Vores Mand I Amerika

René

René

Originaltitel: Vores Mand I Amerika. Instruktør: Christina Rosendahl. År: 2020. Genre: Drama/Krig. Biografpremiere: d. 13. august 2020

Lad mig slå én ting fast fra start af denne anmeldelse: jeg er ikke den store sucker for baseret-på-virkelige-hændelser-film.

Film, som store bogstaver fra start, markerer over for sit publikum, at følgende altså er sket i virkeligheden.

Nu skal det endelig ikke mistorståes. Jeg synes der findes virkelige mange fantastiske og livsbekræftende fortællinger som er baseret på virkelige hændelser. Film, som føles vigtige og som inspirerer. Christina Rosendahls tredje spillefilm, er dog “kun” inspireret af virkelige hændelser.

Men inspireret af virkelige hændelser eller ej, så er det allervigtigste spørgsmål i denne sammenhæng stadigvæk: er Vores Mand I Amerika så en god og vellykket film?

Ja. Det er den.

Det er lykkedes Christina Rosendahl at skabe en film, som viser en ny og interessant vinkel på krig, og hvordan man kan udkæmpe den, uden at kuglerne flyver om ørene på én.

Vi følger den danske ambassadør i Amerika under 2. verdenskrig, som tager afstand fra hans hjemlands beslutning om at bukke under for tyskerne. En afdæmpet og rolig mand, som blev født og voksede op i Tyskland, og senere flyttede med sin familie til København, inden han blev ambassadør. Han trodsede sin egen regering og kæmpede en nærmest usynlig krig, hvor han ikke vidste hvem der var venner og fjender.

Filmen har med en guddommelig og til tider, romantiserende fotografering, let ved at overbevise sit publikum om at man er tilbage i 1940’erne. Dialogen bliver til tider en smule teatralsk, men heldigvis er historien om danskeren i det store Amerika medrivende fra første scene.

Skuespillet er overbevisende over hele linen. Dette gælder både Zoë Tapper, som konens smukke og fascinerende søster, Zilla, Kauffmanns entusiastiske jurist, Povl Bang-Jensen, som Mikkel Bo Følsgaard spiller og ikke mindst Henry Goodman, der med ro og ydmyghed spiller Præsident Roosevelt.

Ulrich Thomsen, der spiller ambassadøren, Henrik Kauffmann, spiller med evig ro og coolness, som kun han kan. Han er én af de få i dansk film, som blot behøver at hæve et øjenbryn, for at kunne nuancere det minimalistiske ansigt, så man ikke er i tvivl om at facaden er lige ved at krakelere.

Dog er det Denise Gough, der er lige ved at stjæle al opmærksomheden, i rollen som Kauffmanns udfordrede hustru. Hendes jalousi over ægtemandens affære med hendes søster, er ved at drive hende til vanvid og skuespillet er yderst overbevisende.

Kauffmann-ægteparrets kamp for at redde deres ægteskab, er endnu et bevis på en spændende historie, som med greb om “virkelige hændelser”, kunne være endt galt i den forkerte instruktørs hænder. Vi kunne have haft en Hvidsten Gruppen 2, hvor alt skulle gøres til melodrama, sovset ind i patos og violin. Men Rosendahl har styr på virkemidlerne og ved hvor hun vil have filmen hen. Et nuanceret billede af en svær tid, hvor mennesker hverken var gode eller onde, men blot mennesker, som gjorde hvad de kunne for at overleve en svær tid.

Man siger at i krig gælder alle kneb, og det interessante ved filmen er nemlig ikke blot hvordan den rebelske ambassadør redder sig selv (og fædrelandet) med aftaler med Amerika om militærbaser på Grønland. Det handler også om hvilke konsekvenser dette medfører.

Som Kauffmanns snu hustru minder ham om, så handler diplomati jo om “50 procent information og 50 procent hasardspil”. Kort sagt, så må Kauffmann redde dagen ved at satse og bruge den viden han besidder.

Vores Mand I Amerika er en vellykket modstandsfilm, om en mand som gik imod sin egen regering, som både blev kaldt landsforræder, men også endte som en slags helteskikkelse, selvom det kostede ham dyrt i sidste ende. Rosendahl og Thomsen går forrest i en anderledes og medrivende krigsfortælling om en kompleks skikkelse, der har skrevet sig ind i historiebøgerne for altid.

Vores Mand I Amerika får 4/6: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

DRUK

Thomas Vinterberg har lavet en kommende klassiker.
Han spider et stykke ægte “Danmarkshistorie” i fuldemandseposset Druk.

Antebellum

Hvis man kan tåle udpenslede budskaber, pakket ind i en lækkert udført og visuelt fremragende horror-thriller, vil jeg klart anbefale Antebellum. Den skriver sig måske ikke ind i filmhistorien (som nyklassikerne Get Out og Hereditary), men mindre kan også gøre det.

Wolyn

Du skal have nerver af stål for at kunne se Wolyn (Ondskabens Tid).
Det er gennemført ubehageligt, og til tider helt ubærligt.
Men hvor er det en god film, hvor er det godt lavet. Et filmisk mesterstykke!

The Dead Don’t Die

Kan på det varmeste anbefale The Dead Don’t Die, der er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.

The King Of Staten Island

Lige dele seriøsitet og sort humor, blandet sammen i en klassisk Judd Apatow-fortælling, om et sølle mandeskvat i krise.

Fantasy Island

Fantasy Island er et miskmask af genre-hop, tåbelig historie, dårligt skuespil, og den formår på ingen måde at underholde. Så min anbefaling er, at sejle langt uden om den trøstesløse ø.

Til Sama

En ægte horrorfilm af en dokumentar. Men den er samtidig fuld af liv og håb. En fantastisk bedrift af holdet bag mesterlige “Til Sama”.

Alfa

Brødrene Avaz skruer ned for melodrama, og op for rå og brutal realisme. Alfa føles vedkommende og holder én tæt i et jerngreb fra start til slut.