Ung Flugt

Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Originaltitel: Les Quatre Cents Coups “The 400 Blows”. Instruktør: Francois Truffauts. År: 1959. Genre: Drama. Kan streames på Filmstriben.

Når det kommer til den franske nybølge af film som kom i midt-50’erne og op gennem 60’erne, så har jeg længe kendt til dem, men dog set alt for få af dem.

Når det kommer til François Truffauts debutfilm The 400 Blows (Ung Flugt), så er der eftersigende, her tale om et af hovedværkerne indenfor denne bølge af franske film og efter nu at have set den, kan jeg kun være ganske enig.

Fordi gennem historien om den 14årige Antonie Doniel og hans rodløse ungdom og skarnsstreger, er der tale om en dybt tidløs, stærkt rammende og yderst hjerteskærende skildring om et ung barns liv og hvad der sker når han ingen kærlighed eller omsorg får.

Læg dertil at filmen også har op til flere biografiske lag fra Truffauts egen barndom, hvilket gør at filmen rammer et lag dybere hos seeren, når man er bevidst om dette.

Skønt dette var François Truffauts debut som instruktør, så var han dog allerede virkelig bekendt med filmmediet, da han i mange år forinden, havde fungeret som filmanmelder.

Han har derfor tydeligt lært noget gennem alle de film som han har set, fordi i The 400 Blows, er han tydeligvis gået efter en autentisk vinkel, hvilket særligt kan ses gennem cinematografien af Henri Decaë, som nærmest er med til at give en dokumentarisk følelse over hele filmen, da kameraet (på trods af dens fokus på hovedpersonen), nærmest bare observere alt hvad der er i framet (om det så er klasselokalet, det ydmyge hjem eller Paris’ gader).

Noget som særligt også gør indtryk, er i den grad skuespillet.

I filmens altoverskyggende hovedrolle som den 14årige Antonie Doniel, er Jean-Pierre Léaud på alle måder perfekt i rollen og umulig at få øjnene væk fra.

Skønt Antonie Doniel på ingen måder er blandt guds bedste børn og tit og ofte, har et lettere følelsesløst ansigtsudtryk, så er der dog alligevel inderst inde, noget dybt uskyldigt over ham og dette kommer særligt til udtryk i måden hvorpå Jean-Pierre Léaud, perfekt balancer mellem at spille rollen som en ung gavtyv, en potentiel ungdomsforbryder og en lille følsom og kærlighedsløs dreng, alt sammen med stor succes.

Som Antonie Doniels forældre, er Albert Rémy og Clarie Maurier, også særligt værd at bemærke, da de begge skiftes til at spille rollen som den støttende forældre og den som vil være autoritær og gerne så ham komme på en form for drengehjem. Dette gør særligt at man som seer, hele vejen igennem er i tvivl om hvor sympatien for drenge ligger og hvor langt han kan gå i sine drengestreger, før sympatien endegyldigt forsvinder og ordensmagten tager over.

Rent musikalsk er Jean Constantins score, også særligt med til at sætte nogle særlige stemninger på spil i løbet af filmens 95 minutter.

Ganske vist er der egentlig bare tale om variationer over det samme musikalske tema, men lige netop det musikalske tema skiftes til enten at stå i kontrast til det der sker i filmen eller være parafraserende når den spilles i en neddæmpet version som så akkompagnerer de hjerteskærende situationer, som man er vidne til.

Samtidig er musikken også med til at vise, at hele filmen ses fra den 14årige drengs synspunkt, da musikken også stråler af eventyr og glæde, når man ser Antonie Doniel pjække fra skolen for at gå i tivoli og i biografen.

Selvom dette bestemt er forkert og får efterfølgende konsekvenser, så føles det bare helt rigtigt gennem drengens øjne og dette mærkes så i baggrundsmusikken.

Endelig er der også alle de lag, hvor man kan se at filmen siden hen har dannet skole for andre film om rodløse unge og tragiske og kærlighedsløse barndomsliv og de konsekvenser som det kan give.

Dette ses både i scenerne hvor fransklæreren først sætter Antonie i skammekroen og dernæst ud fra klasselokalet, i de hjerteskærende nærbilleder af Antonies ansigt, når han for sent indser hvad han har gjort og endelig også i filmens legendariske sidste freeze-frame, som efterlader seeren i åndeløs spænding og i stærk ubevidsthed om hvad der siden måtte ske for den lille dreng.

Så ja, der er absolut ingen tvivl om at The 400 Blows, for mit vedkommende, på alle måder lever op til sit ry om at være både en af de bedste franske film nogensinde og dernæst en af filmhistoriens helt store hovedværker.

Fordi, selvom meget er sket i de 61 år som denne film har eksisteret i, så er den dog på alle måder stadigvæk, gribende, hjerteskærende, rørende, intens og virkelig smuk at være vidne til.

Ung Flugt får 6/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

De 8 Bjerge

“De 8 Bjerge” var virkelig en film, der formåede at trække mig følelsesmæssigt med ind på en måde, som jeg sjældent synes jeg oplever i moderne filmkuns

Christoffer anbefaler film om alderdom

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Nicolai har denne gang anmeldt en ungdomsfilm om hvad det vil sige at træde ind i de voksnes rækker som ung jøde og hvor svært det kan være, når man har problemer med sin bedste veninde.

Liar Liar

Nicolai har denne gang anmeldt en af Jim Carreys gamle klassikere, i form af Liar Liar og helt uden at lyve kan det nævnes, at selvom der er enkelte scener som måske ikke holder perfekt ved gensyn, så er der dog tale om en herlig komedie, med Jim Carrey for fuld hammer