Instruktør: Macon Blair
År: 2023
Genre: Action, b-film, splatter, horror
Biografpremiere: d. 20. november 2025
Hvis der er én ting, The Toxic Avenger ikke er bange for, så er det dårlig smag. Faktisk dyrker den det som en kunstart. Filmen vader i klichéer, svælger i splat, slim og blod, og hylder hver eneste B-film-trope med en næsten rørende entusiasme. Den er konstant på grænsen til at blive “for meget” – og alligevel formår den mærkeligt nok at være umulig at lægge fra sig. Hver gang man tænker: “Okay, nu stopper vi,” så fyrer den en endnu vildere, mere grotesk eller stupidt genial scene af. Og på en eller anden giftig måde… så vil man bare have mere.
The Toxic Avenger følger den stille, udmagrede og dybt uheldige Wade (Peter Dinklage), der arbejder som rengøringsmand og kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Da et korrupt firma og dets magtsyge leder (Kevin Bacon) skubber ham ud over kanten – både fysisk og mentalt – ender Wade i en katastrofal ulykke, der forvandler ham til en smeltet, grøn og grotesk mutant. I stedet for at dø rejser han sig som en uventet hævner, drevet af både retfærdighed og en nyfundet monstrøs styrke. Med en kost som sit ikoniske våben går han til angreb på byens korrupte magthavere, mens han samtidig prøver at holde fast i de sidste rester af sit tidligere liv. Resultatet er en kaotisk blanding af splatter-action, sort humor og outsider-heltemod.
Det hjælper enormt, at skuespillerne er i topform. Peter Dinklage er noget nær perfekt castet som den udmagrede, skrøbelige og sårbare mand, der bliver trampet på af verden, indtil han forvandles til en grøn, vred mutant, der har fået nok. Dinklage leverer både komik, pathos og en slags muteret værdighed, der gør rollen langt sjovere og mere sympatisk, end man egentlig kunne forvente i en film, hvor blod og slim vælter rundt på skærmen.
Kevin Bacon hygger sig så tydeligt i skurkerollen, at det næsten bliver en attraktion i sig selv. Han spiller det med den slags overskud og glimt i øjet, der kun opstår, når en skuespiller virkelig nyder at være et kæmpe røvhul. Det er herligt.
Elijah Wood – ja, Frodo selv – dukker op i en makaber, “Penguin”-agtig birolle, og han ejer hvert sekund. Hans sygelige, creepy energi passer perfekt til filmens tone, og hans præstation er endnu et eksempel på, at The Toxic Avenger fungerer, fordi alle spillerne tager det tåbelige dødsens alvorligt inden for filmens egne rammer. Den kvalitet løfter alt det splattede og kitschede til et punkt, hvor det føles bevidst – og overraskende velfungerende.
Og så er der budgettet. Angiveligt kun fem millioner dollars. I en tid, hvor action- og splatterfilm ofte koster 20, 40 eller 100 millioner, er det et nærmest latterligt lille beløb. Men du kan ikke se det. Filmen ser overraskende godt ud: kreativt designet, lækkert beskidt i stilen, med effekter der både hylder practical gore og moderne teknik. Den får hver dollar til at arbejde overtid, og det giver filmen en rå charme, som langt dyrere produktioner ofte mangler.
Toxic Avenger er kort sagt et festfyrværkeri af dårlig smag gjort godt. En film, der altid er på vej over kanten – og når den endelig vælter ud over, gør den det med så meget slim, blod, humor og selvironisk vildskab, at man ikke kan lade være med at grine. Det er kitsch, det er splat, det er grotesk – og det er enormt underholdende. Et lille mirakel af en B-film, der nægter at være andet end sig selv. Og godt for det.
The Toxic Avenger får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
