Tre Kortfilm fra Sex, Drugs & Social Media Programmet

René

René

Mit næste dyk ned i VOIDs Film Festivals store katalog med animationsfilm, er med tre, ud af de elleve kortfilm, som er under temaet “sex, drugs and social media“.

Som I sikkert allerede har regnet ud, er vi derfor langt væk fra hyggefilm fra Disney, men i stedet i det eksperimenterende hjørne, med tre forskellige filmskabere, som tør bruge mediet til at sætte fokus på nogle forskellige dilemmaer og problemstillinger i samfundet.

Little Miss Fate

Originaltitel: Little Miss Fate. Instruktør: Joder von Rotz. År: 2020. Genre: animation. Land: Schweiz. Varighed: 8:14 min.

Tænk, hvis nogen “deroppe” styrede verden via knapper, så alle ens handlinger var forudbestemt via dette. Sådan er det i den humoristiske og spøjse Little Miss Fate, og hvor vi følger en ung fyr på vej på date, og en ung kvinde, på vej på arbejde. Forestil dig en stil ala Bojack Horseman, hvor menneskelignende dyr lever og agerer sammen, og forestil dig så lige et syretrip i filmens anden halvdel, hvor et alien-agtig monster (af kærlighed!) æder alt og alle. Meget underholdende og satirisk kortfilm, hvor der ikke bliver talt på noget tidspunkt. Men det behøves slet heller ikke og derfor står billederne stærkere!

Little Miss Fate får 4/6 hamre: 🔨 🔨 🔨 🔨

Lost In L.A

Originaltitel: Lost In LA. Instruktører: Orió Peñalver & Eric Monteagudo. År: 2019. Genre: animationsfilm. Land: Spanien/Japan. Varighed: 7:38 min.

Vi er langt væk fra Bojack-stilen i Orió Peñalver og Eric Monteagudos film om en ung, asiatisk mand i Los Angeles, som forsøger at slå igennem som skuespiller. En meget reflekterende 7-minutters film, der stiller eksistentielle spørgsmål om forventninger til livet. Blandt andet dem man stiller op via de sociale medier, og sætter sig på en pedelstal et sted i livet, og dernæst de forventninger alle ens nærmest har til én. En lille, melankolsk fortælling om drømmene i livet. I filmen bliver der både snakket japansk og engelsk.

Lost In LA får 4/6 hamre: 🔨 🔨 🔨 🔨

Blue Fear

Originaltitel: Filles bleues, peur blanche. Instruktør: Marie Jacotey & Lola Halifa-Legrand. År: 2020. Genre: animationsfilm. Land: Frankrig. Varighed: 9:52

I den cirka ti minutter lange, franske animationsfilm, følger vi det unge par Nils og Flora, som sidder og snakker om alt og intet, i en bil på vej til hendes forældre. Socialrealismen bliver afbrudt efter kort tid af en sang som beskriver de ting man tænker, kontra det man siger. Og kort tid efter ændrer de næsten realistiske farver sig, da parret bliver overfaldet af en pigebande på hesteryg, som bedøver dem, og tager hende med. Men han flygter, og en overraskende sandhed, fra én af overfaldskvinderne, ser dagens lys. Det bliver heftigt og blodigt i kortfilmens sidste akt, som en et spøjst miks mellem Savador Sali (tænk meget underlig kunst) og Tarantino-splatter-vold.

Blue Fear får 4/6 hamre: 🔨 🔨 🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.