Tom Hardys 5 Bedste Roller

René

René

Når vi på her på Moviemaniac snakker yndlings mandlige skuespillere omkring de 40 år, er det altid disse seks herrer vi ender med at snakke om:

Christian Bale (44), Ryan Rosling (37), Joaquin Phoenix (43), Michael Fassbender (41), Idris Elba (45) og Tom Hardy (40).

Vi har i flere år fulgt deres karrierer om undret os over hvornår det ville lykkes at få anerkendelse for deres fantastiske skuespilspræstationer.

Det er heldigvis sket for de fleste.

Med Golden Globes og Oscar-statuetter på kaminhylden derhjemme, synes alt jo godt for de 5 fabelagtige skuespillere.

Særligt vores sidstnævnte herre, Tom Hardy, er den person vi bruger allermest tid at snakke om. Han føles som en kamæleon og er fantastisk utilregnelig når der drejer sig om roller på det store lærred. Han er et enestående talent og spiller oftest roller med kort lunte og en vanvittig eksplosivitet. Han imponerer ligeså med roller hvor han behersker dette vanvid og lader det ulme på overfladen.

Få gange er han endt i roller som simpelthen ikke kunne reddes, bl.a den fesne romantiske action-komedie “This Means War” fra 2012 og den slatne gangster-film “Legend” fra (2015) hvor han forgæves kæmper med at spille to roller, som et tvillingepar.

Men sjældent er det helt skidt, for Hardy er jo altid go’. 

Han har en særlig evne til at suge al opmærksomhed til sig på lærredet. Han kan på imponerende vis udtrykke utroligt mange følelser ved blot at grynte, løfte et øjenbryn eller mumle. Han besidder en særlig talent for at forene det maskuline med det sårbare og skrøbelige.

I disse fem filmroller mener jeg Hardys særlige talent kommer til allerbedst udtryk:

5. The Dark Knight Rises (2012) https://www.imdb.com/title/tt1345836/

Det svageste led i den ellers mesterlige Batman-trilogi om Gothams mørke ridder. Selvom Tom Hardy ikke er mange lorte høj (citat; Anders Mattesen), faktisk kun 175 cm, virker han Dwayne Johnson-voldsom i hans fremtoning som skurken Bane. Vild og muskuløs.

Selv med en maske på under hele filmen, og med forvrænget, klam stemme, giver Hardy på imponerende vis karakteren Bane så meget liv, så man det løb mig koldt ned af ryggen første gang jeg så filmen. En voldsom transformation til en klamrian af en skurk.

4. Bronson (2008) https://www.imdb.com/title/tt1172570/

Danske Nicolas Windings Refns film fra 2008 blev Hardys gemmenbrud til de store roller i Hollywood. Ligesom i “The Dark Knight Rises” er Bronson en rolle hvor han er transformeret til en bænkpressende muskelmand. Denne gang med skaldet isse og stor, fed snegl ala overskæg.

“Bronson” er til tider et underligt syretrip, men Hardy er fabelagtig som den ekstremt voldelige fængselsfange, Charles Bronson, der udviser vildskab og galskab på den bedste utilregnelige facon.

3. Locke (2013) https://www.imdb.com/title/tt2692904/

En mand. En bil. En køretur. Og så lige en telefon.

Det er enkelt og minimalitisk og resultatet er enestående.

Filmen om den the ordinary man, manden der er leder af en byggeplads, er ikke Hardys bedste film. Men det er én af hans allerbedste skuespilspræstationer. Det er som at overvære en mere sofistikeret og afdæmpet udgave af 90’er-hittet “Falling Down” fra 93′, hvor alt i mandens verden krakelerer. I “Falling Down” endte frustationerne i voldelig hævn på samfundet, så sniger frustationerne, smerten og vreden sig ud på anden vis gennem i byggeplads-lederen Ivan Locke.

Den ellers så rolige køretur med telefonen på konstant speeddial, ender med kaos på den ellers så rolige mand, og vi oplever som tilskuere hans verden lige så langsomt falde sammen.

Hardy er suveræn i de roller hvor hans frustationer lyser ud af ham, hvor han bliver aggressiv og hvor intensiteten stråler ud af alt hvad han gør: “Locke” har alle disse elementer.

2. The Revenant (2015) https://www.imdb.com/title/tt1663202/

Han burde have haft den Oscar-statuette for bedste birolle, tilbage i 2016.

Rollen som den koldhjertede og pengegriske John Fitzgerald der vil gøre alt for at vende tilbage til Texas med penge på lommen efter en længere rejse, er en imponerende bedrift. Jo bevares, Leo gør det jo selvfølgelig godt i hovedrollen som stifinderen Hugh Glass. Men han burde ikke have fået den Oscar for denne rolle. Det er en imponerende bedrift og manden må såååå frygteligt meget igennem, MEN han grynter, mumler og savler sig for det meste gennem filmen. Og det er altså kun Tom Hardy der kan slippe afsted med det!

Hardy er forbandet intens og giver rollen som dumt svin så meget kant, så han stjæler billedet hver gang han er med. Også selvom at Leo grynter og savler i baggrunden.

  1. Warrior (2011) https://www.imdb.com/title/tt1291584/

Der er dømt testeron for alle pengene med Gavin O’Connors man flick “Warrior”. Historien om to vidt forskellige brødre der begge ender op i samme MMA-(mixed martial arts)turnering, er et fomidabelt drama OG en suveræn sportsfilm. Adrenalinet pumper (også for os som tilskuere) i den grad i bokseringen når den ene af brødrene, Tommy Conlon (Hardy), med voldsom aggressivitet ,som en ustyrlig kamphund, slås med barndomstraumer pga en fordukken far (Nick Nolte) og en ustyrlig trang til at vinde penge til en soldaterkammerrats kone. Hardy har aldrig været bedre, og selv uden ret mange replikker, kan han med sin sædvanlige Hardy-prusten, grynten og mumlen, formå at opbygge en så troværdig figur, at rollen står som uopnåelig den dag i dag.

Boblere:

Forrest Bondurant i “Lawless” (2012)

Bob i “The Drop” (2014)

Handsome Bob i “RocknRolla” (2008)

Eames i “Inception” (2010)

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!