Originaltitel: Until Dawn
Instruktør: David F. Sandberg
Genre: Horror, gys
År: 2025
Kan købes nu ultra 4k blu-ray
Denne horrorfilm et skoleeksempel på, hvordan en interessant præmis kan gå tabt i udførelsen. Den minder om dem jeg voksede op med i start-00’erne, hvor plottet var tynde som papirvægge, men hvor skrigene på teenagerne var så høje, så de næsten gav tinnitus efterfølgende.
Until Dawn handler den om en isoleret lokation, en snigende trussel og en gruppe mennesker, der må kæmpe for at overleve natten. Desværre ender resultatet som en skabelon-gyser uden nerve, uden engagement og uden mindeværdige øjeblikke.
En gruppe fremmede strander i et øde bjergområde, hvor noget lurer i mørket. I stedet for at lade mystikken vokse, vælter manuskriptet hurtigt hele baggrundshistorien ud over publikum via stiv eksposition.
Et tidligt eksempel er scenen ved lejrbålet, hvor én karakter på få minutter fortæller hele legenden om stedet. I stedet for antydninger eller gradvis opbygning, får vi alt forklaret upfront — og med det forsvinder meget af spændingen. Karaktererne – funktioner, ikke mennesker. Karaktererne fungerer som plottets brikker, ikke som personer.
Derfor bliver jeg desværre ligeglad med dem undervejs, og håber de dratter hurtigt om til en smertefuld død.
Et godt eksempel er “Jake”, der bliver introduceret som den handlekraftige ledertype. Hans replikker er rene klichéer: “We stick together, we survive” og “Don’t split up”. Vi lærer intet om hans baggrund, frygt eller motivation — så da han senere bliver såret, føles det ligegyldigt.
Lige så problematisk er “Mia”, som skal være filmens følelsesmæssige anker. Hun har et par korte flashbacks til en traumatisk hændelse, men de er så overfladiske, at man aldrig forstår hendes indre konflikt. Når hun til sidst træffer en “stor” beslutning, er det umuligt at føle vægten af den, fordi filmen aldrig har ladet os komme tæt på hende.
Et centralt problem er, at Until Dawn ikke skaber reelt ubehag. Den bliver bare irriterende i længden.
Gruppen går gennem en mørk skov om natten. Kameraet panorerer langsomt, musikken bygger op, vi hører en gren knække — og så springer en hjort frem fra buskadset. Det kunne måske have fungeret som en misdirection, hvis der var en reel trussel lige bagefter. Men scenen stopper bare der, som om filmen tror, at en hjort er nok til at få pulsen op. Et andet eksempel er “hyttescenen”, hvor gruppen barrikaderer sig, mens noget banker på døren. I stedet for at bruge stilhed, skygger eller lyde fra forskellige vinkler, bliver døren bare sparket op, og vi får et kort glimt af skurken. Ikke uhyggeligt, ikke mystisk, bare fladt.
Jeg har et issue med belysningen i filmen, som er et konstant problem. Mange scener er enten så mørke, at man knap kan se, hvad der foregår, eller så monotont belyst, at der ingen kontrast er. Det dræber muligheden for at bruge skygger og lys til at skabe spænding. Lydsiden er lige så forudsigelig. Når noget “uhyggeligt” er på vej, starter de samme dybe strygere, næsten som en alarmklokke. Der er ingen eksperimenter med stilhed, forvrængede lyde eller små detaljer, der kunne have sat fantasien i gang. For eksempel kunne hyttescenen have været ledsaget af svage, uforklarlige lyde ude i mørket, men i stedet får vi bare standard-gysermusikken på fuld styrke
Filmens finale kunne have været intens. Handlingen kulminerer på en bjergskrænt, hvor helten konfronterer truslen. Men scenen er skudt i bredt dagslys, hvilket fjerner al atmosfære. Konflikten bliver løst på under to minutter, og vi får en hurtig, sukkersød slutmontage. Efter næsten to timers opbygning føles det som et antiklimaks.
Until Dawn burde være en effektiv og stemningsfuld gyser. Men dårligt tempo, flade karakterer, forudsigelige jumpscares og en manglende forståelse for atmosfærisk opbygning gør, at filmen falder til jorden. Det mest skræmmende er, hvor ligegyldig den ender med at være. Øv….
Until Dawn får 2/6 hamre:
🔨🔨
Billed- og lydkvalitet:
4K-udgivelsen af Until Dawn præsenterer filmen i et skarpt, men lidt klinisk billede. Skarpheden er absolut til stede – især i dagslysscenerne, hvor detaljerne i omgivelserne står tydeligt, og farverne er velbalancerede. HDR10 giver et udvidet kontrastspektrum, men filmen udnytter det ikke optimalt. Mørke scener, som burde være fyldt med nuancer i skyggerne, ender ofte med at drukne i sort uden detaljer (crushed blacks), hvilket er et stort problem for en gyser. Farvemætningen er en smule nedtonet, sandsynligvis et bevidst stilvalg, men det bidrager også til den visuelle fladhed. Det tekniske master er rent og uden synlige komprimeringsartefakter, men billedsiden har ikke den dybde og atmosfære, der kunne have forstærket gyset.
Lyden leveres i Dolby Atmos, men her er blandingen uinspireret. Dialogen er klar og tydelig i centerkanalen, men resten af lydbilledet mangler finesse. Mine baghøjtalere kommer i spil til de mest åbenlyse effekter (et skrig bagfra, en dør, der smækker til siden). Fint, men bestemt ikke så kreativt. Bassen er moderat — nok til at give lidt tyngde i dramatiske øjeblikke, men uden den rumlende dybde, der kan få sofaen til at vibrere og nerverne til at sitre. Lydoplevelsen føles mere som en standard 5.1-mix løftet til Atmos i efterproduktionen, end som et mix skabt til at drage fuld fordel af format.
Tak til SF Studios
