Originaltitel: Le Salaire de la peur
Instruktør: Henri-Georges Clouzot
År: 1953
Genre: Drama, Thriller
Navnet Henri-Georges Clouzot er et af de navne, der næsten altid dukker op, når samtalen falder på europæisk efterkrigsfilm. Ofte omtales han som “den franske Hitchcock”, et kælenavn der både rummer en vis sandhed og samtidig risikerer at overse hans egenart som instruktør. For mens Hitchcock mestrede den psykologiske thriller i en britisk-amerikansk kontekst, skabte Clouzot film, hvor frygten ikke kun kom fra et mordmysterie eller en forbryder i skyggerne, men fra selve tilværelsens ubønhørlige vilkår.
Det er især tydeligt i The Wages of Fear (1953), som ofte fremhæves som hans hovedværk. En film der, da den udkom, blev mødt med både beundring og kontrovers. Ikke mindst fordi de amerikanske distributører klippede scener ud, de mente var for lange, eller endnu værre; for anti-amerikanske. At se filmen i sin fulde, originale version er derfor at blive mindet om, at Clouzot ikke blot var en mester i at bygge suspense, men også en skarp iagttager af menneskelig desperation og kapitalismens kynisme.
For mig har The Wages of Fear længe været en titel, jeg kendte af rygte dels grundet dens ikoniske og vanvittigt smukke plakat og dels grundet William Friedkins senere nyfortolkning Sorcerer. Men da jeg langt om længe valgte at springe ind i værket, gik det hurtigt op for mig, hvorfor netop denne film har opnået klassikerstatus; ikke alene fordi den byder på nogle af de mest nervepirrende sekvenser jeg nogensinde har set, men også fordi den gennem sin rå realisme og sin dybe kynisme rammer en nerve, der stadig føles aktuel 70 år senere.
Når det er sagt, må jeg dog indrømme, at jeg ikke er helt så begejstret for filmens første time. Anslaget i den lille, støvede sydamerikanske by er selvfølgelig med til at etablere stemningen og introducere de mænd, der senere skal tage ud på den livsfarlige mission(at fragte en enorm mængde nitroglycerin, værd en kæmpe røvfuld dollars, gennem et barskt sydameirkansk landskab hvor den mindste uventede bevægelse resulterer i den visse, brændende død, dette skal du dertil gange med en flok franskmænd der altså ikke lader dette plot gå på kompromis med deres cigaretrygning.) Men med sine mange scener i baren og gentagne billeder af mænd, der driver hvileløst rundt uden noget at foretage sig, synes jeg den trækker i langdrag. Det kunne efter min mening sagtens have været skåret betydeligt ned, uden at filmens budskab var gået tabt.
Til gengæld er alt det, der følger, blandt det mest intenst spændingsfyldte, jeg nogensinde har set. Sekvenserne på de smalle bjergveje, hvor lastbilernes nitroglycerin-læs truer med at eksplodere ved hvert bump, er så velopbyggede, at jeg flere gange tog mig selv i at sidde og holde vejret. Scenen med det halvfærdige træstillads henover en kløft er et af de helt store højdepunkter i Clouzots karriere, og det er let at se, hvorfor den senere inspirerede instruktører som William Friedkin.
Men det, der gør filmen til mere end en thriller, er dens underliggende tematik. Clouzot gør det klart, at de fire mænd ikke er helte, men desperate individer, reduceret til arbejdskraft i hænderne på et olieselskab, der udnytter deres nød. “De har ingen familie, og de er ikke organiserede i en fagforening, så hvis de dør, er der ingen der stiller spørgsmål,” lyder det kynisk i en af filmens tidlige scener. Det er et billede på en kapitalisme, hvor menneskeliv ikke er meget mere værd end det brændstof, de skal transportere og én af de få replikker der for mit vedkommende rent faktisk retfærdiggøre det overdrevne lange anslag.
Alt dette kulminerer i en afslutning, der stadig føles forfriskende brutal sammenlignet med moderne thrillere, hvor helten som regel reddes i sidste øjeblik. Hos Clouzot er lykken altid midlertidig, og tragedien lurer bag enhver succes. Det er både frygtindgydende og dybt ironisk og det er med til at give filmen en tyngde, der gør, at den aldrig for alvor ældes.
Kort sagt: The Wages of Fear er en film, jeg både beundrer og til tider kæmper lidt med. Jeg forstår fuldt ud, hvorfor den betragtes som et mesterværk, og jeg vil til hver en tid fremhæve dens suspense-sekvenser som nogle af de bedste nogensinde lavet. Men jeg kan ikke helt forlige mig med, at den bruger så meget tid på et anslag, der kunne være strammere fortalt. Alligevel er det netop i spændingsfeltet mellem beundring og irritation, at filmen bliver ved at hjemsøge mig. For når Clouzot endelig lader sine lastbiler sætte i gear, føles det, som om man sidder fastspændt til en rejse, man aldrig glemmer.
