Originaltitel: Titane
Instruktør: Julia Ducournau
År: 2021
Genre: Drama
Sommetider, er der film, hvor det er så umuligt at skabe sammenligninger til andre værker, fordi værket slet og ret er unikt
Samtidig, er der også film, som besidder så voldsomme og vilde oplevelser, så man nærmest føler sig helt tabt for ord, når det kommer til at skulle beskrive dem.
Sådan en film er Julia Ducournaus Titane, der vandt hovedprisen (den gyldne palme) ved årets Cannes-filmfestival.
Filmene der vinder hovedprisen ved Cannes-filmfestivalen, plejer tit og ofte at være noget helt særligt, noget meget kunstnerisk og sommetider sågar noget unikt, og denne film er lige netop alle disse ting.
Men, hvorfor er Titane, noget særligt?
Jo, først og fremmest handler filmen om pigen Alexsia, der i filmens allerførste scene er en lille pige, der brummer voldsomt imens hendes far kører bil. Faderen er meget irriteret over datterens brummen, og det ender med at han kører galt og Alexsia bliver voldsomt skadet og får efterfølgende opereret noget platin ind i hendes kranium.
Som voksen, er Alexsia meget glad for biler, ja faktisk i en sådan grad at hun er decideret seksuelt tiltrukket af biler og hvad dette munder ud i, skal ikke afsløres her, men samtidig er hun dog også seriemorder og hvorfor? Ja, det er op til helt fri fortolkning, fordi jeg ved det ikke.
Men samtidig handler Titane også om en ældre brandmand der har savnet sin søn og efter 10 års sorg, dukker der lige pludselig en skikkelse op som påstår at være brandmandens søn, men hvorfor, vil ikke blive afsløret her.
Men overordnet, går Julia Ducournau til ekstremerne her og for dem som er bekendt med hendes debutfilm (Raw, der handler om en følsom ung pige der går på dyrelægeskole og som samtidig er kannibal), bør dette ikke komme som nogen overraskelse med denne film.
Ingen ting i filmen bliver overordnet forklaret og op til flere steder, springes der pludseligt videre til en ny scene, uden at man helt ved hvad der skete i den forrige.
Dette kan muligvis være med til at skabe irritation for visse, men for mig, skabte det blot stor fascination, da jeg virkelig finder det interessant at selv prøve at redde trådene ud, på en film som ikke selv vil gøre det for én.
Derudover, så formår Julia Ducournau, faktisk at skabe en meget formidabel balance mellem det ekstreme, voldsomme og mere groteske i Titane, med noget med jordnært og håndgribeligt, hvilket faktisk skaber en film der i harmoni med sig selv, om end der er tale om en meget speciel form for harmoni.
Samtidig er Titane også til tider svær at definere som genre.
Overordnet er der tale om det drama, da filmen bestemt tager sig selv meget seriøst hele vejen igennem, men samtidig er der også visse gyserelementer, hvilket særligt hjælpes på vej af en meget dyster tone og en overordnet aggressiv stemning i mange scener i filmen.
Dette er overordnet med til at sætte en meget speciel tone, som nok ikke er for alle, men som jeg dog nød ret så meget.
Selve skuespillet i filmen, er bestemt også noget særligt og i den grad noget som også går til ekstremerne.
I hovedrollen som Alexsia, har vi Agathe Rousselle, der simpelthen får hendes spillefilms debut her og der er i den grad tale om en vild debut!
Hun siger ikke særlig meget, men har et meget stålfast og intenst ansigtsudtryk i det meste af filmen, samtidig med at hun også yder en meget modig og vild præstation, i forhold til hvad hun udsætter sig selv for i løbet af filmen.
Agathe Rousselle, er samtidig også med til at gøre Alexsia, til en meget kompleks karakter, da man som seer ikke just bliver videre klog på hende i løbet af filmen, men dog er nødsaget til at følge Alexsia på sin færd og dermed også nødsaget til at føle den smerte og frygt som hun også føler i flere scener i filmen.
I rollen som den ældre og sørgende brandmand ”Vincent”, der pludseligt bliver genforenet med én der måske er hans søn, har vi den mere erfarne franske skuespiller Vincent Lindon.
Vincent Lindon yder en meget følsom, men samtidig også meget aggressiv portrættering af en mand i sorg og en mand der pludseligt kommer i konflikt med sig selv, da han pludseligt bliver konfronteret med en person der måske er hans søn. Ligeledes her, er der tale om en meget kompleks præstation og samtidig en virkelig hjerteskærende præstation, da Vincent tydeligt gør alt hvad gøres kan for at genskabe kemien med personen som måske er Vincents søn.
Titane, er bestemt også flot filmet af Ruben Impens og særligt fordi, kameraet virkelig skaber stærke billeder, der balancerer mellem at være voldsomme og til tider virkelig smukke og visse steder, begge disse ting på én og samme tid.
Dernæst er filmen formidabelt klippet af Jean-Christophe Bouzy og dette er særligt grundet filmens form for rytme, som meget perfekt valser mellem at være hurtig og vild & langsom og rolig, hvilket igen, er med til at skabe filmisk harmoni.
Og alt i alt, er Titane ikke som de andre, men noget helt for sig selv og dernæst er der tale om en spændende, voldsom, rørende, kompleks og virkelig vild og unik film og oplevelse, som muligvis ikke rammer alle og enhver, men for dem som er modtagelige, så er der afgjort tale om en af 2021’s helt store film.