Instruktør: Charlotte Sieling
År: 2024
Genre: drama.
Biografpremiere: 28/11
Det kan være vigtigt at bevare en følelse af håb i en situation, som virker så håbløs som menneskeligt muligt og det er også i disse situationer, at man kunne tænke over, om håb nytter noget.
Dette synes jeg personligt, er essenssen af hvad, Charlotte Sielings nye film, Vejen Hjem, handler om.
Hvad den ellers handler om, vil jeg forsøge at forklare lidt om.
I starten af filmen, ses en dansk mand (spillet af Nikolaj Lie Kaas), ankomme til grænsen ved Syrien.
Han står umiddelbart til at skulle melde sig ind i en hær og går under dæknavnet, Abu Issa og kan nogenlunde snakke arabisk.
Til at starte med, vides ikke hvad hans formål er, men relativt vises det dog, via et stille øjeblik, hvor Abu Issa (hvis rigtige navn er, Christian), kaster et blik på et sammenkrøllet billede af sin søn.
Christian (som han vil blive kaldt, i det resterende af anmeldelsen), kommer lidt efter lidt i kontakt med Abu Amin og Abu Hassan, som begge er dansktalende og via dem (og den britiske muslim, Bilal, som hjælper de 3 på vej), bliver Christian en del af Islamisk Stat og tætter på at komme i kontakt med sin søn, Adam, som er blevet en del af ISIS.
Filmens manuskript er skrevet af Charlotte Sieling, Jesper Fink og Nagieb Khaja, hvor sidstnævnte udover at være forfatter og dokumentarfilminstruktør og er krigskorrespondent og dermed med viden om, hvordan det egentlig er nede i de farligste dele og miljøer i Syrien.
Dette spiller bestemt meget til filmens fordel, fordi der er afgjort tale om en barsk film i et barskt land, hvilket også vises ret tidligt i filmen, da Christian, pludseligt jages af Al-Qaeda-soldater, uden nogen grund og kun lige formår at blive reddet af muslimen Bilal.
Ligeledes vises farligheden ved filmen, da Christian kommer ud til fronten og bliver mødt med ISIS-høvdingen Abu Amin, som i den grad er en mand som man skal afhøre, uanset hvad.
Men, er filmen gribende og bruges dens miljø og location til at fortælle en gribende historie?
Svaret er overvejende ja, da jeg virkelig følte Christians ihærdighed om at ville lykkes med sin mission om at få Adam, hjem
Dette kommer også i spil i Christians telefonsamtaler med ekskonen, Anna (i øvrigt spillet af en ukrediteret, Trine Dyrholm), som har meget blandede følelser om Christians igangværende mission.
Det som også kan nævnes, er at Vejen Hjem, på sin vis ikke blot handler om en forældres kamp for at få sit barn hjem (og hjem fra noget livsfarligt) men ligeledes om en splittet og ikke vildt funktionel familie, som faderen lidt på egen hånd, prøver at forene igen.
Jeg vil ikke afsløre hvordan filmen handler om sidstnævnte ting, men dette følte jeg særligt kom på spil, cirka i midten af filmen.
Men det kan siges at via dette, kommer der også en følelse af kompleksitet i mødet med Adam og hans begrundelser og følelser omkring at være havnet der hvor han er.
Disse følelser er ved første udgangspunkt, potentielt kontroversielle i forhold til den skæbne som Adam lidt har pålagt sig, via sit medlemskab af ISIS, men ikke desto mindre føler jeg dog lidt at de er til stede og det synes jeg personligt gav filmen noget særligt. Dette kunne dog også potentielt være til for at forstærke filmens følelse af håbløshed (dette vender jeg tilbage til).
For dog at nævne noget om skuespillet, så er Nikolaj Lie Kaas, stort-set i fokus i hver eneste scene i rollen som Christian, som vist også er hans første filmhovedrolle, i flere år. Nikolaj Lie Kaas, gør det virkelig fremragende og lever sig vildt meget ind i rollen som en mand, der bestemt gør sit for at fremstå som troværdig del af den syriske hær, men som samtidig også kæmper en stor kamp om at få sin søn hjem.
I forhold til de som spiller de muslimske karaktere i filmen, så gør de det alle virkelig fremragende og særligt synes jeg at Harki Bhambras portrættering af Bilal, hører til filmens mest rørende præstationer.
Jeg må også nævne at Albert Rudbeck Lindhardts præstation som Adam, er virkelig hjerteskærende og ligeledes meget intens.
I forhold til de film-tekniske kvaliteter, så er kameraføringen af Camilla Hjelm, virkelig vel udført og særligt lyddesignet af bl.a. Rune Palving og Johannes Dekko, er virkelig med til at skabe en vildt intens stemning og virkelig få en følelse af, at man er til stede på livsfarlig grund.
Vejen Hjem, er dog ikke nogen perfekt film og hvorfor, kan jeg ikke helt forklare da dette vil blive anset som en spoiler.
Men det spiller dog ind i filmens følelse af håb, her ment filmens forandrende følelse af håb og ligeledes hvordan jeg cirka i midten af filmen, kunne regne ud hvordan filmens slutning ville blive.
Jeg vil ikke nævne noget om filmens slutning (da dette ville være en kæmpe spoiler), men blot at jeg godt kunne regne ud hvordan tingene ville gå.
Ikke desto mindre, er der dog tale om en virkelig fremragende, vildt gribende og lige dele intens og hjerteknusende dansk film, som afgjort er værd at opleve i biografen.
