The Rise Of Skywalker

Star Wars The Rise Of Skywalker
René

René

Originaltitel: The Rise Of Skywalker
Instruktør: J.J. Abrams
Genre: Action
År: 2019 Kan streames på Blockbuster.

Måske har du hørt alt det snak der har været om det niende og sidste originale star wars-film?

Om instruktøren J.J. Abrams (instruktør af den syvende film, The Force Awakens og denne film), som har været ude og brokke sig over instruktør, Rain Johnson, som instruerede film 8 (The Last Jedi). 

Abrams mente, at Johnson havde en for meta tilgang til historien og var ligeglad med universet. Uden omsvøb, så var Abrams ikke helt tilfreds med den måde Johnson digtede videre på “hans” Star Wars-historie.

De dedikerede fans af franchisen, har har dog ikke pakket kritikken pænt ind. Mange mener nemlig, at Johnsons forsøg på en Stjernekrigs-fortælling, ødelagde alt og sked højt og helligt på dét de elskede, George Lucas’ elskede rumopera.

Jeg er én af de få som mener at The Last Jedi tog Star Wars i en ny og spændende retning, hvor alt ikke alt skreg af kedelige gentagelser. Johnson tog kunsteriske chancer. Det var tiltrængt.
Men pøblen ville have en klassisk fortælling, som Abrams gjorde med The Force…, som nærmest var en tro kopi af A New Hope fra 1977.

I tredje og sidste film, af den nye trilogi, følger vi fortsat heltene Rey, Poe, Finn, som med de klassiske figurer fra de gamle originale film, Chewbacca, C3PO og R2D2, fortsat må tage kampen op mod Kylo Ren, The First Order og Kejser Palpatine (genopstået fra forrige film).

Det er fortsat den klassiske kamp, det gode mod det onde, vi har med at gøre. Det er altid det Star Wars-universet har handlet om. Over 40 år efter George Lucas’ første Star Wars-film, er det stadig et tryllebindende univers, som er evigt fascinerende. 

Og selvfølgelig er der Kraften (The Force), som på magisk vis, giver særlig, guddommelig styrke til få de udvalgte. Enten tiltrækker den det gode i én. Eller også forpurer The Dark Side ens sjæl og lader det onde vinde.

Det mest interessante i The Force Awakens og The Last Jedi var kampen mellem den unge, forældreløse Rey, og Darth Waders barnebarn, Kylo Ren. 


Det er det også i The Rise Of Skywalker.

Via Kraften, kan de kommunikere mellem hinanden, uanset hvor de er. De kan sågar slås og snakke, uden at sige noget.

Rey prøver fortsat og ihærdigt at hive Kylo Ren hen på “de godes side”. At lade ham vende tilbage som Leia og Han Solos søn, Ben Solo. Ren prøver standhaftigt at overbevise Rey om, at de to skal herske over hele universet. Sammen.På de ondes side, så at sige.

De bedste scener i det afsluttende kapitel, er de scener, hvor der ikke snakkes. De scener, hvor Rey og Kylo Ren kæmper, med Kraften mellem sig. De giver gåsehud og hiver en smule magi frem i manegen. For Star Wars-universet kan stadig noget. Det holder stadig.

Men Abrams har travlt. Meget travlt. Der er mange plottråde der skal udredes, mange sidehistorier der skal falde på plads og rigtigt meget der skal nås, inden han kan afslutte Stjernekrigs-universet. 

Med en spilletid på 142 minutter, føles The Rise Of Skywalker stadig en smule forhastende. For som nævnt før, så er filmen bedst, når den tør dvæle i tempoet, og tør give karaktererne plads til at ånde. 

Men man er underholdt under hele den intergalaktiske rejse. The Rise…er uden tvivl, den flotteste film ud af de 9 film, hvor scenografi, billeder og CGI går op i en højere enhed, så man ikke kan andet end læne sig tilbage i biografsædet og bare nyde det man iagttager.. Også selvom produktionsselskab, Disney, som står bag, giver sit publikum en lettere pleaser-afslutning, som ingen rigtig kan skælde ud på. Men heller ikke rigtigt knuselske.

Skuespillet virker dog upåklageligt over hele linen og særligt Daisy Ridley som den standhaftige, følsomme og emotionelle, Rey, er fabelagtig. Og altid solide Adam Driver som Kylo Ren, er dragende, sårbar og samtidig, mystisk. 

Jeg savnede Johnsons overraskelser fra forrige film. Han havde modet til at tage Star Wars-universet i en ny retning. Hvor det hele ikke var så hulens forudsigeligt.

Abrams har dog et par tricks i ærmet undervejs. For han hiver  “gamle genfærd” op af hatten, samt lidt om Reys ukendte fortid. 

Det føles dog mere som noget at han er nødt til og ikke noget der alvor noget rusker rundt i hele universet og vender tingene på hovedet. 

Men måske er det ikke det denne særlige franchise har brug for. Måske har folket bare brug for mere af det samme, som de klassiske fortællinger havde at byde på. De gode kamp mod det onde går nemlig aldrig rigtigt af mode.

The Rise Of Skywalker ender som en episk finale, man føler man har set før. Det er helvedes flot, og man når at fælde en lille, nostalgisk tåre, inden John Williams’ legendariske musik for allersidste gang følges ad med rulleteksterne. 

Den store fan boy, J.J. Abrams, redder dagen for pøblen, og giver dem lige præcist det de vil have. Men heller ikke rigtig mere. 

The Rise Of Skywalker får 4/6
🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Violent Night

Julemanden er fordrukken og brækker sig ud over kanen, men redder dagen i John Wick-stil.
Lyder det som en julefilm for dig? Fedt! For her anmelder René Buchtrup “Violent Night” med David Harbour i hovedrollen…

Black Panther: Wakanda Forever

Hvis du også synes den første Black Panther-film var lidt fesen, så frygt ej,- Black Panther: Wakanda Forever er en modig og helstøbt filmoplevelse, der virker tiltrængt i det efterhånden malkede Marvel-univers.

Komiske scener fra film og TV – Volume 2

Her er en ny omgang komiske og groteske scener fra film og TV. Nogle hører en tid til – før krænkelsesparatheden satte mange ting skakmat, mens andre bare er tidløs humor.

Du kan grine af det hele, det er dog fællestrækket – ja altså såfremt du synes det er sjovt?

Blinkende Lygter

Nicolai har denne gang anmeldt en af de mest populære danske film gennem de sidste pr. årtier og der er bestemt intet der tyder på at Blinkende Lygter, ikke skulle holde ved et gensyn i dag.

Black Adam

Hvem sagde superfæl film? Den nye, dumme actionbasker, Black Adam, burde aldrig været udgivet og er kandidat til Årets Værste Film!

Joy

Nicolai har denne gang anmeldt en delvist sandfærdig og ret vild fortælling om kvinden bag den selvvridende moppe, i filmen Joy som både er dybt inspirerende, opløftende og virkelig underholdende