Originaltitel: C’è ancora domani
Instruktør: Paolo Cortellesi
År: 2023
Genre: drama.
Biografpremiere: 24/04
C’è ancora domani, er en italitensk film som er instrueret, skrevet (sammen med Furio Andreotti og Giulia Calenda) og med hovedrolleindehaver af Paola Cortellesi, som til-og-med instruerer sin første spillefilm her.
Skønt filmen ikke er baseret på virkelige hændelser, så er den dog baseret på en ægte og virkelig stor historisk italiensk begivenhed, som jeg dog ikke kan nævne noget om (da dette ville være en kæmpe spoiler).
Men, jeg kan dog godt skrive lidt om hvad filmen handler om.
Delia, er en hjemmegående husmor som bor sammen med sin mand, Ivano, sin teenagedatter, Marcella, sine 2 yngre sønner, Sergio og Franchino og Ivanos far, Ottorino.
Delia har en sidegesjæft, med at være hjemmesygeplejereske og hjælpe (og delvist undervise i), med at lave paraplyer.
Det der dog også er med Delia, er at Ivano ofte slår hende og ikke synes hun gør noget rigtigt og Ottorino, har måske til tider lidt sympatiske ting at sige om Delia, men synes primært at hun skal holde sin mund.
Dog, sker der noget der Marcello fortæller Delia, at hendes kæreste, Giulio, gerne vil møde Marcellas forældre (til noget potentiel forlovelse) og ligeledes bærer Delia også på hemmeligheder, som virkelig få i hendes omkreds kender til, men som har stor betydning.
C’è ancora domani, har i øvrigt også den danske titel, Vi har stadig i morgen, som ligeledes er en replik der bliver sagt på et tidspunkt i filmen og som er en replik der danner en stor ramme for hvad denne film egentlig handler om.
Fordi, det som også kan siges om denne film, er at den foregår kort tid efter 2. Verdenskrig, og det var ikke nogen nem tid for Italien, hvilket i sin tid lagde grund for nogle film som blev kaldt for neorealistiske film.
Disse film gik ud på at skildre sandheden (lidt ligesom de film der kaldes for social-realistiske film), på baggrund af en pligt fra instruktørernes side om at forbedre de triste og barske tilstande.
Vi har stadig i morgen, har greb der kunne minde om sådanne neorealistiske film, men samtidig har den også en dobbelthed til det, i form af humor.
Dette vises fx i en scene, hvor Ivano vil afstraffe/slå, Delia, men hvor Ivano pludseligt begynder at danse, imens noget lettere muntert musik spilles i baggrunden.
Delia bliver stadigvæk brutalt slået, men på en måde så dækkes der over det, så det virker mindre hårdt end hvad det egentlig er.
Der er ligeledes en scene, hvor Delia skændes med nogle kvinder nede i gård, omkring hendes datters forhold til drengen, Giulio, hvor det ender med at alle kvinder bare råber i munden på hinanden, på en lidt små-karikeret måde.
Jeg ved ikke hvor sjov, sidstnævnte eksempel er, men sådan tolkede jeg dog scenen.
Ligeledes kan det siges, at Delia, er en kvinde med panden opad, som ikke lader sig slå ud, men klarer sig igennem hver dag, på trods af sin modgang.
Og ligeledes kan det nævnes at filmen er i sort/hvid, hvilket i den grad også er med til at give filmen den rette neorealistiske stemning.
Jeg kan se at jeg endnu ikke helt har klargjort de følelser jeg har omkring, Vi har stadig i morgen, så lad mig bare gøre det nu: Jeg elsker den!
Delia er en fantastisk karakter at følge, fordi hun er allerdybest sympatisk og godmodig og én af den slags karakterer, hvor jeg konstant sad og håbede på at hun måtte lykkeds med et eller andet.
Dette er så sandelig også takket være, Paola Cortellesis præsentation, som er intet mindre end fænomenal!
Alle andre i filmen (ligeledes, Valerio Mastandrea som spiller den modbydelige, Ivano) spiller også fantastisk og særligt i forhold til at ramme den (efterhånden nævnt flere gange i denne anmeldelse) neorealistiske stil, som virker meget intentionel fra Paola Cortellesis instruktørmæssige side af.
Samtidig så synes jeg også filmen er fantastisk, fordi der er en kæmpe dobbelthed over den.
For at nævne 2 eksempler, så er der en scene hvor, Delia mødes med en mekaniker, ved navn, Nino (en gammel uforløst forelskelse) og hvor de deler et stykke chokolade. Bag ved Nino, står en kunde og råber efter ham, men lyden af ham overdøves af noget musik, imens kameraet svajer mellem Nino og Delia, som først smiler, men pludseligt stivner smilet og de splittes.
En anden scene, er scenen hvor datteren, Marcella, skal vise sin kæreste (og kærestens familie), frem over for sin familie. Denne seance går slet ikke som den skal og er ret akavet og i visse andre film ville dette ses som en komisk scene, men alligevel kunne jeg ikke lade vær med at få ondt i hjertet over, hvordan det hele var for Delia.
Rent film-teknisk, jamen så er den også fuldstændig perfekt, når det kommer til kameraføring, klipning og alt andet imellem.
Og jamen, som allerede skrevet tidligere, så er der ikke så meget som en fingernegl, at sætte på noget som helst i denne film.
Paola Cortellesi har slet og ret instrueret et kæmpe mesterværk af en film, som er lige dele underholdende, morsom, rørende, hjerteskærende, sørgelig, melankolsk og vildt charmerende! Simpelthen én af dette års allerbedste film, som i den grad skal ses i biografen!
