The Wretched

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: The Wretched
Instruktør: Brett Pierce, Drew T. Pierce
År: 2019
Genre: Gyser
Udkommer på blu-ray d. 27 juli 2020.

The Wretched var for mig en herlig uventet gyser, den er lavet på et lille budget, men den oser af charme, og så er den faktisk også fermt udført. Effekterne er troværdige, og i forhold til hvad man ser i mange mainstream gyserfilm, er de langt mere skræmmende. Filmen har desuden nydt godt af Corona-krisens blanke premiere-kalendere, og er derfor blevet vist flittigt i USA’s drive-in biografer. Den endte derfor med at være nummer et på den amerikanske box office hele fem uger i træk. Herhjemme er filmen til gengæld røget direkte på streaming, selvom den havde været et klart bedre sommergys til biografen, end den slatne Brahms: The Boy II.

Historien udspiller sig i en uidentificeret by ved Lake Michigan i USA. Byen er omkranset af store skove, og i disse skove bor der en gammel heks. Hendes speciale er, at hun kan overtage folks kroppe, og få dem til at glemme deres børn, som hun så mere end gerne mæsker i sig. Hun er altså en rigtig ubehagelig nabo til byens beboere.

Til denne uheldsvangre by ankommer teenageren Ben, som skal på ferie hos sin far, og hvis forældre er i gang med en skilsmisse. Ben skal under sit ophold arbejde ved marinaen, som hans far bestyrer, og her møder han både de klassiske ubehagelige og forsmåede ungdommer, men også den friske og søde Mallory. Mallory bliver hans sammensvorne i overvågningen af nabokonen, som begynder at opføre sig underligt, og hvis børn på mystisk vis forsvinder.

Og netop Ben og Mallory har en god kemi, som giver filmen noget pondus og fremdrift. Hun som den farverige karakter, og Ben som den mere jordnære. I det hele taget er skuespillet i The Wretched godkendt, hvilket ikke altid er tilfældet, når det kommer til low budget horror.

The Wretched bliver aldrig en ensporet affære, den går i flere retninger. Den centrale historie er selvfølgelig mysteriet om heksen, og naboernes forsvundne børn, men vi får også en snert af coming of age-drama, og humor er der sågar også plads til. Jeg er vild med hele mysteriedelen i filmen, som minder mig lidt om Disturbia med Shia LaBeouf, hvor han mistænker sin nabo for mord, og på underholdende vis, begynder at undersøge om det har noget på sig.

Men er The Wretched uhyggelig, det er selvfølgelig et parameter, når der er tale om en gyser. Og ja det er den. Måden den besatte nabokone agerer på, er decideret isnende, og der er op til flere scener, hvor man kan mærke hårene rejse sig. Så hvis man kan lide en kombination af gys, ungdoms-mysterie, og coming of age-drama, så er The Wretched et godt bud på en god gang hårrejsende underholdning.

The Wretched får: 4 /6
🔨 🔨 🔨 🔨            

Ekstramateriale: Desværre er der intet ekstramateriale på denne udgivelse af filmen. Skuffende.

Seneste

DRUK

Thomas Vinterberg har lavet en kommende klassiker.
Han spider et stykke ægte “Danmarkshistorie” i fuldemandseposset Druk.

Antebellum

Hvis man kan tåle udpenslede budskaber, pakket ind i en lækkert udført og visuelt fremragende horror-thriller, vil jeg klart anbefale Antebellum. Den skriver sig måske ikke ind i filmhistorien (som nyklassikerne Get Out og Hereditary), men mindre kan også gøre det.

Wolyn

Du skal have nerver af stål for at kunne se Wolyn (Ondskabens Tid).
Det er gennemført ubehageligt, og til tider helt ubærligt.
Men hvor er det en god film, hvor er det godt lavet. Et filmisk mesterstykke!

The Dead Don’t Die

Kan på det varmeste anbefale The Dead Don’t Die, der er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.

The King Of Staten Island

Lige dele seriøsitet og sort humor, blandet sammen i en klassisk Judd Apatow-fortælling, om et sølle mandeskvat i krise.

Fantasy Island

Fantasy Island er et miskmask af genre-hop, tåbelig historie, dårligt skuespil, og den formår på ingen måde at underholde. Så min anbefaling er, at sejle langt uden om den trøstesløse ø.

Til Sama

En ægte horrorfilm af en dokumentar. Men den er samtidig fuld af liv og håb. En fantastisk bedrift af holdet bag mesterlige “Til Sama”.

Alfa

Brødrene Avaz skruer ned for melodrama, og op for rå og brutal realisme. Alfa føles vedkommende og holder én tæt i et jerngreb fra start til slut.