og Thomsen går forrest i en anderledes og medrivende krigsfortælling om en kompleks skikkelse, der har skrevet sig ind i historiebøgerne for altid.

Vores Mand I Amerika får 4/6: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!