Ung Flugt

Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Originaltitel: Les Quatre Cents Coups “The 400 Blows”. Instruktør: Francois Truffauts. År: 1959. Genre: Drama. Kan streames på Filmstriben.

Når det kommer til den franske nybølge af film som kom i midt-50’erne og op gennem 60’erne, så har jeg længe kendt til dem, men dog set alt for få af dem.

Når det kommer til François Truffauts debutfilm The 400 Blows (Ung Flugt), så er der eftersigende, her tale om et af hovedværkerne indenfor denne bølge af franske film og efter nu at have set den, kan jeg kun være ganske enig.

Fordi gennem historien om den 14årige Antonie Doniel og hans rodløse ungdom og skarnsstreger, er der tale om en dybt tidløs, stærkt rammende og yderst hjerteskærende skildring om et ung barns liv og hvad der sker når han ingen kærlighed eller omsorg får.

Læg dertil at filmen også har op til flere biografiske lag fra Truffauts egen barndom, hvilket gør at filmen rammer et lag dybere hos seeren, når man er bevidst om dette.

Skønt dette var François Truffauts debut som instruktør, så var han dog allerede virkelig bekendt med filmmediet, da han i mange år forinden, havde fungeret som filmanmelder.

Han har derfor tydeligt lært noget gennem alle de film som han har set, fordi i The 400 Blows, er han tydeligvis gået efter en autentisk vinkel, hvilket særligt kan ses gennem cinematografien af Henri Decaë, som nærmest er med til at give en dokumentarisk følelse over hele filmen, da kameraet (på trods af dens fokus på hovedpersonen), nærmest bare observere alt hvad der er i framet (om det så er klasselokalet, det ydmyge hjem eller Paris’ gader).

Noget som særligt også gør indtryk, er i den grad skuespillet.

I filmens altoverskyggende hovedrolle som den 14årige Antonie Doniel, er Jean-Pierre Léaud på alle måder perfekt i rollen og umulig at få øjnene væk fra.

Skønt Antonie Doniel på ingen måder er blandt guds bedste børn og tit og ofte, har et lettere følelsesløst ansigtsudtryk, så er der dog alligevel inderst inde, noget dybt uskyldigt over ham og dette kommer særligt til udtryk i måden hvorpå Jean-Pierre Léaud, perfekt balancer mellem at spille rollen som en ung gavtyv, en potentiel ungdomsforbryder og en lille følsom og kærlighedsløs dreng, alt sammen med stor succes.

Som Antonie Doniels forældre, er Albert Rémy og Clarie Maurier, også særligt værd at bemærke, da de begge skiftes til at spille rollen som den støttende forældre og den som vil være autoritær og gerne så ham komme på en form for drengehjem. Dette gør særligt at man som seer, hele vejen igennem er i tvivl om hvor sympatien for drenge ligger og hvor langt han kan gå i sine drengestreger, før sympatien endegyldigt forsvinder og ordensmagten tager over.

Rent musikalsk er Jean Constantins score, også særligt med til at sætte nogle særlige stemninger på spil i løbet af filmens 95 minutter.

Ganske vist er der egentlig bare tale om variationer over det samme musikalske tema, men lige netop det musikalske tema skiftes til enten at stå i kontrast til det der sker i filmen eller være parafraserende når den spilles i en neddæmpet version som så akkompagnerer de hjerteskærende situationer, som man er vidne til.

Samtidig er musikken også med til at vise, at hele filmen ses fra den 14årige drengs synspunkt, da musikken også stråler af eventyr og glæde, når man ser Antonie Doniel pjække fra skolen for at gå i tivoli og i biografen.

Selvom dette bestemt er forkert og får efterfølgende konsekvenser, så føles det bare helt rigtigt gennem drengens øjne og dette mærkes så i baggrundsmusikken.

Endelig er der også alle de lag, hvor man kan se at filmen siden hen har dannet skole for andre film om rodløse unge og tragiske og kærlighedsløse barndomsliv og de konsekvenser som det kan give.

Dette ses både i scenerne hvor fransklæreren først sætter Antonie i skammekroen og dernæst ud fra klasselokalet, i de hjerteskærende nærbilleder af Antonies ansigt, når han for sent indser hvad han har gjort og endelig også i filmens legendariske sidste freeze-frame, som efterlader seeren i åndeløs spænding og i stærk ubevidsthed om hvad der siden måtte ske for den lille dreng.

Så ja, der er absolut ingen tvivl om at The 400 Blows, for mit vedkommende, på alle måder lever op til sit ry om at være både en af de bedste franske film nogensinde og dernæst en af filmhistoriens helt store hovedværker.

Fordi, selvom meget er sket i de 61 år som denne film har eksisteret i, så er den dog på alle måder stadigvæk, gribende, hjerteskærende, rørende, intens og virkelig smuk at være vidne til.

Ung Flugt får 6/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.