Top Gun: Maverick

René

René

Originaltitel: Top Gun: Maverick

Instruktør: Joseph Kosinski

År: 2022

Genre: Action, drama

Biografpremiere: d. 26. maj 2022

Har verden brug for en fortsættelse til den legendariske 80’er-basker, Top Gun fra 1986?

Ifølge selveste Tom Cruise er svaret et klokkeklart ja. Vi har brug for den. Og særligt efter pandeminen, hvor vi kan vi samles igen til de store biografoplevelser. Han og filmens instruktør har ventet på at den kunne få en global premiere, udenom streamingtjenesterne.

Hvorfor? Fordi Top Gun-efterfølgeren, gør hvad en Rammstein kan gøre på det lokale stadion: få dig til at føle at du har været vidne til noget stort, og blæse dig bagover, med en ringen for ørerne flere dage efter.

Pete Mitchell aka Maverick arbejder (stadig) som pilot i 2022. Men dronerne har taget over, og fremtiden ser usikker ud for den erfarne jagerpilot, som aldrig er steget i graderne, men som er blevet i luften, frem for at lande bag et skrivebord.

Dog får han en chance for at vise sit værd, og bevise vigtigheden i at kunne flyve jægerfly, da han bliver kontaktet af sin gamle flyveakademi, med øgenavnet Top Gun, for at træne en gruppe elitesoldater. De skal på en nærmest umulig mission, som selv Maverick ikke spår gode chancer for overlevelse. På rekordtid at flyve under radaren i ukendt fjendeland og bombe en militærbase. Chancen for succes er lille, og at alle på den kommende mission overlever, endnu mindre. Spørgsmålet er, om Maverick er den rette mand til at lede de nye (unge) helte til sejr, når hans tidligere wingmans (Goose fra første film, der døde) søn, Rooster, er i blandt piloterne.

Instruktør Kosinski, som tidligere stod bag sci-fi-actionfilmen, Oblivion (også med Cruise) kalder på reunion-party, med masser af det gamle musik fra 80’er klassikeren (fra Kenny Loggins’ Danger Zone, til Jerry Lee Lewis’ Great Balls Of Fire), mænd i stramme læderjakker, svedende mænd i bar overkrop der dyrker sport og vilde vovehalse i ekstremt hurtige fly. Vi er kort sagt ikke i tvivl om at vi er i Top Gun-universet endnu engang.

Men han insisterer også på noget nyt og heldigvis for det.

Actionscenerne virker så realistiske, så jeg ofte følte at jeg lettede en smule i mit sæde i biografen, så jeg måtte holde ekstra fast i armlænene Jeg følte simpelthen at jeg var med i cockpittet på hver flyvetur Maverick og hans crew var på. Få gange fik jeg fornemmelser af propper i ørerne, som på en rigtig flyvetur. Jeg måtte derfor puste lidt ud af øregangen, og så var jeg igen klar til the need for speed.

Billederne og klipningen af de hæsblæsende scener, er så overbevisende, så man tror at det er virkelighed. Man kan tydeligt se på Cruise og de unge skuespillere i flyene, at de har oplevet noget lignende i en rigtig flyvemaskine. Ikke alt kan filmes i en rum med green screen, og virke ægte hver gang (vel, superheltefilm??!?).

Samtidig har den nye Top Gun-film en emotionel dybde, som er rørende og som bygger videre på den gamle klassikers historie. For Maverick tænker stadig på sin gamle kammerat, Goose, som mistede livet og derfor aldrig kunne se sin søn vokse op. Sønnen er blevet voksen og kan ikke holde ud at være sammen med Maverick. Særligt fordi Maverick for år tilbage var med til at afvise Roosters ansøgning til jægeruddannelsen. Simpelthen fordi at han også var bange for at miste ham til ildkamp, ligesom hans far.

Val Kilmer er også tilbage for en kort stund, i rollen som den øverstbefalende for den amerikanske flåde, Iceman. I 86′ var de modtsandere. Nu er de gode venner. Kilmer spiller kræftsyg og gør særligt indtryk i de få minutter han giver gode, kammeratlige råd til Maverick, som på dette tidspunkt i filmen er desperat efter hjælp. Det giver en lille klump i halsen, at vide at Kilmer i real life kæmpede med kræft for et par år tilbage.

Veteraner som Ed Harris, John Hamm og Jennifer Connely spiller også med og sætter sit præg, uden for alvor at gøre indtryk. De to første som henholdsvis sure og alvorlige admiraler, og sidstnævnte som Mavericks love interest. Deres “summer fling” er da sød og charmerende, men virker egentlig bedst, når de kærtegner hinanden og kysser, mens strygerne buldrer i højtalerne imens, uden snak.

Tom Cruise ejer filmen og er så karismatisk og likeable i rollen som legendariske Maverick, så man ikke kan andet end af overgive sig. Man kan bestemt ikke se at han snart runder et skarpt hjørne (60 år!!), når han med sit kække og charmerende smil, render rundt i pilotjakken, og sender gode vibrationer ud på landjorden og i luften.

Top Gun: Maverick vader ofte i klicheerne og er til tider hulens forudsigelig. Men den har hjertet med sig hele vejen, og med et stort glimt i øjet, leverer den drama, humor og action i verdensklasse.

Hvem sagde kandidat til årets mest underholdende film?

Top Gun: Maverick får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!