Originaltitel: Transformers: Rise Of The Beasts
Instruktør: Steven Caple Jr
År: 2023
Genre: Action
Biografpremiere: d. 8. juni 2023
Tænk, at et simpelt legetøj fra 80’erne, hvor et køretøj af en art, der kan transformers om til en simpel robot-lignende tingest, kan ende op i syv spillefilm, med flere på vej i fremtiden…
Jeg er barn af 80’erne og 90’erne og husker vagt tegnefilmene fra midt-firserne med de stoiske og anstændige autobotter, der kæmpede for deres hjemplanet og Jorden. Ikke meget har ændret sig siden dengang, og med Michael Bays første Transformers-film i 2007 viste han vejen med lederen Optimus Prime i front, og hulens masser af CGI-smadder, man hurtigt blev drøntræt af.
For trætheden lagde sig faktisk allerede efter den første. De rædselsfulde efterfølgere havde ikke et glimt i øjet på samme måde som den første, hvor en sød og forvirret teenager ved navn Sam Witwicky (Shia Lebeouf) rendte rundt blandt eksplosioner, mens han hjalp til, mens han prøvede at imponere en ny pige. Han blev dog gode venner med den karismatiske gule autobot med de store øjne, Bumblebee. Og netop Bumblebee fik sin egen spin-off i 2018, som blev den bedste af alle Transformers-filmene. Og hvorfor? Fordi Michael Bay ikke instruerede og fordi historien var sød, enkel og håndgribelig.
En simpel film, som ikke prioriterede action først, men historien i stedet. En ung og usikker piges møde med et bjerg af en maskine, som minder om en usikker hundehvalp. Og så med et overdådigt 80’er-soundtrack, som gav Stranger Things kamp til stregen i nostalgi.
Steven Caple Jr. er manden, som skal prøve at løfte arven fra Bumblebee-instruktøren, Travis Knight, og det gør han ret så godt. For han husker at hjertet, dvs. karaktererne og ikke mindst, den gode historie, skal komme før al den voldsomme CGI-action-smadder. Men det er lige ved at kamme over i slutningen.
Historien foregår 7 år efter løjerne i Bumblebee-filmen, i 1994, hvor vi bliver præsenteret for en så stor og voldsom skurk, ved navn Unicron, som æder planeter til morgenmad. Næsten da. Han er hvert fald enorm, og svæver rundt på et kæmpe rumskib, med et gigantisk gul og rødt øje (hvem sagde Sauron fra Ringenes Herre!?!). Han skuler ondt ud på alt og alle og uddelegerer ordrer til sine undersåtter, og den brutale transformers-robot, Scourge i front: skaf mig en særlig nøgle, kaldet The Transwarp Key. Netop denne nøgle befinder sig på jorden og så bliver vi præsenteret for arkæologen Elena (Dominique Fishback) som finder netop denne på det museum hun arbejder på.
Vi bliver også præsenteret for den unge mand Noah (Anthony Ramos), som kæmper for familien (syg lillebror) og at finde et job. Begge dele er svære, og det bliver ikke nemmere, da han tager beslutningen om at stjæle en Posche, som så viser sig at være en Transformer, nemlig Mirage (med kæk og frejdig stemme af Pete Davidson) og selvfølgelig bliver den desperate og jobsøgende unge mand, og den ambitiøse unge kvinde en del af eventyret, hvor de må hjælpe Autobotterne, og dem selv, hvis de vil redde Jorden og dens skæbne.
Hvor Michael Bay ville have sovset det hele ind i trætteligt og kønsløst CGI-lir på det store lærred, med det amerikanske flag blafrende i baggrunden, vil Caple Jr. noget lidt andet. Han har en idé om at robot-smadder-action ikke skal ligne kluddermudder, hvor man ikke kan se hvem der tæver hvem, men i stedet action, som rent faktisk ser godt ud. Derfor brister illusionen aldrig og man lader sig rive med af løjerne. Samtidig giver særligt Anthony Ramos en fin præstation som den usikre unge mand, som desperat gerne vil gøre det rigtige for hans nærmeste. Selvom han og Fishbacks karakterer aldrig bliver så troværdige, så man ligefrem hepper på dem, giver de stadig følesen af rigtige mennesker i en langt ude robot-smadder-verden.
På mange måder er den nye Transformers-film ufattelig fjollet og ligegyldig og man kan undre sig over hvorfor produktionsselskaberne stadig gider smide penge efter sådan store og dyre projekter. Men alligevel sad jeg i biografmørket og hyggede mig gevaldigt i selskab med Optimus Prime og alle de andre talende aliens, som gerne vil gøre det rigtige for deres race og menneskeheden.
Nå ja, glemte jeg at sige at der også er nogle særlige Transformers med i filmen, som kaldes Maximalere? Én ligner en gorilla, en anden en gepard, og… Ja, det er nu egentlig fuldstændig lige meget. Man jo går i sidste ende ind i biografen og ser en ny Transformers-film, fordi man godt kan lide at se gigantiske robotter tæve hinanden. Selv hvis de lignede smølfer, ville jeg sikkert sidde og klappe i mine små hænder.
Men det hjælper selvfølgelig på helhedsindtrykket, hvis man gider involvere sig i historien og ikke mindst, i karaktererne. Og det gør man overraskende nok i Transformers 7: Rise Of The Beasts. Den finder en fin balance mellem seriøsitet og hyggeligt fjolleri, som Michael Bay nok ville have kvalt i selvhøjtideligt drengerøvs-lir i stedet.
Transformers 7: Rise Of The Beasts får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
