Ung Flugt

Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Originaltitel: Les Quatre Cents Coups “The 400 Blows”. Instruktør: Francois Truffauts. År: 1959. Genre: Drama. Kan streames på Filmstriben.

Når det kommer til den franske nybølge af film som kom i midt-50’erne og op gennem 60’erne, så har jeg længe kendt til dem, men dog set alt for få af dem.

Når det kommer til François Truffauts debutfilm The 400 Blows (Ung Flugt), så er der eftersigende, her tale om et af hovedværkerne indenfor denne bølge af franske film og efter nu at have set den, kan jeg kun være ganske enig.

Fordi gennem historien om den 14årige Antonie Doniel og hans rodløse ungdom og skarnsstreger, er der tale om en dybt tidløs, stærkt rammende og yderst hjerteskærende skildring om et ung barns liv og hvad der sker når han ingen kærlighed eller omsorg får.

Læg dertil at filmen også har op til flere biografiske lag fra Truffauts egen barndom, hvilket gør at filmen rammer et lag dybere hos seeren, når man er bevidst om dette.

Skønt dette var François Truffauts debut som instruktør, så var han dog allerede virkelig bekendt med filmmediet, da han i mange år forinden, havde fungeret som filmanmelder.

Han har derfor tydeligt lært noget gennem alle de film som han har set, fordi i The 400 Blows, er han tydeligvis gået efter en autentisk vinkel, hvilket særligt kan ses gennem cinematografien af Henri Decaë, som nærmest er med til at give en dokumentarisk følelse over hele filmen, da kameraet (på trods af dens fokus på hovedpersonen), nærmest bare observere alt hvad der er i framet (om det så er klasselokalet, det ydmyge hjem eller Paris’ gader).

Noget som særligt også gør indtryk, er i den grad skuespillet.

I filmens altoverskyggende hovedrolle som den 14årige Antonie Doniel, er Jean-Pierre Léaud på alle måder perfekt i rollen og umulig at få øjnene væk fra.

Skønt Antonie Doniel på ingen måder er blandt guds bedste børn og tit og ofte, har et lettere følelsesløst ansigtsudtryk, så er der dog alligevel inderst inde, noget dybt uskyldigt over ham og dette kommer særligt til udtryk i måden hvorpå Jean-Pierre Léaud, perfekt balancer mellem at spille rollen som en ung gavtyv, en potentiel ungdomsforbryder og en lille følsom og kærlighedsløs dreng, alt sammen med stor succes.

Som Antonie Doniels forældre, er Albert Rémy og Clarie Maurier, også særligt værd at bemærke, da de begge skiftes til at spille rollen som den støttende forældre og den som vil være autoritær og gerne så ham komme på en form for drengehjem. Dette gør særligt at man som seer, hele vejen igennem er i tvivl om hvor sympatien for drenge ligger og hvor langt han kan gå i sine drengestreger, før sympatien endegyldigt forsvinder og ordensmagten tager over.

Rent musikalsk er Jean Constantins score, også særligt med til at sætte nogle særlige stemninger på spil i løbet af filmens 95 minutter.

Ganske vist er der egentlig bare tale om variationer over det samme musikalske tema, men lige netop det musikalske tema skiftes til enten at stå i kontrast til det der sker i filmen eller være parafraserende når den spilles i en neddæmpet version som så akkompagnerer de hjerteskærende situationer, som man er vidne til.

Samtidig er musikken også med til at vise, at hele filmen ses fra den 14årige drengs synspunkt, da musikken også stråler af eventyr og glæde, når man ser Antonie Doniel pjække fra skolen for at gå i tivoli og i biografen.

Selvom dette bestemt er forkert og får efterfølgende konsekvenser, så føles det bare helt rigtigt gennem drengens øjne og dette mærkes så i baggrundsmusikken.

Endelig er der også alle de lag, hvor man kan se at filmen siden hen har dannet skole for andre film om rodløse unge og tragiske og kærlighedsløse barndomsliv og de konsekvenser som det kan give.

Dette ses både i scenerne hvor fransklæreren først sætter Antonie i skammekroen og dernæst ud fra klasselokalet, i de hjerteskærende nærbilleder af Antonies ansigt, når han for sent indser hvad han har gjort og endelig også i filmens legendariske sidste freeze-frame, som efterlader seeren i åndeløs spænding og i stærk ubevidsthed om hvad der siden måtte ske for den lille dreng.

Så ja, der er absolut ingen tvivl om at The 400 Blows, for mit vedkommende, på alle måder lever op til sit ry om at være både en af de bedste franske film nogensinde og dernæst en af filmhistoriens helt store hovedværker.

Fordi, selvom meget er sket i de 61 år som denne film har eksisteret i, så er den dog på alle måder stadigvæk, gribende, hjerteskærende, rørende, intens og virkelig smuk at være vidne til.

Ung Flugt får 6/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Ugens Streaming Anbefaling: Amalie Skal Dø

Hun var et ungt menneske, som inspirerede mange med hendes livsmod og kampgejst.
Nu kan man se den fine og rørende dokumentar på TV2 Play, som handler om hendes kamp for livet.

Et hus af splinter

Nicolai har denne gang anmeldt en fornyeligt Oscar-nomineret dokumentarfilm, der tegner et både tragisk, hjerteknusende men dog også hjertevarm billede af livet på et Østukrainsk børnehjem, hvor der forsøges på at give børnene så godt en ophold og så god en fremtid, som muligt.

Wannsee-konferencen

Uhyggelig og meget stærk film om et kapitel i historien, som menneskeheden bør skamme sig over. Mennesker bliver reduceret til tal på et stykke papir, og skæbner regnet for ingenting.

Babylon

Nicolai har denne gang anmeldt og set et brag af en Hollywood-storfilm om 20’ernes Hollywood og hvad der skete, da stumfilm ændrede sig til talefilm.
Det er stort, det er vildt, der er morsomt, det er hjerteskærende, ja faktisk hele pakken og noget man bare MÅ se og opleve i en biograf!

The Banshees of Inisherin

Uden de helt store armbevægelser, formår lille, irsk film, om to gamle venner, at gøre stærkt indtryk. Colin Farrell er enestående som den rare, men kedelige Pádraic, som ikke kan forstå, hvorfor hans livsgamle ven har vendt ham ryggen. The Banshees of Inisherin er en fremragende filmoplevelse, og René Buchtrup anmelder den her…

Fukssvansen

Skæv og langt ude dansk komedie, der både er hamrende sjov, men desværre også meget undervurderet og overset.
Vi slår hermed et slag for endnu en dansk komedie, der har fortjent meget mere opmærksomhed end tilfældet er.

Underwater

Nicolai har denne gang anmeldt en undervandsgyser, som skønt et højt tempo og fint med spænding, dog også har mange gyser-klichéer og ikke meget originalitet.