Tremors

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Tremors 
Instruktør:
Ron Underwood  
Produktionsår:
1990
Genre:
Horror, komedie
Set på:
Blu-ray

Tremors er en film, som jeg har set utallige gange på et slidt VHS-bånd som teenager.

Historien om de to opsynsmænd Valentine (Kevin Bacon) og Earl (Fred Ward), som i et amerikansk ørkenområde, nærmere bestemt den perfekt navngivne by Perfection i Nevada, opdager nogle mildest talt gustne menneskeædende sandorme, har i min verden klassikerstatus. Efter opdagelsen af disse skabninger, bliver det selvsagt en kamp om liv og død for de to herrer, og de resterende af byens få indbyggere. Her skal Michael Gross (endnu et perfekt navn!), som den krigsliderlige Burt Gummer nævnes. Han er et af filmens komiske esser, og så vidt jeg ved, også hovedpersonen i hvad der efterhånden er blevet en længere filmserie (Tremors: Shrieker Island udkom så sent som i 2020).

Tremors er en sjask-charmerende monster-komedie med et farverigt persongalleri. Den er perfekt bygget op, fra det første møde med disse skabninger, – og frem til den store finale. Og så holder effekterne stadigvæk. Monstrene er eksempelvis, her 31 år efter tilblivelsen af filmen, stadig slående troværdige og klamme.

Der er noget b-films-agtigt over Tremors, men dette i ordets mest positive betydning. Filmen balancerer perfekt uhygge med humor, så man undervejs båder gyser over de ondsindede orm, samt klasker sig på låret af grin, når vores helte spyer om sig med den ene one-liner efter den anden.

Det Tremors kan, og har til fælles med flere film fra perioden (og knap så mange i dag), er at den kan bryste sig af et farverigt persongalleri. Man kommer lynhurtigt til at holde af det umage makkerpar Valentine og Earl, som eksempelvis skal igennem en omgang sten-saks-papir, hver gang der skal tages en hastig liv- eller død-beslutning. Men det er ikke kun Valentine og Earl der kører den hjem, nej de andre indbyggere i Perfection husker man også. Blandt andre, er nævnte Burt Gummer, og hans hustru Heather Gummer (spillet af countrysangerinden Reba McEntire) et særdeles farverigt og umage par, med et i øvrigt enormt våbenarsenal. Og Finn Carter er skøn og naturlig som videnskabskvinden Rhonda, som hurtigt viser, at hun er særdeles kompatibel i kampen mod de frådende sandorme.

Hvis man ikke har set Tremors er det bare med at komme i gang. Som man skal sætte flueben ved andre horror/komedie-klassikere, som Gremlins og Ghostbusters, er det altså også særdeles nødvendigt her.                                  

Tremors får 5 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.