Originaltitel: Venuseffekten
Instruktør: Anna Emma Haudal
År: 2021
Genre: Komedie
Når det kommer til danske romantiske komedier, så er de første der nok kommer op i folks bevidsthed, Den Eneste Ene & Kærlighed Ved Første Hik, som i øvrigt begge er fra 1999.
Siden da, synes jeg personligt det har været lidt op og ned, når det kommer til at forene komik og romantik i det danske filmlandskab, men ude af det blå, kommer Anna Emma Haudal og hendes spillefilmsdebut, Venuseffekten.
Anna Emma Haudal har hidtil markeret sig med komedieserien Doggystyle, som bl.a. handler om at finde sig selv og indse at livet ikke er så ligetil.
Disse emner går igen i Venuseffektens historie om Liv, der kommer ud af en gartnerfamilie og som ellers ser ud til at have det ganske godt, med at arbejde i familiens gartneri og hygge med hendes kæreste Sebastian.
Men så pludselig en dag, dukker en dame i gartneriet, iklædt klitoris-kostume, og som er vej til polterabend, men som ikke kunne få sin bil til at starte.
Den dame hedder Andrea og pludseligt, begynder Liv lige pludseligt at se meget mere til Andrea.
Umiddelbart kan denne historie lyde en kende forudselig, hvis man har set andre film med nogenlunde samme historie.
Men lige netop der, hvor Anna Emma Haudal, har et særligt es i ærmet, er på flere punkter, men særligt i måden hvorpå Venuseffekten, bliver fortalt rent visuelt.
Fordi, i-og-med, at Livs arbejde foregår i et gartneri og blandt planter og i-og-med, at Andrea, ligeså har en særlig forbindelse til naturen og den ro som den giver hende, så giver dette mulighed for noget så sjældent som en sanselig dansk romantisk komedie.
I den allerførste scene i Venuseffekten, er man i Livs forældres have, hvor de skal til at holde hyggeaften (sammen med Livs bror, livs brors kæreste og Livs kæreste) og det første man hører, er slet og ret, fuglekvidder og vinden der blæser.
Disse lyder går igen i flere scener, samtidig med at man også kan ane blæsende blade på træer og plante og høre frit flyvende fluer.
Alt dette er bl.a. til Lars Halvorsens største fortjeneste, fordi filmens Lyddesign, tilnærmelsesvis formår at blive en karakter i sig selv, da den virkelig hjælper med til at forstærke filmens budskab om at finde sig selv, hvilket (for mig) er noget der bedst gøres i stilhed, hvilket Venuseffekten er fyldt af.
Kameraarbejdet af Valdemar Winge Leisner er også fantastisk, da dette særligt er med til at skabe den store romantiske stemning, som Venuseffekten også er fyldt af.
Dette gøres særligt i scenerne blandt Liv og Andrea, hvor kameraet fokuserer meget samtlige blikke som Liv sender til Andrea (og vice-versa) og dernæst gøres dette via små-krydsklipninger til naturen som på sin vis er med til at symbolisere den kærlighed som summer omkring parret.
Hertil, skal der også lyde stort cadeau til Sofie Marie Kristensen, da filmens krydsklipninger til naturen, virkelig tilføjer noget særligt og dernæst fordi, at filmen har en virkelig rolig rytme, hvilket ligeledes giver en særlig sanselighed, da filmen dermed giver tid til netop dette i op til flere scener.
Filmens skuespil, er bestemt også værd at rose.
I filmens altoverskyggende hovedrolle som Liv, er der Johanne Milland, der simpelthen har hendes filmdebut her.
Hende kan man roligt starte med at holde øje med, fordi hun er på alle måder perfekt og yder afgjort en virkelig stor og smuk præstation.
Johanne er perfekt, fordi hun virkelig smukt og meget diskret viser den store forundring over nogle nye kærlighedsfølelser som hun hidtil nok aldrig har følt for.
Dernæst er hun perfekt, fordi hun på alle måder smukt og meget følsomt viser de komplekse følelser, når hun over for sine forældre skal udtrykke at hendes kærlighedsliv nu er anderledes og ligeledes er hun dybt rørende og hjerteskærende, når hun kæmper med at acceptere at kærligheden ikke er så nem igen og at forandringer kan være svære.
Og alt i alt, er Johanne Millands portrættering af Liv, slet og ret helstøbt og på alle måder noget som jeg kun har kærlighed til overs for.
Disse ord kan også bruges om Josephine Park der portrættere Andrea der pludseligt bliver forelsket i Liv.
Josephine Park er dybt charmerende og virkelig skøn som en kvinde der tilnærmelsesvis lever i ét med naturen og som føler stærke overfor Liv, hvilket ligeledes udtrykkes via stærke og længselsfulde ansigtsudtryk.
I rollerne som Livs forældre, har vi Lars Mikkelsen & Sofie Gråbøl.
Begge yder virkelig skønne og dybt sympatiske præstationer, hvor Lars Mikkelsen er lidt en klumpedumpe far og hvor Sofie Gråbøl portrætterer en moder, der virkelig gerne vil have at hendes familie holder sammen uanset hvad, samtidig med at hun også gerne vil skabe ro og harmoni i hendes eget liv.
Fælles for alle de andre i filmen (ligeså Morten Hee Andersen, der spiller Livs bror Jonas), er at de alle er dybt sympatiske og simpelthen bare yder skønne præstationer.
På musiksiden står Jenny Rossander (bedre kendt som Lydmor) for underlægningsmusikken og hun formår på alle måder at sætte ord og musik til de følelser som karaktererne ikke kan udtrykke med ord, på en meget smuk måde.
Alt i alt, så har Anna Emma Haudal skabt et stort dansk film-mirakel, via en romantisk komedie, som både er virkelig morsom på en underfundig måde og dybt romantisk og ganske underholdende, men som samtidig er dybt sanselig og som handler lige så meget om vigtigheden ved at elske andre, som at elske sig selv og acceptere de forandringer som kan komme i livet.