The Zone Of Interest

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Instruktør: Jonathan Glazer
År: 2023
Genre: Krig/Drama

Filmen blev set i Bio City, Aarhus

En totaloplevelse, der hele tiden truer med at knække dig.
En film om holocaust, hvor du intet ser til den ondskab, der ellers er så uløseligt forbundet med Auschwitz. Du ser ikke den fysiske ondskab, men du hører den.
Du ser idyl, frihed og legende børn. Men det hele i et sygt og forkvaklet lys.
Du bliver efterladt martret og udmattet i biografsædet…

Den rådne virkelighed

Filmens handling er løst baseret på fakta.  Du følger livet for Kommandanten for det enorme lejrkompleks, Auschwitz-Birkenau, Rudolf Höss, hans hustru Hedwig, og deres fem børn.
The Zone Of Interest er kort fortalt, en film om en familie, der lever mentalt afsondret fra virkeligheden.
Fornægtelse, uvidenhed og tilvænning går hånd i hånd i livet i den store villa, hvor familien Höss lever et problemfrit og idyllisk liv.
Man kunne også kalde det kontrastfyldt, idet nazisternes største udryddelseslejr, ligger lige op af haven. Kun en mur adskiller bogstavelig talt himmel og helvede.
Rudolf Höss er en pligtopfyldende mand, der sætter en ære i at udføre sit arbejde. Hedwig er den typiske, hjemmegående kvinde, der holder styr på alt på hjemmefronten, og som står for opdragelsen af parrets fem børn.
Hun ved jo godt hvad der foregår bag muren, men ignorerer det. Hun vil ikke se sandheden i øjnene, hun har en pligt overfor både mand og fører.
Men hun bliver mere og mere tynget af de sygelige kontraster, der omgiver hende og børnene.
Selvom filmen måske nok har Rudolf Höss som et naturligt omdrejningspunkt, så er det Hedwig, der er den egentlige hovedkarakter, og filmens emotionelle anker. Hun rummer de nuancer, der ellers er totalt fraværende hos hendes mand.
Christian Friedel er suveræn som kommandanten. Han rammer karakteren flot og præcist, og med sin kyniske og iskolde mimik bliver han til sin rolle.
Det til trods må jeg sige, at Sandra Hüllers portræt af Hedwig rører mig endnu mere. Hendes karakter giver hende måske også mere at spille med, men hun forvalter sine evner, og store talent perfekt i alle de scener hun er med i. Det vil sige nærmest alle filmens scener. Ligesom Christian Friedel bliver hun ét med sin karakter.
Hun er så dygtig, at hun hele tiden formår at bygge flere lag på Hedwig. Jeg har sjældent set noget lignende.

Ondskabens symfoni

Under en ridetur i aftensolen, fortæller Höss ivrigt sin hustru, at det da vist er en bestemt hejre de kan høre skræppe op inde i det enorme sumpede skovområde, der omkranser udryddelseslejren. Centralt i lydbilledet hører “vi andre – os foran lærredet” hidsige, korte kommandoer, og uhyggelige skrig.
Det virker som om det kun er beskuerens virkelighed. Ægteparret “hører” det ganske enkelt ikke.

Jeg kunne se filmen med lukkede øjne, og stadig få nogenlunde samme oplevelse. Filmens billeder er visuel støtte til den sansebombardement dine ører udsættes for. Billederne i ens eget hoved er helt tydelige – du er aldrig i tvivl om, at det hele er en rådden og falsk illusion.
Den lydside er for vild.
Instruktør Jonathan Glazer, der er bredt anerkendt for Ben Kingsley tour-de-forcen, Sexy Beast, og Sci-Fi thrilleren, Under The Skin, skifter arena, med The Zone Of Interest.
Han rammer dramaet, den døde stemning og den isnende ondskab, fuldstændig sublimt. Han har som instruktør haft en klar vision, som han har ført ud i livet.
Han har haft modet til at satse på noget så atypisk som et Holocaustdrama uden vold, og uden “de gode og de onde”.
Det er filmen der er ond, det er stemningen og lydsiden der agerer filmens antagonist.
Det er fantastisk flot eksekveret af Jonathan Glazer.

Vi runder af

Filmen som helhed, men især lydmæssigt, men, så har jeg kun haft en sådan totaloplevelse to gange før.
Første gang var med en anden film, der foregår i Auschwitz, nemlig László Nemes Son Of Saul.
Anden gang var med Erik Poppes Utøya 22. Juli.
Begge film rørte mig, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg var fysisk og følelsesmæssigt udmattet, af det vanvittige sansebombardement der ramte mig ved begge film.
Det er sådan jeg har det med The Zone Of Interest. Den sidder dybt forankret i kroppen, og måske bliver det umuligt, at lægge den fra mig.
Filmens komponist Mica Levi, har arrangeret musikken ned til den mindste detalje. Det er meget nedtonet, og ligger bare et sted og lurer. Sammen med lydholdets helt overjordiske arbejde, er det en stor del af grunden til filmens klaustrofobiske stemning.

Jeg kan ikke andet end at hylde Jonathan Glazer, og hele holdet bag The Zone Of Interest for det stykke filmhistorie de har skabt. Det er unikt.

The Zone Of Interest får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.